Østrigske Michael Hanekes seneste film Happy End centrerer sig om et bredt spektrum af temaer: overvågning, mediering, dysfunktionalitet, selvoptagethed, klasse- og raceproblematikker, privilegieblindhed, selvmord og europæisk velstand for at nævne nogle stykker. Hvis det lyder mere dystert, end titlen antyder, er det fordi, at vi med Happy End befinder os i et yderst velkendt Haneke-univers: her er ingen katarsis, og titlen er selvsagt ironisk.
Jean-Louis Trintigant, der spillede patriarken George i Hanekes rørende og Guldpalmevindende Amour (2012), spiller i Happy End igen familiens aldrende overhoved George. Han er fanget i livet og i et palæ i Nordfrankrig, hvor han bor med sin velstående, men depraverede familie.
Fortællingen skildres på skift gennem hele familieensemblets perspektiv og bevæger sig således udover den intime fortælling i Amour, som filmen ellers karaktermæssigt deler et vist slægtskab med. Temaer omkring selvmord og aktiv dødshjælp følger fra Amour med George over i denne film, der fremstår som en art efterfølger, men også kan ses i egen ret.
Filmen begynder overraskende med mobiloptagelser (filmet på højkant og centreret i midten af billedet), hvor den for seeren ukendte observatør overvåger en kvinde, der rutinemæssigt gør sig klar til at gå i seng. Det er først senere, vi finder ud af, at disse optagelser tilhører den 12-årige Ève (Fantine Harduin), der i filmens næste klip filmer (stadig med mobilen), hvordan hun myrder sin hamster med moderens antidepressiver for afsluttende at filme moderen efter en overdosis. Det er svært ikke at se disse klip som en eksplicit kommentar, om den skærm de fleste af os ser verden igennem, og yderligere en kommentar til den form for underholdning og nyheder vi dagligt konsumerer. Et tema Haneke tidligere har bearbejdet i Funny Games (1997 og 2007).
Efter moderens død må Ève flytte ind hos Laurent-familien, hvor hendes far Thomas (Mathieu Kassovitz) bor med sin nye kone Anaïs (Laura Verlinden) og deres fælles søn, som man bekymret ser Ève babysitte. Familien tæller derudover Thomas’ søster Anne (Isabelle Huppert), der har overtaget familiens succesfulde konstruktionsfirma og dennes problemramte søn Pierre (Franz Rogowski), der grundet sin flakkende og opgivende person må afstå fra at være arvtager til familieforretningen efter en større sag med en arbejdsulykke, som familien må købe sig ud af.
Der er meget i filmen, der lades ufortalt, og store dele af fortællingen foregår udenom klippene. Intet serveres, og på den måde lader Haneke en stor del af fortællingen (og moralen, hvis der er sådan en) være op til publikum, når han med humoristisk ubehag lader filmen pendulere mellem satire og dyster realisme.
Filmens force ligger i kompositionen (der er ikke umiddelbar sammenhæng mellem scenerne) og i den gennemgående satire. Det er samme akavethed, der eksempelvis findes i Ruben Östlunds The Square (2017), der opstår når bedsteborgerskabet møder den verden, der ligger dem fjernest. Laurent-familiens velstand får dem til at betragte verden på afstand. Det munder ud i nogle humoristiske og stærke scener, blandt andet en, hvor en seks flygtninge ender til middag hos Laurent-klanen, hvor deres velmenende gestus i bund og grund mest handler om dem selv.
Happy End er en montage af dysfunktionalitet, der er velfungerende på underholdende og hjerteskærende vis, som satirisk kommentar til det bedre europæiske borgerskabs forseglede bobbel af privilegier.
Kommentarer