Af Tilde Søgaard Carlsen
Det er naturen, engle og onde dæmoner, der taler til Vincent. Spørgsmålet om ’gal eller genial’ melder sig for alvor på banen, når snakken går på Vincent van Gogh. Den sindssyge maler, der må tage til takke med først at blive anerkendt efter sin død — måske bedre kendt som ’ham, der skar sit øre af’. I Julian Schnabels nye film, Van Gogh – Ved evighedens port, kommer vi i øjenhøjde med maleren og helt ind i hans komplekse sind.
I Van Gogh – Ved evighedens port følger vi Vincent (Willem Dafoe) i sine mest turbulente år op til sin død. Med hjælp fra sin bror, Theo (Rupert Friend), får den misbilligede maler råd til at klare sig og leve af sin kunst, selvom han intet sælger. Folk forstår ikke hans malerier, og med tiden bliver han mindre og mindre afholdt af sine medborgere. Det virker som om hans eneste ligesindede er maleren Paul Gauguin (Oscar Isaac), men da berømmelsen så småt kigger hans vej og kalder ham til Paris, må Vincent se sig alene med sit staffeli og de påtrængende stemmer i sit hoved. Det eneste, der holder ham i live, er naturen og kunsten, der går i ét, når han maler.
Van Gogh – Ved evighedens port er en hyldest til kunstneren, den portrætterer. Schnabel har tydeligvis forsøgt at levendegøre de kendte malerier i lange og dvælende optagelser af naturen og Vincents skitse- og malearbejde. Det er smukt at se på — men også redundant og en anelse kedsommeligt i længden. Det kommer til at virke overprætentiøst fra Schnabels side af, der til tider lægger for megen vægt på filmens kunstneriske udtryk frem for fortællingen. Vi føler desværre ikke den samme magi, som Vincent gør, når han står på marken og svajer med stråene. Men når det lykkes, for det gør det også, er det en opløftende oplevelse at gå gennem de sydfranske marker og stå under gyldent prydede trækroner med solen skinnende ned fra oven.
Van Gogh – Ved evighedens port er en kunstfilm i dobbelt forstand. Kameramanden er kommet på arbejde med håndholdt kamera, long takes og vilde vinkler. Kameraarbejdet bliver til tider så vovet, at det kommer til at hive én ud af fortællingen. Andre gange giver det plads til skuespillerne, der i høj grad får lov til at vise deres værd. Og særligt Willem Dafoe leverer en kraftpræstation så overbevisende, at han kunne bære filmen alene – eller i hvert fald godt nok til at kunne nuppe en oscarstatuette fra Rami Malek.
Van Gogh – Ved evighedens port er en sansende fortælling om Vincent van Gogh, der, om end, var klinisk gal, men ikke desto mindre et menneske, der i allerhøjeste grad var i live og et kunstnerisk geni.
Kommentarer