[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Lad os bare være ærlige: En tre timer lang tyrkisk film med titlen Vintersøvn giver næppe løfter om andet end en solid blunder i ly for decemberkulden.
Nuri Bilge Ceylans guldpalmevinder tester sin seer med lange totalbilleder af triste vinterlandskaber og et plot så begivenhedsrigt som sneens smelten. Samtidig holder de bærende karakterers selvhøjtidelige facader medfølelsen på afstand. Altså lige indtil facaderne krakelerer.
Den tidligere skuespiller, Aydin, betragter sig selv som en kulturelitens talsmand og hævder at se alt det, andre overser, men i virkeligheden ser han forbi både sig selv og sine nærmeste. Hans smukke kone, Nihal, afskyr ham og med god grund: I en lind strøm af belærende monologer formår Aydin gang på gang at nedgøre hendes velgørenhedsarbejde, selv om det er det eneste, der holder hende oven vande i et isoleret landsbyliv.
Og da en dreng fra nederste sociallag smadrer hans kollegas bilrude, hjælper han ikke familien med at betale erstatningen, men ser dem blot slide for pengene på selvretfærdig afstand.
Det gode hjerte anes bag pansret af konstant selvhævdelse. Men det er ikke let at sænke paraderne, indrømme sine fejl og komme sine medmennesker i møde, når blottelsen af egen utilstrækkelighed er uløseligt forbundet med erkendelsen af knuste drømme og knækkede håb. Maskerne skærmer for det smertelige faktum, at livet aldrig blev det, det skulle være blevet. At lade dem falde er at afsløre årtiers selvbedrag.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Vintersøvn[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Nuri Bilge Ceylan[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyrkiet, Frankrig & Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Aydin er blot et menneske i mængden med rigere dage bag sig end at se frem til, med en kone, der ikke elsker ham, i et liv levet til tonerne af den samme sang dag ud og dag ind. Hvem ønsker dog at se det i øjnene?
Ceylans portræt af den fallerede skuespiller er ligeså krævende, som det er givende. Med Tarkovskijs ord er den tyrkiske auteur en enestående skulptør med tiden som materiale, en billeddigter, der lægger dagenes passeren som en dyne over fortællingen. Dag bliver til nat og til dag igen, mens alt det, der burde udrettes i livet, forbliver uforløst. Fremdriften skjuler sig bag en tung overflade af repetition, men kedsomheden trænger sig aldrig på, fordi Ceylans øje for følelsernes oprør bag stolte facader giver hvert et blik, hver en bevægelse afgørende betydning. Nok er ordene tomme, men bag dem fornemmes konstant et boblende raseri.
Og når raseriet endelig bryder ud i lys lue er effekten uafviselig: Et øjebliks inderlig vrede i et ellers langt og monotont skuespil.
Vintersøvn er en af de sjældne film, der sætter sig fast og vokser sig stor i erindringen. En billedskøn udforskning af alt det, der ikke siges, i en tung hverdag af tomme ord. For det tilbringer man gerne tre timer i de anatolske bjerge.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer