To film havde deres pressevisning på Berlinalen om fredagen. Den ene var Damsel, en komisk western, hvori den dybt forelskede Samuel (Robert Pattison) tager en miniaturepony og en præst ud i det amerikanske vildnis for at redde og gifte sig med sin udkårne (Mia Wazikowska).
Den anden var Black 47, en dyster affære om en desertør (James Frechenville), der vender tilbage til et ødelagt Irland og en ødelagt familie under kartoffelsygen og beslutter sig for at gå på jagt efter de nærmeste ansvarlige. En inspektør, der kæmpede med ham i hæren (Hugo Weaving), bliver sendt af sted for at stoppe ham.
De to film har det til fælles, at de kan klassificeres som westerns; hård individualisme, hesteryg og skyderier er der rigeligt af. Begge film innoverer også inden for westerngenrens rammer. Men forskellene er næsten mere tydelige.
Damsel tager en humoristisk vej. Det Amerika, Zellner-brødrene skildrer, er det vanvittige vesten—et smorgasbord af tossede typer, toilethumor og akavede pauser. Pattisons karakter er særligt latterlig, og filmens spøjse tone støtter godt op om ham.
Humoren kommer dog ikke blot fra absurde scener, men fra en leg med western-troper. Halvvejs gennem den (indtil da lidt langsomme) film er der et twist, der både gør første halvdel bedre og anden halvdel mere spændende. Et twist, der er holdt hemmeligt af al marketing. Et twist, der tager humoren til nye, kulsorte steder. Zellner-brødrene tager westerngenren, tilføjer komplekse karakterer, og skruer helt op for komikken.
Vendepunktet er dog desværre ikke nok til at bære resten. Filmen fortsætter langsomt, og det føles, som om sjove scener kommer og går efter hinanden uden noget højere formål. For at opnå den ønskede effekt har man opgivet historiens momentum.
Det er modsat Black 47, som holder fast i de ting, der bare virker: lidelse, uretfærdighed, hævn og en masse døde engelske soldater. Den irske kartoffelsyge var en af de største humanitære katastrofer i det 19. århundrede og er moden grund for en grufuld revenge western.
Hugo Weaving og James Frecheville leverer begge en intensitet, der bærer filmens dystre tone uden at distrahere. Weaving er stjernen i filmen, men Frecheville udviser en intensitet, ingen andre i filmen kan matche som dræbermaskinen Feeney.
Filmen adskiller sig fra andre westerns blot med sin tidsperiode—Feeneys mål er retfærdigt og mere end bare en personlig vendetta, og hans metoder er nærmest humane i modsætning til Englands behandling af irerne. Der bliver dog smurt lidt tykt på en gang imellem. Det kan føles som en rundvisning til alle de mest kendte modbydeligheder fra tiden. Der er øjeblikke med sang og menneskeliggørelse, men ofte er hungersnøden blot baggrund for kampscenerne.
Actionsekvenserne er heldigvis et højdepunkt. Lance Daily skaber klarhed, voldsomhed og realisme, der næsten får bajonetter til at være seje!
Så hvilken film vinder prisen for ”bedste moderne western fra i torsdags”? Damsel tager genren i en sjov retning, og selvom westernkomedier ikke er sjældne, adskiller den sig med et stærkt plottwist og nogle mindeværdige scener. Men filmen er en anelse for smart, da den ikke helt opvejer de sjove scener med en klar struktur.
Modsat er Black 47 mere forudsigelig og let at fordøje, men det er ikke nødvendigvis en svaghed. Dens fortælling komplementeres godt af de grå irske omgivelser, de fleste scener rammer plet og hele filmen leder frem til en tilfredsstillende slutning.
Derfor vil jeg selv sige, at Black 47 er nemmest at anbefale. Den har ikke lige så høje ambitioner som Damsel, men filmen opnår alt, den sætter sig for at opnå. Damsel mangler fokus, og selv hvis man er til dens absurde humor, kan den stadig være sløv at sidde igennem.
Kommentarer