[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Warner Brothers’ nye filmsatsning fik mig til at tænke på en scene fra Woody Allens Crimes and Misdemeanors (1989), hvor en ekstremt selvhøjtidelig Alan Alda kommer med en temmelig kynisk betragtning: “Comedy is tragedy plus time”. Med lidt god vilje kan man sige, at War Dogs er baseret på netop denne iagttagelse. Filmen er den sande historie om to unge fyre, der blev ustyrligt rige ved at sælge våben til den amerikanske hær i Irak, og som siden prøvede at snyde sig til flere penge i Afghanistan. Anledningen lyder måske alvorlig, men de fleste biografgængere kan tage det roligt. Filmens ambition er først og fremmest at være underholdende.
Instruktør Todd Phillips, der er mest kendt for sin Hangover-trilogi, har med War Dogs skabt endnu en buddy-movie. Det er nemlig dynamikken mellem de to kammesjukker, den noget forsigtige David Packouz (Miles Teller) og den stærkt impulsive Efraim Diveroli (Jonah Hill), der holder filmen i gang. Og så ved vi, hvor vi er.
De to er gamle venner, men har længe været adskilt. I begyndelsen af filmen genforenes de til en begravelse. David arbejder som massør, har en smuk kæreste (Ana de Armas) og skal snart være far, men lever i øvrigt et meget uspændende liv. Til gengæld går det strygende for Efraim, der lige har etableret sig som våbenhandler og stiftet firmaet AEY (de tre bogstaver står ikke for noget, navnet lyder bare cool). Han byder ivrigt på amerikanske militærkontrakter og lokker snart David med ind i foretagendet, til trods for dennes principielle, omend ikke særlig overbevisende, modstand mod krigen. Der går ikke lang tid, førend pengene begynder at rulle ind. Men overmodet lægger som altid op til nemesis.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
War Dogs[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Todd Philips[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen dømmer ikke sine to hovedpersoner for deres i grunden amoralske adfærd, ligesom krigenes menneskelige omkostninger slet ikke er dens ærinde. Det passer også godt sammen med den historiske virkelighed. For da David og Efraim endelig fældes, er det fordi, de har overtrådt tekniske bestemmelser i den amerikanske lovgivning, ikke fordi de har profiteret på nogle meget tvivlsomme militære konflikter. Filmen bruger i stedet for en masse tid på at skildre David og Efraim som sympatiske skurke, mens de bevæger sig i rasende fart fra livet i sus og dus i Miami og Las Vegas til mere spændingsfyldte episoder i Mellemøsten og Albanien. Faktisk fremstår makkerparret næsten som nogle pubertære ballademagere. De er åbenbart så charmerende, at de kan slippe af sted med hvad som helst, for eksempel da de glade men skæve dukker op til et møde i Pentagon og alligevel scorer en kontrakt på 300 millioner dollars.
Meget mere er det ikke i det. War Dogs fortælles i et hæsblæsende tempo med vittig dialog, hurtig klipning og øredøvende popsange. Den fungerer fint som drengerøvskomedie, og man er godt underholdt i de to timer, filmen varer. Men det er ikke en film, man skal tænke længe over.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer