Anmeldelse
US: Halvbagt horror-mesterstykke mister sin uhygge

Af Marcus Uhre

Alle ingredienserne fra et mesterværk er at finde i Jordan Peeles anden film, Us. Der er gode horror-elementer, formidabelt skuespil, gennemgående saftige motiver, og så en god samfundskritisk pointe om mennesket og den amerikanske drøm. Måske skulle han have brugt et år ekstra på manuskriptet, for desværre er filmen ikke godt nok skruet sammen til at få klokkerne helt op at ringe. Den lægger ellers meget godt ud:

Familien Wilson opdager ved en strømafbrydelse fire faretruende silhuetter i indkørslen. De viser sig at være en familie meget lig dem selv. Faktisk er det som at kigge i et spejl.

Dobbeltgængeren har altid været skræmmende. Igennem kulturhistorien har motivet været brugt til at skildre menneskets dæmoniske og modstridende anden halvdel. Og da familien Wilsons version ond træder frem fra skyggerne, er det ægte horror. Luften går dog meget hurtigt ud af ballonen, da dobbeltgængerne kort tid efter stønner en lang monolog om deres tilblivelse og formål. Og så ryger mystikken (og dermed gyset) ellers.

Heldigvis er filmen sjov – meget sjov endda. Jordan Peele har fyldt manuskriptet med klog og karakterudforskende humor. Så det er ikke et dødsstød, at filmen ikke er uhyggelig. Den vil nemlig mange andre ting.

Dobbeltgængermotivet bruges også andre kreative steder gennem filmen i både spejlinger, tvillinger og scener, der gentages med forandringer. Det er dobbeltheden og sammenligningen mellem os selv og vores skygger, der er kernen i filmen. Vi inviteres til at se ind i os selv og acceptere enhalvlunken pointe: Vi er vores egne værste fjender.

Halvlunken fordi filmen ikke samler ordentligt op på sin gennemgående symbolik. Der kastes mange umuligheder op, som aldrig gribes. Hvorfor spiser dobbeltgængerne kaniner? Hvorfor stiller de sig i én lang kæde gennem USA? Hvordan fungerer båndet med deres ejermænd egentligt? Det får vi aldrig svar på.

Så hvor Jordan Peeles debut Get Out (2017) var foruroligende logisk i sin præmis, går Us i den anden retning og bliver poetisk ulogisk. Meget af poesien skyldes motiverne, men også filmens æstetik; dobbeltgængerne går i røde blue collar-heldragter og rå læderhandsker. De dræber med store kringlede men alligevel delikate sakse. Alt sammen indrammet i flotte billeder og dygtig klipning.

Og i midten af rammen står hovedrolleindehaveren Lupita Nyong’o. Hun fik en Oscar for sin rolle i Twelve Years a Slave (2014). Men hun skal altså have en mere! Giv hende to mere, en for både rollen som Adelaide Wilson, men også en til hendes skygge Red. Begge roller er portrætteret til sit fulde potentiale, i hver sin retning men alligevel så ens. Samtidig giver resten af castet en så gennemgående god præstation, at det kun kan forklares gennem en allerhelvedes dygtig instruktion.

Us er sjov, men ikke uhyggelig. Den er tankevækkende, men uden pointe. Jordan Peele skriver med klog humor, instruerer stilfuldt, og indeholder potentialet til at skabe både store og små mesterværker. Men denne gang må det forblive et potentiale.

Kommentarer