[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Trine Balle
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]”Du forelsker dig kun én gang”. Den ældre kvindes stålfaste blik, brænder sig alvorsfuldt igennem det tykke lag øjenmakeup, og vidner om, at hendes ord bestemt ikke er sagt for sjov. Ordene tilhører den 81-årige tidligere tangodanserinde Maria Nieves Rego, der på godt og ondt altid har været den lidenskabelige tangodans tro.
Med dansepartneren Juan Carlos Copes kæmpede hun for tangoens overlevelse, og sammen indskrev de sig i historien som nogle af verdens bedste dansere. I mere end 50 år har de danset sammen, elsket hinanden, men bestemt også afskyet hinanden. Efter et par opslidende år som både dansepartnere og ægtefolk, måtte de privat gå hver til sit, men hårdnakket fortsætte den professionelle karriere sammen.
I dette dokumentariske portræt Vores sidste tango videregiver Maria og Juan deres turbulente livshistorie til en flok unge dansere og koreografer, der skal omsætte fortællingen til tangoens sprog.
Med en vekslen mellem dugfriske interviews, ældre arkivmateriale fra parrets storhedstid og de fiktive, iscenesatte rekonstruktioner af fortiden, forekommer filmens opbygning forholdsvis klassisk. Dog figurerer et sideløbende backstage-plan, hvor tilskueren tages med bag om tilblivelsen af de nyfortolkede sekvenser fra parrets liv. Her indvies vi i samtalerne mellem de to generationer af dansere, og inviteres med ind i øvelokalerne, hvor Maria instruerer og fortæller. Dette afsøgende metalag giver filmen en ekstra legende dimension, hvis samlede udtryk dog stadig holdes i en stram og poleret form. Netop som tangoen selv; udfordrende, men kontrolleret.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Vores sidste tango[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
German Kral[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyskland, Argentina[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Forberedelserne munder ud i de lange genskabte dansesekvenser, hvor man dog let kan dysse hen i egne tanker. Tangoen er imponerende at overvære, men den visuelle, æstetiske perfektion er næsten for fuldent og skaber en art distance til de observerende, virkelige optagelser. Billederne er knivskarpe, men næsten også så skarpe, at de dermed bliver en smule kunstige. Det er derfor meget mere interessant at overvære de statiske interviews med de faktiske, autentiske mennesker; Juan og Maria, 81 og 84 år gamle, med rynker og livserfaring og rystende hænder.
Her får vi lov at opleve Marias pludseligt stramme ansigtsmimik, da samtalen bevæger sig hen på, hvorfor hun aldrig fik børn, eller se hende lyve, når hun påstår, at hun aldrig blev jaloux på Juans sidespring med andre damer. Det er ømtålelige emner, som hun så sandelig ikke er meget for at tale om, men disse korte talking-heads sekvenser, siger næsten mere end alle de rekonstruerede scener tilsammen.
Når det nu er sagt, er denne lettere eksperimenterende metaform dog uden tvivl en forfriskende måde at få genfortalt så omfattende en livshistorie på. Man efterlades imponeret over de to temperamentsfulde ildsjæles indsats for tangoens overlevelse, men også forfærdelig forundret og trist over de personlige omkostninger, det førte med sig. Og den polerede facade som det legendariske dansepar måtte og skulle opretholde, er måske netop den facade, der er forsøgt inkorporeret i filmens æstetiske udtryk.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer