Af Magnus Hvidt Thelle
Der var engang, hvor drukkomedier og stonerfilm havde en sikker plads i populærkulturen. Film som The Hangover (2009), Superbad (2007) og et væld af mere eller mindre tågede 00’er-komedier byggede deres appel på kaotiske venskaber, pinlige eskapader og den barnlige fantasi om, at voksent ansvar altid kan udskydes én weekend mere. Med Velkommen på Månen forsøger Aske Bang at levere et egenproduceret dansk bud på samme tradition, men med et tilsat lag af psykologisk gys og thriller-elementer. Bang har tidligere markeret sig som Oscar-nomineret kortfilminstruktør for Silent Nights (2016), men her er der langt mellem tegnene på det talent, der engang vakte opsigt.
Filmen følger instruktøren Bo (Aske Bang), der tager til sin ven Martins (Stanislav Sevcik) polterabend kort efter at have givet den hovedrolle, Martin troede var hans, videre til Mads Mikkelsen. Naturligvis går alt galt, og venneparret udfordres i både venskab og virkelighedsopfattelse.
Bang fungerer her som både instruktør, hovedrolleindehaver og medforfatter, men det er svært at se den kreative gevinst ved den (mangel på) fordeling af ansvar. Tværtimod føles filmen som et værk uden modspil. Særligt Bangs egen præstation er pinefuldt unaturlig. Replikker afleveres stift, relationer føles konstruerede, og scenerne bæres af en selvbevidst energi, som konstant minder én om, at nogen spiller skuespil.
Filmen lægger sig hurtigt i slipstrømmen på andre og langt bedre værker. Man mærker tydelige forsøg på at låne fra Paranormal Activity, men aldrig på en måde, der føles som kærlige nik eller kreativ inspiration. Det fremstår snarere som et manuskript, der ikke selv har kunnet finde på noget originalt og derfor låner greb hist og her. Når Martin eksempelvis trækkes gennem mørke korridorer af usynlige kræfter, er det ikke spændende eller opfindsomt – bare genkendeligt på den flade måde.
Som komedie er filmen næsten imponerende ineffektiv. Velkommen på Månen får fuld plade på den dårlige komedies bingoplade med umorsomme vittigheder, slidte parforholdsproblemer, nøgne kroppe brugt som genvej til latter og en uforskammet afhængighed af chokhumor. Det hele emmer af umoden drengerøvshumor, men leveret af voksne mennesker, der burde vide bedre.
Det mest bizarre er dog filmens fortællestruktur. Tidligt introduceres et langt mørkere spor med Thomas (Morten Piilmann), en landmand med Downs-syndrom, der bortfører en blaffer og holder hende fanget i en kælder, hvor hun udsættes for seksuelle overgreb. Det er et voldsomt anslag, som antyder, at historien er på vej mod noget langt mere urovækkende. Men i stedet lader filmen dette spor hænge, mens vi kastes rundt mellem druk, tilfældige eskapader og meningsløse sidespring. Først langt senere forsøger filmen famlende at samle trådene op igen.
Filmens horror- og thriller-elementer er lige så dovne som komikken. Jumpscares erstatter stemning, og spænding forveksles med høje lyde og pludselige klip. Det er svært at balancere gys i en komedie, men Velkommen på Månen vælger konsekvent de lavest hængende frugter.
Visuelt kan filmen heller ikke reddes. Meget ligner noget, man ville forvente af en gymnasial valgfagskortfilm, om end enkelte indramninger kortvarigt antyder, at nogen bag kameraet har haft blik for et billede. Det gør bare resten endnu mere frustrerende.
Derudover har filmen flere løse ender end den har vittigheder, der lander. Den vil handle om seksuel familiekult, kærlighed, venskab, jalousi, filmbranchen og mandens væsen, men spreder sig så tyndt, at intet rører på sig.
Der findes dårlige film, og så findes der film, som er aktivt udmattende at se. Velkommen på Månen hører til i sidstnævnte kategori. Aske Bangs spillefilmsdebut vil være vild, grænseoverskridende, morsom, uforudsigelig og mørk på én gang. Resultatet er i stedet en aldeles kedsommelig, trættende og uinspireret affære, der famler efter identitet i samtlige scener.