Hvad vil vi have ud af en historie?
Det er et spørgsmål, jeg gang på gang vender tilbage til, når jeg ser Westworld, HBOs store hitserie, som med sin anden sæson har enkelte fantastiske øjeblikke og en stor mængde frustrationer.
Første sæson stod over for et problem: i en serie, hvor over halvdelen af karaktererne er funktionelt udødelige og ikke har erindringer, hvordan holder man så seeren engageret? Løsningen var at læne sig op af det intellektuelle engagement; serien var bygget op omkring uklare tidslinjer, ukendte motivationer og sindsoprivende twists, der langsomt kom i kog indtil finalen, hvor det virkede som om brikkerne var på plads, og en robotrevolution var undervejs.
Men i en ny sæson, hvor the hosts er frie til at gøre hvad de vil og kan lide permanent skade, fortsætter den stadig med sin gådefuldhed. Serien starter og slutter i en tidslinje, der først giver en smule mening til allersidst. Karakterer dør, de genopstår, deres bevidsthed bliver gemt digitalt, og alt drejer sig om the valley beyond—en hemmelig del af parken, som indeholder noget værdifuldt for parkens ejerskab, og en uklar frelse for androiderne. Men nøjagtig hvad er det? Se seks timers tv for at finde svaret!
Det er en skam, for lige som Westworld stod klar til at slå sig løs med tydelige skurke, helte og antihelte i en konflikt om parkens og robotternes skæbne, vælger den at vedligeholde mystikken. Men når gådefuldheden tager bagsædet og karaktererne får pusterum, er det noget af de bedste tv, man kan finde.
Femte episode er for eksempel et eventyr i Shogunworld, et japansk spejlbillede af seriens sædvanlige vilde vesten, der både er sjovt (cowboys mod ninjaer!) og overraskende rørende. Ottende episode, som klart er sæsonens højdepunkt, zoomer ind på indianeren Akechetas søgen efter en tabt kærlighed fra sit ”tidligere liv,” og hans mission leder han helt ned til robotternes dødsrige.
Disse episoder er stærke ikke fordi Maeve får nye mystiske evner, eller fordi de forklarer, hvor labyrint-symbolet fra første sæson kom fra, men fordi det fortæller menneskeligt drama med konsekvenser og ægte følelser.
Selvfølgelig er mysterieformatet ikke et onde i sig selv. Westworld anvender det ofte på en måde, der skaber perfekt balance mellem karakterudvikling og intrige. Parkens sande formål, afsløringer om Dolores og Bernards sande forhold og Williams fortid er alle gode tilføjelser til seriens fascinerende mytologi. Men den prøver lige så ofte at være smartere, end den egentlig er—karakterer følges ad uden god grund, afsløringer er til tider meningsløse og folk har så mange måder at ”genoplive” på, at det er svært at have styr på, hvor alvorlig en kugle i hovedet egentlig er. Det ender med en finale, der ikke har den enorme effekt, den burde have.
Seriens filosofi opsummeres på en måde af Ford (eller et digitalt genfærd af ham; hans skæbne i første sæson har kun gjort ham mere mystisk), som i femte episode siger “Isn’t the pleasure of a story discovering the ending for yourself?” Og så meget som den altid fænomenale Anthony Hopkins sælger hvert eneste ord, er jeg ikke enig. Ægte drama og rørende fortællinger kommer af klarhed, karakterer og konsekvenser. Ikke af at finde svaret på en gåde.
Når alt det er sagt, må jeg stadig indrømme, at Westworld er noget helt særligt. Det er den største og mest talentfulde produktion på tv, der ikke hedder Game of Thrones. Skuespillet, musikken og ikke mindst dens scænografi er i en kategori for sig, og når alle elementerne samler sig om god, tankevækkende drama, er det en glæde at opleve.
Lad dette være en sørgesang for de episoder, der skød forbi. De dødsfald, der ikke bragte nogen sorg. De temaer, der blev forbigået til fordel for monologer. Men også en fejring af seriens store triumfer. For svarerne kan være ventetiden værd, og når denne sci-fi fortælling er bedst, er det nøjagtigt hvad man ønsker at få ud af en historie.
Kommentarer