[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjarke Johansen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Jerry er en glad mand. Han har et skønt job på den lokale badekarsfabrik, er lidt lun på den britiske Sophia fra kontoret og har to dejlige kæledyr, en hund ved navn Bosco og en kat, der hedder Hr. Knurhår.
Når Jerry ikke tager sin medicin, taler de til ham, men det er ikke altid rart, det de siger. Da Jerry forsøger at gå på date med Sophia, tager aftenen en grufuld drejning, da han ved et uheld kommer til at slå hende ihjel. I det mindste passer hendes kønne hoved fint på hylden i køleskabet, så nu har han tre venner at snakke med. Men et uheld kan nemt blive til flere.
Instruktør Marjane Satrapi, bedst kendt for animationsfilmen Persepolis (2007), kaldte i et interview manuskriptet til sin seneste film The Voices den bedste skildring af skizofreni, hun nogensinde havde set. Det er selvfølgelig lidt svært at sige for os, der ikke lider af sygdommen, men om ikke andet er det bestemt et filmisk unikt tag på konceptet.
Siden Norman Bates’ ondskabsfulde mor i Psycho (1960) har der været mange film, der har omhandlet den sympatiske, men mentalt forstyrrede, morder, der ikke kan gøre for, at han er, som han er. Men dette er næsten altid brugt mest som et værktøj til at gøre morderen mere skræmmende for publikum – for hvordan i alverden kan en fyr som Norman Bates dog gøre så forfærdelige ting, når han nu er så rar?[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Voices[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Marjane Satrapi[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det får man et klart billede af hos Jerry, her herligt spillet af Ryan Reynolds. For når Jerry rent faktisk tager sin medicin og stemmerne forsvinder, så bliver hans ellers glade, solrige, pastelfarvede verden, hvor alt det mærkelige giver perfekt mening, pludselig til et beskidt hul dækket af blod og snavs, hvor hans kæledyr ikke længere taler til ham – og han er helt alene. Det er ikke svært at forestille sig, at man selv ville søge det mere muntre alternativ.
Hele filmens ses, med mindre andet påkræves, fra Jerrys perspektiv, og det vil nok ikke være alle, der helt kan sætte sig ind i den tankegang fra starten. Men kan man det, går man pludselig på opdagelse i en alvorligt syg hjerne, der er nødt til at give sine tanker fysisk form, som f.eks. når Jerrys samvittighed taler gennem hans flinke hund Bosco og hans morderiske kat Hr. Knurhår, der konstant trækker ham i begge retninger.
Og selvom filmen er markedsført som sort komedie, så bør man træde varsomt. Bortset fra de talende dyr (og hoveder) og den bizarre slutning er der faktisk ikke meget komik at komme efter, når det for alvor går op for en, at man ser en ung mand gradvist forvandles til en seriemorder, når nu han egentlig bare gerne vil være glad.
Med en noget underlig slutning og en ikke ligefrem lårklaskende komisk stil står The Voices nok egentlig til et stort 4-tal, men jeg vil nu alligevel give den en ekstra personlig stjerne for sin særlige udførsel af ideen – og for sin forståelse for mental sygdom.
Det er sjældent, man ser sådanne ting helt og aldeles fra offerets synspunkt, og det kan virkelig sætte tanker i gang; Og så længe de ikke kommer fra kæledyrene eller afhuggede hoveder i ens køleskab, så er det jo ikke en dårlig ting.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer