[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rasmus Molin Friis[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En forunderlig kontrast
Situationen er på alle måder absurd: En iransk pige tæt tildækket af et muslimsk slør bevæger sig op ad en bakketop med et anseeligt teleskop under armene. I en voice-over forklarer hun, at hun elsker himlen og stjernerne, ikke blot som et smukt loftsmaleri, men som en spirituel adgang til det, der engang var – heriblandt hendes afdøde far.[/vc_column_text][vc_column_text]Udover at være elementært rørende etablerer det ovenfor skitserede anslag den dominerende kontrast i Berit Madsens dokumentarfilm, Sepideh: Moderniteten versus traditionerne. Teleskopet og pigens videnskabelige interesse forekommer næsten som anakronistiske elementer i et iransk samfund, som hviler tungt på ældgamle, patriarkalske traditioner. Da pigen introducerer sig selv som Sepideh – en ung pige med et brændende ønske om at blive astronaut – står det klart, at man er vidne til en dokumentarfilm med en unik fortælling på hjerte.[/vc_column_text][vc_column_text]Mindeværdige personer
Sepideh er en uforlignelig protagonist. Hendes ambition om at frigøre sig fra det iranske samfunds sociokulturelle dogmer og sigte efter stjernerne tilbyder dokumentarfilmen en indlysende dramaturgisk skarphed, der for alvor vinder indpas efter det lidt repetitive første akt. Samtidig bevirker Sepidehs enestående kombination af livsklogskab og barnlig glæde, at de enkelte scener tilføres hjerte og sjæl.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Sepideh[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Berit Madsen[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det øvrige persongalleri er på tilsvarende vis som taget ud af en veldrejet fiktionsfilm: Heriblandt Sepidehs velmenende mor, der med vekslende held forsøger at forstå sin egenrådige datter, den intimiderende onkel, der repræsenterer det strengt konservative og patriarkalske Iran samt den uendeligt godhjertede, men uforbederligt kejtede astronomilærer, der så brændende ønsker såvel intellektuel som menneskelig fremgang i lokalsamfundet.[/vc_column_text][vc_column_text]Berit Madsen lader os konstant observere personerne i mindeværdige momenter. Som da Sepidehs astronomilærer giver sin unge studerende en dybtfølt livslektion på en bakketop, mens lærerens koleriske, dødssyge moder skingert skriger på hjælp offscreen. Madsen rammer på forunderlig vis den ideelle balance mellem dramatik, intimitet og komik.[/vc_column_text][vc_column_text]Billedpoesi og humanisme
Den danske dokumentarist viser sig i det hele taget som en dygtig visuel fortæller. Montagerne af Sepidehs stjernekiggeri byder således på duperende natfotografering og et stilfærdigt medrivende score, der beriger den iranske piges emotionelle voice-overs, henvendt til Albert Einstein og ofte omhandlende hendes afdøde far. Montagerne udfolder sig som små, isolerede billeddigte.[/vc_column_text][vc_column_text]Samtidig formår Madsen at indfange det iranske samfunds kuriøse, næsten selvmodsigende karakter, blandt andet i den vidunderlige scene, hvor Sepideh studerer en meteorregn med sine nærmeste venner. Scenen udvikler sig fra det poetiske til det decideret komiske, da et par af fyrene finder en dateret ghettoblaster frem og fejrer det himmelske syn ved at danse til moderne arabisk musik. Som kontrast til det traditionelle Iran er Madsens portræt af den moderniserede ungdom både aktuelt, vedkommende og basalt underholdende.[/vc_column_text][vc_column_text]I sagens natur indbyder Madsen konstant seeren til at placere sin primære sympati hos Sepideh, denne vidunderlige iranske drømmer, men instruktørens sande genistreg er, at hun på Renoir’sk vis formår at fremstille et splittet samfund uden deciderede skurke. Mod slutningen insisterer instruktøren således på at fremhæve onklens oprigtige glæde for Sepidehs personlige udvikling i stedet for ensidigt at fokusere på hans diskriminerende og ofte truende udtalelser. Den danske dokumentarist søger konstant en forståelse for fortællingens enkeltindivider og evner at betragte dem som produkter af forskellige kulturelle påvirkninger – ikke blot som afstumpede mennesker.[/vc_column_text][vc_column_text]I sidste ende er det netop instruktørens nuancerede fremstilling af de centrale personer, der gør portrættet af drømmeren Sepideh til mere end blot en god fortælling: Sepideh er ganske enkelt en lille, opløftende filmperle.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer