Af Jonas Bang
Fra slutningen af 90’erne til et godt stykke op i 00’erne var der ofte en helt bestemt type af film i Hollywood. Her havde flere af filmene et eksistentielt islæt, og til tider skulle de også fremkalde et gedigent mindfuck hos tilskueren. Sjældent blev de reelle publikumssuccesser, men flere af dem har senere fået decideret kultstatus. Jeg kunne nævne mange, men blandt nogle af de mest værdige finder man for eksempel The Matrix (1999), Fight Club (1999), Memento (2000) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004). Om fremkomsten af denne type film i netop den periode var intentionel, en ren tilfældighed eller en reaktion på Generation X’s generelle mismod, vil jeg ikke udtale mig om.
Til gengæld vil jeg gerne tale om én film fra den periode, som jeg mener, i grove træk er blevet overset. Filmen har hjemsøgt mig i store dele af mit voksenliv, og jeg vender altid tilbage til den, hvis jeg på sentimental vis ønsker at genbesøge eksistenskrisen fra mine teenageår.
Den perfekte blanding af sentimentalitet, mysterie og melankoli
Første gang jeg så Vanilla Sky (2001), var jeg decideret grædefærdig. Jeg er hverken udpræget fan af hovedrolleindehaveren Tom Cruise eller instruktøren Cameron Crowe, men filmen ramte mig hårdt og uventet som et missil af sansebombardementer. For at forklare hvorfor, bliver jeg nødt til at begynde med slutningen af filmen. Her konkluderes det, at den ekstravagante rigmandsplayboy David Aames (Tom Cruise) aldrig kan få sit livs kærlighed, Sofia Serrano (Penélope Cruz). Det lyder umiddelbart som et af livets nødvendige nederlag, men grunden til det er alt andet end ligetil.
David befinder sig nemlig i en drømmetilstand, fremprovokeret af at hans krop tilsyneladende er nedfrosset i en slags futuristisk cryosleep. Som tilskuer har man netop fundet ud af, at han har ”levet” på denne måde i mange år. Det betyder, at hans store kærlighed, Sofia, for længst er død og borte, og han vil derfor aldrig få det liv sammen med hende, som han og vi som publikum havde forestillet os. Denne tilstand af umulig kærlighed forankret i noget så sjældent som tid, kunne mit melankolske teenagehumør slet ikke holde til. Hvordan kunne en person ikke få lov at opleve kærlighed på baggrund af, at hans elskede ikke eksisterede i samme tid som ham selv?
I starten af filmen etableres det, at David gennem flashbacks fortæller om sit liv til retspsykologen Curtis McCabe (Kurt Russell). Hvorfor David er endt i en situation, hvor han taler med en retspsykolog, er endnu uvist, men der er tilsyneladende tale om et mord. Allerede her viser sig en central pointe i filmen – som tilskuer er man i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der ikke er sandt, samt hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Igennem flashbacket får vi forklaret, at hans flirt Julie Gianni (Cameron Diaz), der er jaloux på Sofia, øjensynligt har begået selvmord ved at køre galt i sin bil, mens David også var i den. Det resulterer i at David får et vansiret ansigt og begynder at gå med en latexagtig maske for at skjule det.
Som det næppe ville være for de fleste, er det ikke noget, der er godt for en rigmandsplayboy, og herfra går hans liv kun én vej – ned ad bakke. Han begynder at opleve mærkværdigheder, såsom at hans ansigt skiftevis er vansiret og normalt, at han går ind og ud af drømmetilstande, og at han på en eller anden måde måske har kontrol med noget af det, der sker omkring ham. Tilbage er spørgsmålet om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Har David begået et mord? Hvad er der i virkeligheden sket? Hvor er Sofia? Listen af spørgsmål er lang, og først til sidst får man altså en form for forklaring på, hvad der er sket – selvom der stadig er rigtig mange ubekendte faktorer.
I løbet af min pubertet havde jeg, som så mange andre, en del eksistentielle kvaler omkring hvem jeg var, hvad jeg skulle være, hvordan jeg skulle være, hvem jeg skulle være sammen med, og hvem jeg skulle elske – og hvem der overhovedet ville elske mig. På den måde var jeg selvfølgelig vant til (og til at forstå) ugengældt kærlighed, men konceptet om ikke at kunne være sammen på grund af en forskydning i tid, forekom mig fuldstændig forfærdeligt. Et eller andet ved de eksistentielle overvejelser, som filmen lægger op til, ramte plet i mit fortvivlede, forvirrede og pubertære sind.
En usandsynligt god film
Hvorfor Vanilla Sky endte med at blive en fantastisk film, virker for mig lidt som en tilfældighed, da den egentlig ikke havde de bedste forudsætninger til at begynde med. For det første er den et amerikansk remake af den udmærkede spanske film Abre los Ojos (1997), hvor det i øvrigt også er Penelope Cruz, der spiller Sofia. For det andet handler den om noget så selvsmagende som en rig amerikansk ungkarl spillet af selveste Tom Cruise. Hvis jeg skal prøve at forstå, hvorfor filmen alligevel er noget ganske særligt, kan jeg nu med et (måske) mere voksent og analytisk blik se på nogle af filmens andre forudsætninger.
Først og fremmest har filmen et intet mindre end mesterligt soundtrack. Radiohead, Red House Painters, R.E.M., Peter Gabriel, Sigur Rós, The Beach Boys og Paul McCartney er blot nogle af de artister, der pryder filmens musikalske lydside, og dét på en så uovertruffen vis, at man mister pusten hver gang, en sang helt præcist komplimenterer den emotionelle stemning, billedsiden advokerer for.
Dernæst er det visuelle aldeles dragende – fra det i dagslys komplet mennesketomme Times Square i New York, til Tom Cruises uhyggelige dobbeltansigt på en mørk og pulserende natklub. Man tror helhjertet på David og hans pludseligt meget komplicerede liv. Og så gør Penelope Cruz det altså fremragende som den naive, elskelige og charmerende Sofia.
Cameron Crowe slap altså godt afsted med at lave et eksistentialistisk, futuristisk og til tider melodramatisk remake om en rig amerikansk playboy, fordi det er gjort så overbevisende. Man følger intenst hvert et øjeblik af de ellers stigende usandsynlige scenarier, der udspiller sig for øjnene af én, og det er helt vildt imponerende.
Selvom Tom Cruise nogle gange er en smule teatralsk, portrætteringen af kærligheden til Sofia bliver en smule blødsøden, og soundtracket har den der ganske særlige 00’er-vibe, lykkedes det alligevel at skabe en helt vild fortælling. Derfor er det på en måde usandsynligt, at filmen er så god, som den er. Men det er den altså…
Kombinationen af at fortidens lidt mere skrøbelige version af mig selv faldt pladask for den, blandet med at filmen faktisk er virkelig imponerende, har skabt en evig fascination. Derfor vender jeg altid tilbage til mine teenageårs vaniljefarvede melankoli – Vanilla Sky.
Kommentarer