Af Marcus Uhre
Fenar Ahmad har siden sin instruktørdebut krævet vores opmærksomhed. Hans mod og ambition må og skal hyldes i et land som Danmark, hvor genrefilmene er i tarveligt fåtal. Hans anden film Underverden (2017) reformerede dansk actionfilm, og denne tredje film Valhalla hiver dansk eventyrfilm op på en skala ikke set før – med storslåede naturbilleder fra bl.a. Norges fjelde, Sveriges skove og Islands stensletter.
Men skyhøje ambitioner kan desværre ikke redde et gennemført elendigt manuskript: Et kluntet plot med kluntede roller med kluntede replikker er lig med en temmelig kluntet film.
Det starter ellers meget godt. En bombastisk og medrivende åbningssekvens sætter os ind i den mest nødvendige mytologi. Vi bliver introduceret til vikingebørnene Røskva (Cecilia Loffredo) og Tjalfe (Saxo Moltke-Leth), der en stormfuld aften må lægge hus til guderne Loke (Dulfi Al-Jabouri) og Thor (Roland Møller). Sidstnævnte slagter sin ged til aftensmad, og morgenen efter vækker han den til live med sine guddommelige kræfter. Inden længe er de alle sammen på vej til Valhalla, for børnene skal være gudernes tjenestefolk. Men når de fire er kommet over på den anden side af regnbuebroen Bifrost, begynder fortællingen at krakelere.
Fans af tegneserien vil nok huske de originale stribers farverige forvandling af støvet nordisk grundmytologi til lettilgængelig underholdning. Valhalla giver slip på en del af mytologien og meget af underholdningen i ønsket om at skabe et mere dystert og barskt univers, hvor der eksempelvis ikke er plads til en charmerende Loke eller en kærlighedsbevidst Freja (Salome R. Gunnarsdóttir). I det hele taget føles samtlige roller ekstremt endimensionelle og slet ikke som de dynamiske guder, de portrætterer.
Mytologien er der også blevet skåret ned på. Fenrisulven er sluppet løs, så guderne må fange den inden jætterne for at forhindre ragnarok. I virkeligheden sker der en masse tom snak og rykken rundt mellem de forskellige riger.
For at skyde tingene i gang, opdager Røskva gennem et svampetrip (!), at hun er “lysets barn,” hvilket er en pæn måde at sige, at hun er vigtig for plottet på. Det bliver en smule ukonkret, og man mister det originale værks episke værdi, når ragnarok bliver til otte guder og en ulv på den ene side, og tyve jætter på den anden.
Asernes rige er præsenteret overdådigt, men aldrig troværdigt. Og når Tjalfe og Røskva vender hjem derfra, spekulerer man på, hvad det hele skulle til for. Det var ikke for at sætte os ind i mytologien, og vikingebørnene har heller ikke rigtig lært noget. Man sidder tilbage med en masse flotte droneskud og ikke så meget andet. Desværre.
Kommentarer