Af Fie Vikke Lundholm Madsen
”Man skal lade barnet leve i sig selv”, siger Michael Haslund-Christensen til sin far, Søren. ”Nej”, svarer han, ”barnet skal hjælpes på vej. Især når det er et problembarn, som du var”.
Michael og Søren er to meget forskellige mennesker. Søren er tidligere generalmajor og hofmarskal med en lang række officielle hædersbevisninger bag sig. Michael er en storrygende filmproducer, hvis afslappede og næsten gavflabagtige attitude står i umiskendelig kontrast til faderens pligtopfyldende og autoritære væsen.
Far og søn har dog for længst sluttet fred med deres forskelligheder. Det har de kunnet gøre, fordi de har fundet hinanden gennem en fælles interesse for rejser og asiatisk kultur. Interesser, der trækker tråde tilbage til et tredje familiemedlem: Sørens far og Michaels farfar, den berømte opdagelsesrejsende Henning Haslund-Christensen.
Dette trefoldige forhold er det ene fokuspunkt i Andreas Dalsgaards dokumentar. Det andet er myten Henning Haslund-Christensen. Der går rygter om, at den berømte ekspeditionsleder levede et dobbeltliv som hemmelig agent og våbensmugler i Fjernøsten, og i filmen følger vi Michaels forøg på at afdække sandheden om farfarens fortid. Det kommer blandt andet til at indebære en rejse til Kina, hvor Michael beslutter sig for at tage Søren med. Den ældre herre har nemlig fået konstateret Alzheimers, og det er derfor pludselig begrænset, hvor meget tid far og søn har tilbage sammen.
Der er meget materiale i Fædre og Sønner, og filmen formår desværre ikke helt at finde balancen mellem den store, politiske historie og den nære familiekrønike. Dog får vi stadig et spændende indblik i forholdet mellem tre interessante og ambitiøse mænd, hvis liv på én gang er defineret af udlængsel og stærke familiebånd. Og det er et stille, men også rørende, indblik.
Vi har at gøre med et komplekst familieforhold, der er tynget af tid, afstand, forskelligheder og usagte følelser. Der er sorte huller i forholdet: Michael har aldrig kendt sin farfar, som han tilsyneladende har rigtig meget tilfælles med. Det har Søren til gengæld, men Hennings mangeårige fravær i sønnens barndom, samt det faktum, at Henning døde under en ekspedition, da Søren var blot 14 år gammel, har bragt megen smerte med sig – og smerte er, ifølge den gamle militærmand, ”ikke noget man deler”.
Der er brister. Men også en underliggende kærlighed. Den lyser ud af Hennings åbenhjertige breve til Søren, hans ”little soldier”. Den viser sig i Michaels insisteren på at tage sin syge far med på rejsen i farfarens fodspor. Fortiden og rejserne binder ikke kun de tre mænd sammen rent identitetsmæssigt, men giver dem også rum til at hvile i deres kærlighed til hinanden. Og det efterlader et tankevækkende og livsbekræftende indtryk.
Forbindelsen mellem fortid, rejser og hjerteblod bliver også på smukkeste vis understøttet af filmens billede – og lydside. Der pustes liv i fortidens fysiske levn: Gamle sort/hvid-billeder gøres levende, og brevoplæsninger og andre beskrivelser akkompagneres af lyde fra fjerne egne. Den susende vind i Himalayas bjerge. Buddhistiske munke, der messer bønner. Filmen har et smukt, poetisk islæt, der på forførende vis tager os med ind i den verden, som har betydet så meget for familien Haslund-Christensen.
Fortiden kan være en kilde til mange sorger. Men den kan også binde os sammen. Nogle gange endda på meget uforudsete måder. Og det er Fædre og Sønner en stille og hjertevarm påmindelse om.
Kommentarer