Af Jonas Bang
Laurits Flensted-Jensens debutspillefilm kommer som en naturlig udvikling i den linde strøm af interessante danske film, vi indtil videre har set i år. Usynligt hjerte beskrives som ”en kalejdoskopisk rejse ind i det Danmark, som de færreste kender til” – og det er nemt at nikke genkendende til. Den ér nemlig en broget rejse ind i det Danmark, få filmskabere har turdet berøre.
I noget så befriende som en dansk ensemblefilm følger vi tre unge skæbner over et døgn. Laura, Niklas og Frederik har alle det tilfælles, at de forsøger at finde fodfæste i deres liv, om end med ret forskellige udgangspunkter. Laura (Victoria Carmen Sonne) forsøger at få tilværelsen på ret køl efter en kortlivet karriere som pornoskuespillerinde, Frederik (Noah Skovgaard Skands) prøver at leve op til det foruroligende liv som hooligan og den tidligere stofmisbruger Niklas (Niklas Herskind) gør et forsøg på en god gerning ved at holde en vild fødselsdag for en mand og hans ven, der begge har Downs syndrom. Og som det jo gerne er i denne type film, viser de tre skæbner sig at være ret tæt forbundne.
Med intime nærbilleder, uforudsigelige handlingsforløb og imponerende skuespilpræstationer katapulteres vi ind i de tre karakterers liv, som det ser ud i løbet af et døgn. Lige bortset fra når der serveres flashbacks fra Lauras liv som pornoskuespillerinde i gritty og hyperrealistiske hjemmevideosekvenser.
Filmen har et flot og særegent filmsprog og rummer mange højdepunkter. Desværre er de ikke altid lige godt sammensat, hvorfor den til tider fremstår som et sammensurium af fragmenterede øjebliksbilleder. Om end disse er gode, endda rigtig gode. Skønhed, intimitet og seksualitet skildres på steder og hos personer, hvor man ellers ikke ville have set det – på både godt og ondt. Lige fra et pornomiljø fyldt med seksuelt misbrug, til et sted hvor seksualitet næsten aldrig får lov at blomstre.
De tre historier er desværre ikke helt lige stærke. Laura og Niklas’ historier er mærkbart mere indlevende end Frederiks, og til tider undrer man sig over, hvorfor hans historie egentlig skal stå dér, side om side med de andres. Et eksempel på det ellers glimrende manuskript finder man i Niklas’ historie, hvor han konstant jonglerer på kanten af loven på trods af et brændende ønske om at gøre det godt. Det ses blandt andet i hans moralsk anfægtelige forsøg på at glæde de to handicappede mænd, samt i ønsket om at genetablere kontakten til sin familie efter et liv på afveje.
På trods af de ellers fordybende og beundringsværdige scener, der faktisk befinder sig i alle historierne, fremstår dialogen lejlighedsvis en anelse utroværdig. Sætninger bliver simpelthen formuleret på en måde, som man ikke ville gøre i virkeligheden. Det afslører de desværre ellers fine scener i at være født som dialoglinjer på et manuskript, og det er lidt ærgerligt.
Derudover er der ikke mange fingre at sætte på det lille, men yderst modige danske værk, hvor Peter Peter, der måske er bedst kendt for at være tidligere guitarist i Sort Sol, har komponeret soundtracket. Lige bortset fra enkelte tilfælde, hvor musikken glider ud i melankolske, lyse og molklingende sekvenser, ligger den for det meste og runger dybt – som et mesterligt orkestreret og pulserende lydtæppe ud over de visuelt betagende scener: et romerlys i natten, en pastelfarvet swimmingpool, et rødt aftenlys i en velkendt provinsiel forlystelsespark…
Usynligt hjerte kan flot og stilsikkert indskrive sig som en lille imponerende dansk perle i et stort hav af lavbudgetsfilm, der mere eller mindre succesfuldt forsøger at skabe indlevende og personlige historier med meget få midler.
Kommentarer