Af Marcus Uhre
Det kan være svært at optrevle det nyeste nye, når vi snakker animationsfilm for voksne. Det meste af opmærksomheden bliver oftest givet til de store familiefilm, der er produceret af lige så store studier. Med mange mænd og mange millioner i et animationsfilmsprojekt opstår et uundgåeligt ønske om at appellere til så stort et publikum som muligt.
Det er ikke en kritik. Animationshuse som Pixar eller Laika har flere gange bevist, at de kan fortælle nogle af tidens mest ærlige og nødvendige historier. Men den bredeste vej er oftest trådt allermest ned, og derfor bliver et ellers grænseløst format hurtigt udsat for en slags normativ grænsekontrol. At udforske formatets horisonter er en relativ ensom oplevelse, og man kan hurtigt blive glemt igen af de fleste.
Den københavnske VOID-festival er derfor opstået som et svært nødvendigt talerør for animationen: Det nye og det gamle, det lokale og det internationale, de korte eksperimenter og de lange personlige historier. Jeg har snakket med Niels Harpøth, som lagde programmet for årets festival.
Et kosttilskud til de danske biografer
Når jeg spørger Niels Harpøth, hvordan man lægger sådan et festivalprogram, svarer han, at der er mange forskellige faktorer, der spiller ind. Festivalen skal både huse spillefilm, kortfilm og de nytilkomne masterclasses. Med spillefilmene er der eksempelvis de danske biografer at tænke på:
“Voksenanimationen i Danmark har en lidt sjov position, som det ser ud lige nu, hvor mange af de store film bliver samlet op til dansk distribution, […] hvilket er godt på den ene side, eftersom det viser, at der er et publikum, som er interesseret i det. Men det er også en udfordring for os. Fordi det så er de store baskere, der bliver samlet op, hvilket gør, at vi så ikke kan vise dem.”
Det tvinger festivalen til yderligere at tænke kreativt som eksempelvis med Lorenzo Mattotti, som står bag den nye Bjørnene Fra Sicilien (2019). Eftersom de danske biografer har købt filmen, valgte festivalen i stedet at huse ham som gæst ved en masterclass og vise hans tidligere film såsom gyserantologien Fear(s) of the Dark (2008) og Pinocchio (2012), som Mattotti designede i en taktil billedbogstil – meget anderledes fra den lettere hvidvaskede Disney-version. Filmen lader det kendte folkeeventyr vende tilbage til sit hjemland og åbner op for langt flere nuancer, som man sagtens kan have i baghovedet ved hans nyeste film.
Kortfilm fra hele verden og flere til
Med kortfilm er der dog langt færre spillere på banen. De forskellige kortfilmsprogrammer opstår som en blanding af udvalgte og open call, hvor Niels og resten af holdet måtte kigge over 700 indsendte film igennem. I udvælgelsesprocessen er der et ønske om at fremhæve film fra hele verden: “Især når det kommer til kortfilm, så sker der så meget forskelligt rundt om i verden. Der er flere visuelle udtryk, end man kan forestille sig, hvilket gør det ekstremt udfordrende og ekstremt fedt.”
Blandt programmerne var dog også en forbløffende visning af Viborg Animation Workshop’s afgangskortfilm, hvor jeg især vil fremhæve to geniale film. Prästbarn (2020) er en piskesmældsfortælling om en præstefamilie, hvis børn bliver grusomt prøvet i den vigtige livssætning ‘at vende den anden kind til’. Shergar (2020) benytter et hårdt og kantet visuelt univers for at understrege en lige så hård ungdom i den irske underklasse, hvilket giver uhyggelig genklang af de irske voksnes anarkistiske, men nyttesløse vredesudbrud. Filmene kommer fra den slags nye talenter, som man endnu ikke kan finde på Google, men som alligevel formår at skrige mening ud til verden – altså hvis man får chancen til at lytte.
Man kan også finde afgangsfilm fra andre steder i verden. Den bedste var nok den tjekkiske og Oscar-nominerede Daughter (2020): en stop-motionfilm i papmaché med den gimmick, at den optræder som om, at den er optaget med et håndholdt kamera. Det er selvfølgelig en illusion, men den drager os ind til filmens emotionelle sårbarhed på samme måde, som The Bourne Identity (2002) gjorde det i actionfilmen.
Der blev vist over 100 forskellige kortfilm, og det er umuligt at tage stilling til dem alle. Alligevel vil jeg opildne til at opsøge komedien Lemoncholy (2020) om et insektpars forsøg ud i at opstarte et kinky sexliv og den estiske Winter in the Rainforest (2020), hvis rollebesætning er porcelænsdukker i et roligt trancelignende naturmiljø. Det er i sandhed i kortfilmene, at den ægte eksperimentering foregår.
Spotlight på den unikke Suzan Pitt
De førnævnte mange millioner og mange mænd i animationsfilmsprojekterne har opfordret VOID til at give plads til oversete kvinder i branchen. Festivalen åbnede med den franske hundefilm Marona’s Fantastic Tale (2019), som havde Anca Damian ved roret (læs mere om filmen i vores anmeldelse). Derudover blev vi præsenteret for retrospektiver over to kvindelige innovatører: Den psykedeliske og anti-minimalistiske Sally Cruikshank og den helt unikke indie-animator Suzan Pitt.
Suzan Pitt stjal mit hjerte med to helt vidunderlige film. Asparagus (1979) blev oprindeligt parret med David Lynchs Eraserhead (1977) til midnatskultvisninger rundt omkring i USA gennem 70’erne og 80’erne. Den starter med, at en kvinde skider asparges ud i et toilet. Disse asparges danner derefter filmens titel. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor. Jeg er næsten sikker på, at filmen undersøger den kvindelige seksualitet. Det er meget absurd. Det er fuldkommen unikt.
Hvis Asparagus udforsker lysten, så går Joystreet (1995) i den helt modsatte retning, nemlig depressionen. En kvinde skærer sine håndled over, og i grænselandet mellem livet og døden vækkes en mekanisk mus til live, som forsøger at vise hende det smukke ved livet. Musen danser til sangen What a Wonderful World, og vi besøger det tropiske med noget dyrisk junglesex.
Suzan Pitts film har det svært med at blive sat om til ord. Det er også lidt ligegyldigt at gøre, ligesom meget få mennesker får noget ud af at læse en opera. Det er også idiotisk at fortolke dem, præcis ligesom David Lynchs film, hvor alle går fra filmen med forskellige resultater. Der er egentlig kun at opleve Pitts film.
Ungarns guldalders greatest hit!
Midt i festivalen blev jeg udsat for det ungarske mesterværk Son of the White Mare (1981). VOID havde gjort plads til et udsnit af den ungarske animationsguldalder fra 60’erne til 80’erne, og denne film var kronjuvelen. Filmen baserer sig på ungarsk mytologi, og aldrig før har jeg set noget, der så gennemgående strømmer af folkeeventyr. Det visuelle univers er flydende og symbolsk og poetisk repetitivt.
Tre brødre søger at besejre tre drager og befri tre prinsesser. De fødes fra den hvide hoppe, der giver sit liv i offer for sine sønners overvældende styrke. Der er meget få regler i denne verden, og filmen er nærmest overmenneskelig på samme måde som de myter, den vil visuelt fortolke: Naturen og mennesket smelter sammen i denne nyrestaurerede udgave, som yderligere fremhæver filmens overdådige farver og papirklipslignende former.
Animationsfilmens fremtid
I overgangen til det nye årti blev jeg dristet til at spørge Niels Harpøth om voksenanimationens fremtid. Er der en ny retning eller nye tendenser? Men i virkeligheden udvikler dette format sig langt hurtigere og oftere end én gang i årtiet. Dog kan man se en udvikling inden for teknologien, som vil forandre animationsbilledet. Vi blev eksempelvis præsenteret for skabelsen af et VR-maleri af kunstneren Carl Krull i realtid. Teknologien vil også gøre det lettere for stadig mindre stemmer at blive hørt:
“Vi håber i fremtiden at se flere enmandsprojekter. I år viser vi Away (2019), som er en hel spillefilm, der er lavet af kun en mand.” Away føles egentlig ikke som et enmandsprojekt. Det er en underlig hypnotisk fortælling om en dreng og en fugl på flugt fra et uhyggeligt skyggemonster. Filmen kombinerer den form for forhindringsbane, vi ser i Gravity (2013) med et meditativt computergeneret univers i stil med The Legend of Zelda: Breath of the Wild (2017). Der er en skala i filmen, som gør den til noget helt særligt, og ikke noget, man umiddelbart forestillede sig, kun krævede en enkelt persons hjerteblod.
Og selve festivalens fremtid bunder i et langsigtet ønske om i endnu højere grad at lægge fokus på det oversete. Til festivalens lukkeceremoni fik vi en forsmag på deres eget nye portrætformat, hvor man i et kortere interview kom hjem i stuen til den danske papirtegner Sara Koppel, som er kendt for sine lettere erotiske kortfilm. Portrættet blev parret med hendes seneste film Embraces & the Touch of Skin (2019), som fremkalder et tydeligt budskab om kærlighed og empati i en verden, der måske nogle gange ikke åbenlyst ønsker den.
VOID giver os mulighed for at opleve gamle værker på det store lærred og nye værker, som man ikke rigtigt kan finde andre steder. Jeg glæder mig til næste år, hvor endnu mere sti skal trædes ned!
Kommentarer