Af Bella Juncker
Hvad er sandheden?
Dette spørgsmål danner den tematiske ramme for den nye Colleen Hoover-filmatisering, Verity, der med thriller-elementer, fortæller historien om den verdensberømte forfatter Verity Crawford (Anne Hathaway), og den fallerende forfatter Lowen Ashleigh (Dakota Johnson), der får en mulighed, som kan ændre hendes liv for altid.
Lowen, der er sin egen største kritiker, får nemlig chancen for at færdiggøre en bogserie for Verity, og må i den forbindelse flytte ind hos Verity og hendes mand, Jeremy Crawford (Josh Hartnett), for at finde hoved og hale i alle Verity’s noter. Undervejs i Lowens bearbejdning af disse noter, falder hun over en et hemmeligt selvbiografisk manuskript, der afslører en skræmmende sandhed.
Verity træder ind i en lang tradition af psykologiske thrillere, og bryster sig på at være inspireret af de store thriller-mestre Hitchcock, Adrian Lyne og Brian De Palma, men kan på ingen måde hamle op med inspirationskilderne. Om end filmen er en erotisk thriller, er det ikke meget i filmen som lykkedes med at være hverken erotisk eller spændingsfuldt, samtidig med at den heller ikke formår at gøre noget nyt eller inspirerende med genren.
Med overmelodramatiske elementer og billige kneb, vil filmen så gerne manipulere med tilskuerens forventninger til alt i fortællingen. Under en forhørslignende situation, hvor Lowen spørger Verity og Jeremy’s lille søn Crew (Brady Wagner) om sandheden, tager han en smørrekniv op fra en bøtte peanutbutter og begynder at sutte på kniven. Allerede der er det til at regne ud, hvad der kommer til at ske. Det er som om kameraet fortæller dig det, inden det sker. Ligeså ineffektiv som filmen er til at manipulere med vores forventninger, ligeså ineffektiv er den samtidig til at opbygge en passende stemning, fordi alting forekommer fladt og overfladisk, og til tider, nærmest grinagtigt.
De store Hollywood-navne som pynter plakaten her, formår heller ikke at imponere. Anne Hathaways skuespil er stift og Dakota Johnson virker mest bare som om hun keder sig, og bringer ingen personlighed til rollen. I virkeligheden er det ikke til at vide om hun har trådt direkte ud af settet af Materialists (2025), for at spille Lowen i Verity. Der er ikke stor forskel på måden hun spiller de to roller. Det er heller ikke til at mærke de dybe følelser, som skulle opstå mellem Lowen og Jeremy, hvis kemiløse relation føles påtvunget af filmens flade fortælling.
Manuskriptet lider desuden under den efterhånden nedgørende industripraksis (initieret af Netflix), der overforklarer og gentager karakterernes handlinger og følelser, i stedet for at lade skuespillet og handlingerne tale for sig selv. Vi ser Lowen overvære et trafikuheld, hvorefter hun møder Jeremy, der 5 minutter senere, genfortæller os præcis det vi netop har været vidne til selv. Det er kedeligt og det er nedgørende overfor sit publikum.
Den tematiske ramme virker desuden også ufuldendt. Det er ikke tydeligt nok igennem filmen, at vi i virkeligheden burde tvivle alt vi ser, så thriller-elementet og spædningsopbygningen falder direkte på jorden. Hvis Verity ønskede at stille oprigtige spørgsmål omkring den konstante uvished om sandheden, som samtidig kunne reflekteres i virkeligheden, så når den aldrig i mål. Det kastes nærmest ind til sidst, som en fodnote, der lige måtte med i allersidste øjeblik, i forsøget på at løfte filmen op på et dybere niveau. Det hjalp ikke.
Der er simpelthen ikke meget godt at komme efter i temu-thrilleren Verity. Hverken mysteriet virker, og den lykkedes ej heller med at stille nogle større og eftertænkende spørgsmål. Det er utroligt billig underholdning, der er pakket ind i dyrt gavepapir.