[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Andreas Thorsager Klevin [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Tag dialogen fra Richard Linklaters Before-trilogi, bland den med Lola og film det hele i et langt take for et gennemført touch af Birdman-realisme. På mesterligste vis formår den tyske instruktør Sebastian Schippers Victoria at trække på lige dele af nævnte elementer i en fængslende 138-minutters rundtur i Berlins gader, hvor den spanske pige Victoria (Laia Costa) bor og arbejder.
Her møder hun en tidlig morgen på en natklub fire lokale fyre, der forsøger at overtale hende til at tage med dem for at feste videre. Selvom hun starteligt er afvisende vækker især fyren Sonne (Frederick Lau) hendes interesse, og Victoria tager derfor med de fire ud på en vidt omspændende færd, der favner alt fra ture på hustage til stjålne øl.
Det hele er uskyldigt, gruppen morer sig, og den lettere naive Victoria fanger ikke de småkriminelle handlinger – men på et splitsekund ændrer historien karakter: En af drengene ved navn Boxer (Franz Rogowski) skylder en gangsterboss beskyttelsespenge fra fængslet. Pengene skal skaffes hurtigt, de mangler en chauffør, og den naive Victoria lader sig overtale til at køre med løftet om, at hun blot skal hjælpe til med en tjeneste. Hvad hun ikke ved er, at tjenesten består i at være chauffør for et bankrøveri, og inden længe ender den ellers uskyldige Victoria i et kriminelt vildnis, hun ikke kan slippe ud af.
Uden at klippe en eneste gang er vi som tilskuere med fra starten til det, der føles som et tilfældigt møde mellem vidt forskellige personer. Filmen åbner til lyden af dunkende rytmer, blændende strobelys og et virvar af fremmede personer, vi ikke ved noget om. Vi får kun information om filmens karakterer i takt med, at de indbyrdes lærer hinanden at kende for første gang – og akkurat dette er en af filmens stærkeste forcer. Den har ikke travlt med at spæne gennem et manuskript, fylde tilskueren op med informationer om en kompleks historie og karakterernes baggrund, men dvæler i stedet ved den langsomme, naturlige dialog, der forekommer ved personernes første møde.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Victoria[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Sebastian Schipper[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Selvom filmens plot kan lyde banalt er måden, det i Victoria er udført på, alt andet end dette. Filmen er ikke bare en typisk heistfilm, men et intenst, følelsesladet one take-maraton, der giver dig skyldfølelse for at kigge væk i blot et sekund. For selvom filmens plot er simpelt, og i visse henseender forudsigeligt, tager det tid at fortælle en historie på en så overbevisende og realistisk måde, som Victoria formår at gøre.
Nok kører tempoet i filmens første del i lavt gear, men ikke et sekund føles spildt af denne grund. Æstetikken og realismen er i højsæde, og filmen holder hele vejen igennem tilskueren fast i et solidt jerngreb – for selvom den ikke er spækket til randen med narrativ information evner den at give tilskueren en unik følelse af at være med. Som er man en sjette person i den brogede gruppe, der følger hvert et skridt og hver en udvikling i karakterernes personlighed og indbyrdes forhold.
Vigtigt at fremhæve er dog også, at Victoria ikke kun kører i et langsomt, dvælende tempo. I filmens andel bliver vi kastet rundt i Berlins gader på en måde, der i sig selv er ovenud imponerende uden at fifle med kameraet. Men den to timer lange sekvens føles som alt andet en teknologisk gimmick, der bare er til for at imponere. Den giver en særlig følelse af tid og rum, der er svært opnåelig i en almen spillefilm. Den formår at skabe overgange mellem komplet forskellige stemninger, følelser og scenarier, der er så flydende, at man som tilskuer lever sig komplet ind i filmen og ikke kan andet end at følge intenst med.
Plotmæssigt har Victoria ikke opfundet den dybe tallerken, men måden plottet udfoldes på, og måden filmen inddrager tilskueren på, er unik. En film, der bliver brandet på at være filmet i ét take, kan hastigt stemples som et show-off, men Victoria er alt andet end dette. Det er en film, hvor realismen dyrkes som det ypperste – og en film som dette er en sjældenhed, der skal opleves på storskærm uden pauser.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer