[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Året er 1974 og Phillippe Petit prøver at udføre det mest unikke, uigenkaldelige og umulige, før frygten for terror har ramt den vestlige verden. En tid, hvor man stadig kunne snige sig med ind på museer og måtte have en shampoo i håndtasken i flyet. Forgangen og forældet er 70’erne, men lige præcis nødvendig for at Petit kunne slå en line ud og gå de 42 meter mellem tvillingetårnene i New York. I The Walk prøver Robert Zemeckis at genskabe, hvad der aldrig kan ske igen, og det med en del vanskeligheder.
Vi følger Petit og hans team, mens de planlægger, udfører og ser tilbage på denne gåtur mellem tårnene. En helt simpel gåtur er det selvfølgelig ikke, og Zemeckis’ film fokuserer på den mindste detalje i alle faser og dermed også den mindste mulighed for et drama. Det udvikler sig til et rent spændingsdrama om en aktion, som vi alle ved lykkedes til UG med kryds og slange. Til gengæld fremstår Petits relationer til kæreste og venner mere udefineret og kunne snildt have brugt lidt mere skærmtid. For filmen udtrykker da klart sit fokus på selve begivenheden, men den kunne have nydt godt at lidt dybere karakterer. Hvem er den mand, der vælger at gøre det her? Et flashback til barndommen er ikke nok til at begrunde dette.
Vejen til Petits indre går i stedet gennem hans rolle som fortæller. Filmen indledes med ham stående ved frihedsgudindens flamme med tvillingetårnene i baggrunden. En sjov og æstetisk idé, der får IMAX-biografer til at give mening med sin dybde og skarpe adskillelse af for- og baggrund. Hvad Petit så fortæller er dog knapt så skarpt. Muligvis er han en drømmende, kunstnerisk gøgler, der forstår at værdsætte livets poesi. Men det gør ham altså bare ikke til et opslagsværk for sukkersøde beskrivelser, der virker utroværdige set i sammenhæng med sådan et finpoleret Hollywood-drama. Zemeckis har, som det ofte sker i Hollywood, drysset lidt for meget sukker på den her sukkermad. Der mangler simpelthen noget autenticitet, som f.eks. dokumentaren om samme emne, Man on Wire (2008), formåede at give.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Walk[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Robert Zemeckis[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Højdepunktet i filmen får pondus igen takket være IMAX 3D, og det cementerer vist, at IMAX formatet virkelig gør noget godt for denne film. Hvad der dog vindes her tabes i en lidt for betydelig dvælen ved linedansen. Petit vandrer rundt på linen, i hvad der fremstår som en evighed, og det ødelægger storheden til en grad, hvor man overvejer, om man ikke selv kunne gå på linen. Eller måske ikke helt, men i hvert fald tæt på. Sådan er det generelt med filmen, som dvæler lidt for længe ved det hele, således at den mister sin spontanitet og det naive gåpåmod.
Det hele kolliderer i en smuk, men lidt tør fornemmelse. Ganske vist er det et imponerende og vidunderligt stykke arbejde, men autenticiteten og den umiddelbare fascination er svær at finde. Selvsamme beskrivelse tror jeg ingen ville have brugt dengang i 1974, da Phillippe Petit stod på den line i 110 etagers højde.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer