Briterne har en stolt tradition for socialrealistiske film, der sætter spotlight på samfundets nedre lag. Tidligere på året fik vi serveret den provokerende og tragiske Urchin (2026), og sidste år prydede Andrea Arnolds smukke og livsbekræftende Bird (2025) de danske biograflærreder – for blot at nævne to nylige eksempler. Man kan da også fristes til at stille spørgsmål ved, om der overhovedet er andet, der er værd at lave kunst om, når ens land er fattigere end selv den fattigste amerikanske stat, og når 4 millioner børn vokser op i fattigdom. Det er intet under, at køkkenvaskrealismen er på vej tilbage i Storbritannien, og i Wasteman tilføjer instruktørdebuttanten Cal McMau traditionens principper til fængselsfilmen.

Wasteman er fortællingen om den indsatte Taylor (David Jonsson), der arbejder som kok i fængslet og har lært at begå sig og virke anonym blandt fængslets mere hårdkogte kriminelle og barske typer. Lige som han får at vide, at han snart kan blive løsladt før tid og blive genforenet med den søn, han ikke har set i 13 år, flytter den snu og gadesmarte Dee (Tom Blyth) ind i hans celle. Dee har ambitioner om at styre fængslets narkotikahandel, hvilket sætter ham i konflikt med fængslets eksisterende hierarki. Langsomt bliver Taylor involveret i Dees planer, og hans løsladelse sættes i fare.

Fængselsfilmen er efterhånden en godt gennemfortalt genre, og man kan undre sig over, om der virkelig er mere saft at presse ud af dén citron. Der er da heller ikke mange nytænkninger i Wasteman, når det kommer til plottets udvikling. Tankerne falder hurtigt på David Mackenzies Starred Up (2013), der foregår i et meget lignende fængselsmiljø. Alt er en lille smule forudsigeligt. Vi ser de forskellige konflikter, der opstår, komme rundt om hjørnet, og vi ved nogenlunde, hvad der kommer til at gå galt for Taylor undervejs. Med undtagelse af filmens højspændte og intense klimaks er der ikke meget, der tager fusen på os. Men det virker alligevel. Der er noget evigt interessant ved det mikrosamfund, der skabes inden for et fængsels mure, og Dees etablering af sig selv i fængslets hierarki er på én og samme tid pirrende og dybt skræmmende.

Dét, der for alvor hæver Wasteman over det rutinemæssige, er skuespillet fra de to hovedrolleindehavere, Jonsson og Blyth. Blyth giver den for fuld hammer som den smarte og – tilsyneladende – venlige, men voldelige og forstyrrede Dee. Vi bliver ikke fortalt meget om Dees forhistorie, liv udenfor eller grund til at sidde inde, men det er heller ikke nødvendigt: Blyth fortæller os det hele med et enkelt blankt blik. Har man set Blyth i den seneste Hunger Games-film eller i Netflix-romcommen Dig og Mig På Ferie (2026) har man et billede af ham som en charmerende og romantisk karakter, og her formår han – næsten – at få os til at glemme disse indtryk af ham.

Modsat ham har Jonsson en utrolig evne til at skabe sympati på et splitsekund. Det kræver kun ét blik på den sørgelige Taylor, før vi forstår, at han ikke hører hjemme i det brutale fængsel. Jonsson bærer filmen på sine skuldre og er på én og samme tid årsag til både utrolig medfølelse hos publikum og utrolig frustration over Taylors vattede opførsel og manglende evne til at sætte sig i respekt. Hér er en af verdens næste helt store skuespillere.

Wasteman er en solid fængselsthriller, der følger genrens regler – og det er egentlig nok. Men den løftes et nøk eller to af en række imponerende skuespilspræstationer. Det er en fornøjelse at se Jonsson og Blyth duellere.