[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Cheryl Strayed (Reese Witherspoon) tager sig et kort, tiltrængt og nødvendigt hvil i et øde klippelandskab. Vandrestøvlerne tages af for at fødderne kan få noget luft, og efter nærmere inspektion viser den sig at være gal. Huden omkring hendes ene storetånegl er hævet og irriteret – en lille smule blod er der også. Hendes negl har løsrevet sig. ”Endnu en” hvisker hun til sig selv, før hun med et smertensskrig hiver den af tåen. Løjerne er lige en smule barskere, end man skulle tro.
Herefter springer filmen tilbage i tiden, for at forklare hvad Cheryl gør derude midt i Amerikas vildnis og hvorfor. Wild er baseret på romanen af samme navn og omhandler den virkelige Cheryl Strayed, der efter flere års personlig nedtur begiver sig ud på Pacific Crest vandreturen. Små 1700 km fra Californien i den Amerikanske natur, hist og her skraveret med civilisation, kun i selskab med egne tanker.
Disse tanker flettes selvfølgelig ind i filmen i form at talrige flashbacks. Som gradvist sætter hendes projekt i kontekst – og endda på ganske elegant vis. Man kunne frygte, at der med Nick Hornby som manuskriptforfatter, kunne være sat en ordentlig gang sødsuppe på kinokomfuret. Men meget typisk for Hornby er der også en understrøm af melankoli til stede. Det gør også det endelige budskab lidt lettere at sluge, selvom det er af patetisk – om end reel og værdifuld – karakter. Det talte i hvert fald til undertegnede, men den vil uden tvivl få andre til at stejle, da det er et lille stykke åbenlys lommefilosofi.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Wild[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jean-Marc Vallée[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Witherspoon er filmens største salgsargument. Hun er fremragende og rollen giver hende virkelig mulighed for at give en kræftpræstation. Hun kommer ud i alle emotionelle afkroge og får virkelig blottet Cheryls sjæl. Filmen er dog ikke uden problemer. Der er i og for sig ikke noget galt med den episodiske og mosaiske struktur, da det jo er en road movie med en indlejret selveksamination af de helt store. Der er bare flere øjeblikke af redundans, hvor den samme information bliver leveret, hvilket virkelig skader filmens i forvejen beskedne momentum.
Det er meget mere interessant, at se Laura Dern og Witherspoon komme i konflikt over den voldelige far i familien, end det er at se en yngre skuespillerinde (den virkelige Cheryl Strayeds datter, Bobbi Strayed Lindstrom) reagere på en fordrukken faderfigur. Dette er også beklageligt, i kraft af, at nogle af handlingstrådene godt kunne bruge lidt ekstra opmærksomhed. Især Cheryls historie med hendes eksmand (Thomas Sadoski) og deres ægteskabs sammenbrud indeholder plotpunkter af så ramme en alvor, at det føles lidt forkert bare at lave gadehop over dem.
Men sådan er det jo med minder – vi flyver frem og tilbage i vores egne hukommelser, som spillede vi ord-association for én. Så i sidste ende betyder det blot, at den vej filmen betræder har lidt løse sten hist og her, men den skvatter aldrig af stien og ned i afgrunden. Tværtimod når den nogenlunde sikkert i mål. Paradoksalt nok ender man som publikum et sted, hvor man virkelig kan mærke filmens længde, men hvor man samtidig også godt kunne bruge mere.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer