Af Morten Kildebæk
Der er grænser for, hvor letfordøjelig instruktør Steve McQueen kan være – selv når han springer ud i den populære heist-filmgenre. For på trods af at Widows’budget er dobbelt så stort som til instruktørens tre gange Oscar-vindende 12 Years a Slave (2013), og selvom bestseller-forfatteren Gillian Flynn står bag manuskriptet, kommer fortællingens store kup i anden række.
Den britiske filmmager har skruet en kende ned for genrens vante mængde tjubang, så den stort set kun forekommer i starten og i slutningen. I den mellemliggende tid, som varer godt halvanden time, fokuserer McQueen i stedet på at portrættere et væld af karakterer, der befinder sig i Chicagos top og bund.
Først er der de fire titulære enkefruer Veronica (Viola Davis), Linda (Michelle Rodriguez), Alice (Elizabeth Debicki) og Amanda (Carrie Coon), som alle pludselig står på egen hånd, da deres kriminelle ægtemænd dør i et fejlslagent røveri. Mændene efterlader dem ikke med andet end gæld og, for Alices vedkommende, blå mærker. Veronicas mand Harry (Liam Neeson) nåede lige at stjæle to millioner dollars fra den lokale gangster Jamal Manning (Brian Tyree Henry) inden sin bortgang, og de penge må og skal betales tilbage.
Veronica samler derfor de andre efterladte kvinder for at gennemføre et kup, som Harry havde planlagt ned til mindste detalje, men ikke udført. Målet er fem millioner dollars i en pengetank hos den aldrende rådmand Tom Mulligan (Robert Duvall).
Sideløbende med kvindernes forberedelser forsøger Mulligans søn Jack (Colin Farrell) at vinde folkets tillid i en kommunal valgkamp over for førnævnte Jamal Manning, der ser muligheder i at skifte til et – på overfladen – mere retskaffent karrierespor. Alle karakternes veje krydses naturligvis.
Det er imponerende, at det er lykkedes McQueen at jonglere med sådan et stort, stjernebesat ensemble cast. Hver en lille fortælling og karaktertegning giver mening og passer fint ind, og på trods af den langstrakte midte, fremstår Widows faktisk både skarp og veldrejet. Kun Veronicas nuttede, hvide terrier føles som et klodset bindeled i plottet.
De ofte punchline-mættede replikker er som skabt til en filmtrailer, men Hollywood-stemningen kammer heldigvis aldrig over. Det skyldes nok også, at dialogen bliver leveret af et formidabelt hold skuespillere, som bringer en helt anden dybde og nerve end den typiske Hollywood-blockbusters Mark Wahlberg eller Dwayne Johnson.
For eksempel formår Daniel Kaluuya at forvandle, hvad der kunne have været en kedelig, arketypisk skurkehåndlanger til et af filmens højdepunkter. I rollen som Jamal Mannings bror Jatemme er han den ondeste ogcooleste lakaj, jeg har set meget længe. Så kan jeg godt tilgive, at Colin Farrells irske accent skinner lidt for tydeligt igennem hans i øvrigt påfaldende hæse repliklevering.
Mellem de hårdslående ordudvekslinger giver Widows også luft til, at de sørgende kvinder kan rejse sig i flok efter mændenes bortgang. Specielt rørende er historien om Elizabeth Debickis Alice, der går fra passiv trofækone og voldsoffer til egenrådig aktør – men alligevel må ty til sin nyfundne sugardaddy for i glimt at opleve en følelse af støtte og nærvær.
Ambitiøse Steve McQueen supplerer de stærke kvindefortællinger med små kommentarer til både politivold mod afroamerikanere og USA’s forhold til skydevåben, ligesom de korrupte magthavere, som fastholder folk af trange kår i de nedre samfundslag, tydeligt repræsenteres af Mulligan-familien.
Og når der så er action, er det umådeligt veleksekveret. Den forrygende, tempofyldte åbningssekvens formår eksempelvis afsindigt elegant at introducere alle, både døde og levende, personer. Som en opskruet Reservoir Dogs (1992) klippes der mellem de kriminelle husbonders voldsomme død og deres afsked med hustruerne den samme morgen.
Et sådan fortællesnilde vil uundgåeligt, og ganske fortjent, afføde adskillige prisnomineringer til den allerede Oscar-forgyldte instruktørs nye pseudo-blockbluster.
Kommentarer