Af Alma Nordenbæk
Tyskland har mange forfærdelige krigsminder. Og mange film, der bearbejder dem. Men Værk uden skaber handler om mere end fortidens væskende sår. Blandt død og ruiner blotlægger kunsten menneskets søgen efter sandhed og mening.
Tonen slås an fra første billede, hvor unge Kurt er på museumsbesøg med sin tante, Elisabeth (Saskia Rosendahl). Krigen er endnu ikke begyndt, men nazisterne har godt fat i landet, og Det Tredje Rige sætter ikke pris på abstrakt kunst. Det er grimt og forkert, får vi at vide foran et maleri af Wassily Kandinsky. Fordærvende. Så er kimen til oprør ligesom lagt.
Men vejen til frigørelse er lang og grum. Følsomme Elisabeth knækker under Hitlers styre, og Kurts brødre falder for De Allieredes kugleregn. Da russerne tager over, søger den nu voksne Kurt (Tom Schilling) ind på Kunstakademiet i Dresden, hvor man maler efter dogmet om socialistisk realisme. Det er ikke så godt for kreativiteten, men heldigvis huser skolen også en modelinje, hvor smukke Ellie (Paula Beer) holder til.
Så langt, så godt. Men med to timer af filmen tilbage, løber kærligheden hurtigt ind i problemer. Og Ellies far (Sebastian Koch) er klar på at spille skurk. Forgabt i tanker om racerenhed og gode gener, gemmer han på en mørk fortid som nazistisk overlæge på et hospital, der steriliserede og dødsdømte “uperfekte” kvinder. Kvinder som Kurts tante Elisabeth.
Der er ingen tvivl om, at Florian Henckel von Donnersmarck er en fremragende instruktør. Hans første spillefilm, De andres liv, vandt i 2006 en Oscar for bedste udenlandske film og står for mange som et moderne mesterværk. Men Donnersmarck er også kunstner. Og det ses ingen steder tydeligere end i Værk uden skaber.
Som så mange store mænd og kvinder før ham, bruger han sit medie til at stille spørgsmål: Hvad er kunst? Hvad er god kunst? Interessant kunst? Og hvad er skaberens rolle? Spørgsmål, der kan virke banale for alle, der har beskæftiget sig bare en lille smule med emnet. Men set i handlingens historiske kontekst påtager de sig en væsentlig dybde. Krigen dræbte, fortiede og eksilerede en hel generation af kunstnere. Millioner døde. Hvordan bygger man videre på det?
Donnersmarck har selv skrevet manuskriptet. Det gjorde han også til De andres liv, og der er mange paralleller at finde mellem de to. Begge er komplekse historier om skæbnesvangre forhold mellem tilsyneladende uafhængige mennesker. Men Værk uden skaber har ikke samme lyst til at udforske sine karakterer og deres indre konflikter. Sindets nuancer udviskes, når gråzonen mellem godt og ondt forsvinder. Nazisterne var dumme, usympatiske svin, og sådan var det bare.
Det er i særdeleshed en skam, fordi skuespillet ellers er så godt. Særligt Sebastian Koch får blodet til at isne som Ellies uforsonlige far, og Saskia Rosendahl kalder tårer frem med sine meningsfulde blå øjne og triste nøgenhed. Sammen med resten af rollebesætningen transformerer de et tungt manuskript til en smuk og følsom fortælling. Med kun enkelte tåkrummende scener.
Værk uden skaber er Donnersmarcks personlige ode til sine virkelige læremestre, særligt maleren Gerhard Richter, som Kurt i stor grad er baseret på. Men den føles også lidt som en opfordring. Elisabeth opsummerer det profetisk for os i nødens stund: “Du må aldrig kigge væk. Alt, der er sandt, er smukt.” Så blev den ged vist barberet.
Kommentarer