[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et ord som magi kan være problematisk at anvende i en saglig kontekst. Implicit hviler forestillingen om et kunststykke. Et spektakulært blændværk, der har til formål at tryllebinde et uvidende publikum. Magi beror sig i denne forstand på en manipulation med tilværelsens manifeste aspekter, hvorved begrebet gøres synonymt med bedrageri. Kun sjældent sætter vi lighedstegn mellem magi og virkelighed. Filmmediet er dog en ufravigelig påmindelse om, at et alternativt univers, som opererer under magiske forudsætninger, sagtens kan røbe sandheder om vores egen livsverden. Krzysztof Kieślowskis nyklassiker Veronikas to liv (1991), der i denne uge får repremiere i de danske biografer, er et af de smukkeste eksempler herpå.
Jeg har en sær følelse bekender Weronika til sin far. Jeg har det som om, at jeg ikke er alene i verden. Weronika bor i Krakow. Véronique bor i Paris. Kun en særegen mavefornemmelse og et flygtigt rejsefotografi synes at forene de to unge kvinder. De lever to komplet adskilte liv, men er utvivlsomt én og samme person. Begge er de aspirerende sangerinder, men midt under en koncert omkommer Weronika på scenen. Både kæresten og præsten kaster jord på hendes kiste og Véronique beslutter intuitivt at indstille sangkarrieren. Et kassettebånd fra en hemmelighedsfuld dukkefører leder hende på sporet af sin forelskede. Længslen fører Véronique i hans arme, men forbliver uforløst.
Marionetdukkernes usynlige strenge spejler metaforisk det sjælelige bånd, der forbinder de to kvinder. Deres liv former sig efter divergerende linjer, men alligevel krydses deres skæbner undervejs. Som mennesker er vi forbundet på et følelsesmæssigt niveau, der ikke kan beskrives fra et logisk-rationelt standpunkt, synes Kieślowski at foreslå. En metafysisk kendsgerning, hvis legitimitet netop udspringer af filmmediets visuelle beskaffenhed, der ikke uproblematisk lader sig oversætte til andre fremstillingsformer. Og heri består magien. Weronika og Véronique er den samme person. Der kan aldrig være tale om en tilfældighed.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Veronikas to liv[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
1991[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Krzysztof Kieślowski[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig, Polen & Norge[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er ikke blot mesterligt udtænkt, men også mesterligt udført. Sławomir Idziaks skyggefulde, grøngyldne billedside er ovenud betagende, ligesom Zbigniew Preisners musik, der i filmen tilskrives den fiktive komponist Van den Budenmeyer, er himmelstormende smuk. Filmens kronjuvel er selvfølgelig den underskønne Irène Jacob, der spiller sin dobbeltrolle med æterisk sensibilitet. Som da Véronique med et underfundigt smil afslører en sælsom hemmelighed for dukkeføreren Alexandre: Hele mit liv har jeg følt, at jeg var to steder på samme tid. Filmmagi i ordets sandeste forstand.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer