Af Johannes Roug

I en moderne periode, hvor politik synes at fylde mere og mere i medierne, og hvor politiske overbevisninger synes at blive mere og mere polariseret, så er det godt, at Wicked: Part II ankommer, når den gør. En film og musical som insisterer på at stille det bekymrende spørgsmål; hvad er sandheden egentlig? Et spørgsmål, der i særdeleshed polariserer den fiktive verden Oz. Men selvom linjerne er blevet trukket op, og selvom der bliver gjort og sagt ting fra hver sin side til skade for den anden, så beviser filmen igen og igen, at hvis man taler sammen, så er der plads til tilgivelse og kærlighed. Et budskab, der virker til at blive vigtigere og vigtigere. 

Wicked: Part II fortsætter nogle år efter, hvor del 1 (2024) slap. De unge hovedkarakterer er blevet voksne og fantasiverdenen Oz har vænnet sig til eksistensen af den onde heks fra vesten, som Elphaba (Cynthia Erivo) er blevet penslet op som. Elphaba arbejder fortsat ene og alene mod Troldmandens (Jeff Goldblum) tilfangetagen af dyr, imens Glinda (Ariana Grande) lærer at tilegne sig sin nye rolle som den gode heks. De to må affinde sig med at være på hver sin side af narrativet i Oz, selvom båndet mellem dem stadig lever.

Hvor del 1 led af at være første halvdel til den større historie, så gavner det Wicked: Part II en masse at være den sidste halvdel. Man kender allerede til alle karakterernes motivationer og følelser for hinanden. Der kan fra starten af derfor sættes en hel masse på spil. I det hele taget virker filmens konflikter og følelser større, og klimakset bliver derved en del mere dramatisk og spændende. Dette kan i den grad også mærkes i filmens musiske side. De større følelser bliver til mere medrivende sange, hvilket skubber Cynthia Erivo og Ariana Grande ud i nogle store og smukke musikalske præstationer, som bærer filmen flot i mål.

Filmen er dog stadig ikke uden sine mangler. På trods af filmens ellers lange spilletid på 138 minutter, så føles filmens store vendepunkter næsten ligegyldige, da man gang på gang er hurtigt videre. Fortællingen er sin egen værste fjende, da den byder på så mange væsentlige og interessante karakterer, hvis historier der så desværre ikke er tid til at få uddybet eller forløst. Filmen tager derved en meget tydelig stilling til kun at fokusere på Elphaba og Glindas historie. Der bliver derfor også sat masser af tillid til, at publikum er helt indforstået med historien af Troldmanden fra Oz (1939), som filmen bevidst afholder fra at bruge tid på for i stedet at fokusere på Elphaba og Glindas perspektiv.

Teknisk byder Wicked: Part II, ligesom sin forgænger, på et overdådigt set med fantastiske kulisser og kostumer, som skinner af godt håndværk, der virkelig sætter de mange flotte og forskellige farver af Oz i fokus. Men selvom der er mange farver at finde i hvert billede, så forbliver det visuelle udtryk i Wicked: Part II en smule kedeligt. Det kan måske skyldes den meget overbelysende lyssætning, som giver ingen plads til skygger i billedet, eller den helt neutrale colorgrading, som heller ikke hjælper dertil. 

Det stærkeste element i Wicked: Part II er alligevel de to hovedkarakterer. Elphaba, der på trods af løgnene, der regerer i Oz, står ved sine værdier og accepterer hendes påtvungne rolle som den onde heks fra vesten. Og Glinda, der kender til sandheden, og må vælge imellem at bevare freden i Oz eller fortælle, hvad der rigtigt skete mellem Elphaba og Troldmanden. De to karakterer viser, at selvom man befinder sig på hver sin side af en overbevisning, så trumfer venskab alt.