Af Lise Burmeister
Morale, korruption og magtmisbrug. Tre fundamentale dilemmaer for det store maskineri, vi kalder ”politik” i USA. Et kynisk og kritiserende perspektiv på dagens politiske landskab, som instruktør Adam McKay vælger at fortælle med udgangspunkt i et sandt pragteksemplar på de magtsyge og jakkesætsklædte mænd, som driver maskinerne frem. Nemlig tidligere vicepræsident Dick Cheney og hans vej til toppen i Det Hvide Hus.
Første gang vi møder Dick Cheney (en uigenkendelig og mesterlig Christian Bale) er som ung universitetsstuderende med en lidt for stor hang til alkohol og slagsmål på slusede barer. Men ungdomskæresten Lynne (Amy Adams), og fremtidige hustru, ser potentiale i manden og kræver, at han tager sig sammen og bliver til noget.
Lynne er Cheneys store kærlighed, og han beviser sit værd ved at stige i graderne blandt republikanerne efter et mindre praktikforløb hos Donald Rumsfeld (Steve Carell). Han bliver en simpel lakaj for Rumsfeld og er mildest talt en smule stupid og naiv i starten af karrieren. Men langsomt tilegner han sig mere og mere indflydelse.
Der hersker i ingen tvivl om McKays budskab med filmen: den amerikanske politik er pivrådden. Vi får forklaret, hvordan Cheney som George W. Bushs (Sam Rockwell) overstyrende vicepræsident blandt andet fabrikerer beviser om terroraktivitet i Irak for at kunne invadere landet efter 9/11. De er magtsyge små mænd, som ser personlige mulighederne i deres handlinger i modsætning til konsekvenser. Målet om total magt er vigtigere end midlerne, der bruges undervejs. Men hvorfor?
Dette aspekt formår McKay ikke af inkludere i Vice. Jeg mangler mere indsigt i, hvad der driver en mand som Dick Cheney for at kunne overbevises om filmens biografiske del. Er motivationen blot at gøre familien stolt (som han så senere svigter grundet sin datters seksualitet)? Eller er det hans egen vrangforestillinger om, hvad der tjener det amerikanske folk bedst?
For at skjule filmens manglende dybde tyr McKay til samme metoder som set i The Big Short fra 2015 (som ligeledes blev anerkendt af Oscarakademiet. Dog mere fortjent.). Det er en film, som gennem metaskabende scener, direkte henvendelse til publikum og stærk humor også skildrer, hvad der sker, når højtstående figurer misbruger deres magt. Men hvor The Big Short fandt sin styrke i at være en fornyende ensemblefilm, svigter virkemidlerne, når det er et drama centreret om én mand.
Humoren rammer dog plet til tider. Eksempelvis Steve Carell og Sam Rockwell, der agerer formidable comic reliefs uden at miste karakterernes troværdighed. Eller en scene, hvor Alfred Molina som fornem restauranttjener præsenterer dagens retter bestående af korruption og blodig politisk spin for de griske politikere, efterfuldt af Cheneys kommentar ”Vi tager hele menuen!”
Men den direkte facon fejler ofte og bliver tåkrummende. Metaskabende humor er en perfekt metode til at skabe ligevægt i en film, som ellers navigerer meget tunge og mørke emner, men det virker bare ikke, hvis man prøver for meget.
Under visningen af Vice tog jeg mig selv i at tænke, hvorfor Adam McKay (som er medskriver på filmen) ikke bare lavede en dokumentar om Bush-administration i stedet. McKay har ret i sine pointer og filmen giver en tankevækkende fremstilling af politik og magtmisbrugs uadskillelige partnerskab, men den dybe karakterindsigt mangler. Men hvis du vælger at købe biografbillet til Vice, så bliv for guds skyld hængende til den lille ekstra scene efter første omgang rulletekster.
Kommentarer