Af Jacob Pedersen
Historien og hypen om Weapons startede allerede, da Jordan Peeles selskab, Monkeypaw Productions, tabte budkrigen på filmen, som også udmundede i en fyring af sin manager. Derudover blev filmen skubbet et halvt år frem i biografkalenderen efter overrumplende positive testvisninger, og med den kreative creepy markedsføringskampagne med mystiske hjemmesider samt Barbarian (2022)-instruktøren Zach Creggers tilbagevenden til instruktørstolen, ja, så var der lagt i kakkelovnen til sommerens helt store gyserfænomen, som pendant til Longlegs (2024).
Men de høje forventinger og den effektive kampagne blev desværre en bjørnetjeneste for Greggers Weapons, fordi den muligvis havde været en større og mere overraskende oplevelse, hvis filmen kom ud af ingenting, som hans instruktørdebut i øvrigt gjorde det tre år tidligere.
Weapons indledes af en børne-voiceover, der fortæller historien om, hvordan 17 børn fra den samme folkeskoleklasse pludseligt løber hjemmefra klokken 02:17 om natten i den lille forstadsby Maybrook. Da lærerinden Justine Gandy (Julia Garner) møder ind i klassen den næste dag, sidder der kun ét barn tilbage, nemlig den lille og stille Alex Lilly (Cary Christopher).
De 17 fortvivlede forældrepar til børnene kræver svar fra politiet, skolen og ikke mindst Justine, som jo må vide noget, eftersom hun var klasselærer for børnene. Og det er netop her, i optrevlingen af mysteriet om børnene, at Weapons’ temaer om sorgbearbejdelse og omsorgssvigt kommer i spil, som skildres igennem flere subjektive fortælletråde a la Paul Thomas Andersons Magnolia (2000).
Herunder følger vi blandt andre lærerinden Justine, den desperate far Archer Graff (Josh Brolin), politimanden Paul (Alden Ehrenreich), junkien James (Austin Abrams) og den stille dreng Alex. Tilsammen udgør de vidnesbyrdet om forsvindingen, som med flere subtile referencer – og et par papudskårne (herunder titlen) – er en allegori for et tragisk samfundsproblem i USA.
Opdelingen fungerer bare ikke optimalt, fordi det kun er Justines, Archers og Alex’ historietråde, som kommer i dybden med filmens tematikker om omsorgssvigt i en institutionaliseret verden. De resterende synsvinkler, specielt James og Pauls ender med at blive irrelevante parenteser og bidrager negativt til filmens længere spilletid på 2 timer og 9 minutter.
Justine gør sit for at være i øjenhøjde med Alex i de få øjeblikke, hun har ham én-til-én i skolen, men den institutionelle omsorg kan selvfølgelig ikke hamle op med den, der burde foregå indenfor hjemmets fire mure. Dog har Mr. Og Mrs. Lilly (Whitmer Thomas & Callie Schuttera) højest plads til et rutinepræget ”hvordan var skolen i dag søn?”, når Alex kommer ind ad hoveddøren.
Tidligere i år illustrerede mini-serien Adolescence på fremragende vis, hvordan hjemmets vægge kan være en rede for parasitter udefra, men hvor Adolescence brillierer, mangler Weapons fokus i sin skildring af konsekvenserne, der fortærer det lille lokalsamfund. Desuden har Weapons også et mysterium, som desværre bliver forløst undervældende.
Man vil måske hævde, at en gyserfilms vigtigste opgave er at skræmme og ikke at skildre sine tematikker på en fyldestgørende måde, men i et topfelt af gyserfilm, som Midsommar (2019), Get Out (2017), The Witch (2015) og Heretic (2024) – de såkaldte elevated horror – så må man efterhånden forvente en balance mellem begge dele.
Når det kommer til at skræmme, er Creggers dog fortsat i feltets top, og han har en fantastisk sans for at skildre the uncanny. I Weapons leger han meget med mørket, både i døråbninger, men også i mange silhuetskabende billeder, der på én og samme tid tvinger seeren til at se godt efter, alt imens man helst vil kigge væk.
Lydsiden er også eminent styret af ildevarslende og ukendte lyde, der qua sin mangel på et konkret eller genkendeligt ophav, ender i det ukendte og fremmedgjorte, ofte med hårrejsende effekt.
Gyset er på plads, men man havde håbet på mere fra den lovende Zach Cregger, der muligvis kunne have slået sit navn fast i horrorgenrens nye A-klasse anno 2025. I Barbarian begyndte et par uforløste tematikker at vise sig som et problem, men de præger faktisk Weapons endnu mere – om end denne mangel er omsvøbt af velkonstrueret og skræmmende gyserscener fra den øverste hylde.