Af Christine Roederer
Der er animationsfilm, der kan noget, og så er der dem, som ikke kan. Jeg så kun den første installation af Rolf-eventyret, Vilde Rolf (2013), for nylig, så jeg har ikke haft det store forhold til heltene i universet. Og det kommer jeg desværre heller ikke til at få.
Efterfølgeren, Vilde Rolf smadrer Internettet (2019), har ellers en historie, der i princippet kunne været helt fantastisk.
Karakteren Rolf, som er med i spillet Fiks-det Felix, er blevet populær i arkaden, hvor han lever med sine venner og kollegaer. Den ene af disse, Prinsesse Vanilje, er dog ved at blive ked af, at alting går sin gang på samme måde hver evig eneste dag. Det er den samme morgenroutine, det er de samme baner, det er de samme historier blandt spillerne og karaktererne.
Efter nogle udfordringer med en ny bane i sit spil – som Rolf måske har haft en finger med i – kommer Vanilje til at ødelægge spillekonsollen til sit spil. I den fysiske verden. Så menneskerne ikke længere kan spille hendes spil.
Reservedelen til konsollen kan kun findes på Internettet. Heldigvis er arkaden lige akkurat blevet tilknyttet Internettet, og Vanilje og Rolf tager rejsen ud på det store og farlige Internet som bittesmå pixels i en kæmpestor verden. Der er selvfølgelig en lille reference til Tron (1982), som man ville forvente det, og så er det ellers bare kæmpen Disney, der laver en parade af alle de karakterer, de efterhånden har fået fingrene i.
Der var potentiale i filmen. Det er svært at fortælle, hvad der kunne være gjort bedre, men det føles bare… overfladisk. Der var masser af mærker og brands, som vi kender fra nettet, med i filmen, og det blev selvfølgelig gjort på en bedre måde end i The Emoji Movie (2017). Det vil sige, uden at være en omvandrende reklame. Og så igen…
Disney har styr på sine franchises, og scenen, man har glædet sig til, er også det værd – alle Disney-prinsesserne samlet i en og samme loge på Internettet. I den engelske version er alle oprindelige stemmeskuespillerinder samlet, så det er de såkaldte rigtige stemmer, der er med. Ja, helt tilbage til Snehvide og helt frem til Moana.
Filmen når desværre aldrig at overraske – historien er sød, og det er forståeligt nok at Vanilje kommer ud på den rejse, hun gør – men det er bare ikke nok. Ikke for mig. Jeg burde ellers være en del af målgruppen, men den går ligesom bare hen over mit hovede.
Selvom der er et stærkt stemmecast til, med bl.a. Gal Gadot som Shank og Taraji P. Henson som figuren Yesss, mangler filmen det ekstra pust, der kunne gøre den udødelig.
For den glemmes hurtigt, desværre. De eneste scener, der sidder fast, gør det ikke nødvendigvis fordi, de er gode. Måske er de pinlige. Måske er det så alligevel ikke lige mig, der er målgruppen, når det kommer til stykket. Jeg ved det ikke. Men jeg blev i hvert fald ikke imponeret.
Tja. Man kan gøre sig mange overvejelser om, hvorfor lige netop denne film ikke blev en stor succes i mine øjne.
Men der er skam sjove scener, man kan glæde sig til. Både for børnene og for de voksne.
Kommentarer