Af Viktor August Mortensen
”Om krisen eller kriget kommer” er titlen på pjecer uddelt til svenskere i 70’ernes koldkrigs-angst. Pjecer der rådgiver borgerne til at bedst muligt forberede sig, skulle naboerne fra øst invadere. De mobiliserende pjecer afbilledes i introduktionen til John Skoogs Værn (2026). Filmen foregår i 70’ernes Sydsverige og er til dels inspireret af den rigtige svensker: Karl-Göran Persson, der på baggrund af krigsforberedelsespjecerne, vælger at lave et sikkerhedsrum til den lille lokalbefolkning på landet.
Filmen følger dogmatisk den mystiske eneboer Karl-Göran Persson (Denis Lavant), der tager pjecerne ved sine ord og går straks til at omvende sin lille hytte på landet, til en sikkerhedsbunker bestående af metalskrot og cement. Den simple fortælling er indkapslet smukt i lange indstillinger, og Sydsveriges marker fremstilles på en barsk, men flot måde i sort og hvid.
Det er essentielt, at de lange indstillinger er flotte og interessante, for når de er så lange som de er, skal der helst være noget at se på. Det lykkes her – til dels. Nogle indstillinger er dragende og fyldt med detaljer og smuk komposition, imens andre virker gentagende, simple og dermed kedelige. Det er begrænset hvor mange gange, man kan se på den charmerende Karl-Göran Persson blande vand og cement.
Men når de lange indstillinger formår at være interessante og smukke, er det i stor grad franske skuespiller Denis Lavant fortjeneste. Uden brug af dialog, udfører Lavant en rigtig god skuespillerpræstation gennem handling og mimik. Karl-Göran er en spøjs person og det kommer til udtryk gennem unik mimik og handlefaste ansigtsudtryk. Selvom Karl-Göran sjældent taler – og hvis han gør, er det kun i kriseforberedelsescitater – får man stadig et stærkt indtryk af, hvem han er som person.
Foruden den spændende Karl-Göran kan filmen til tider virke flad. Der mangler lidt mere karakter i karaktererne, og der mangler generelt flere af dem. Udover en enkel navngiven nabo, virker lokalsamfundet som en fælles karakter, som giver mening budskabsmæssigt, da filmen med sin fokus på kriseforberedelse er yderst relevant og kan anvendes på nutiden. Men det kan også virke fladt, og man savner lidt nogle karakterer at forholde sig til.
Fokusset er blot på den audiovisuelle del. Lyden og billederne er nok til at distrahere fra en flad fortælling, når frygtindgydende luftsirener overtager effektfuldt de dødsstille marker, og anvendes genialt som en indgang til den stille Karl-Görans angst. Det er tydeligt, at der er tænkt over de audiovisuelle aspekter. Selv valget af sort-hvid fremstår intentionelt, og ikke som en eftertanke, som der ikke altid er tilfældet. Det er derfor ingen overraskelse at opdage instruktør John Skoogs baggrund som kunstner.
Værn er et smukt portræt, af en mystisk mand der gør alt han kan for at hjælpe sit lokalsamfund. Budskabet er yderst relevant og værd at efterfølge, men det universelle aspekt betyder desværre en mangel på dybde. Tilbage står en virkelig flot film, der i høj grad forstår sit visuelle format, men mangler lidt handlingsmæssigt.