Af Christine Roederer
Der er egentlig ret langt fra Jack Londons barske naturhistorier om guldfeberen i Klondike til en børnevenlig film i de varme sæder i biografen i 2018. Specielt når man husker tilbage på, hvor voldsomme de bøger faktisk er – Ulvehunden begynder jo egentlig med en gruppe ulve der følger efter to mænd, der trækker et lig gennem det vilde Canada…
Heldigvis er der intet af det med i filmen ‘Ulvehunden’ – for den er gjort så nem og yndig, at den passer til en 7-års censur.
Ulvehunden Hvidtand er en krydsning mellem en slædehund og en ulv, hvilket har gjort ham usædvanlig stor og stærk. Han bliver lederen af et slædehold for en indfødt, som derefter må sælge ham til en hundekampsorganisatør.
Og derfra går det stærkt for ham – og ned ad bakke.
Filmen er en børnevenlig version af fortællingen, vi kender fra bogen, og derfor er mange af de barske scener klippet væk – og hvis de nu endelig bliver vist, så sker det uden for kameraets øje. Det betyder, at alle hundekampene og de andre hårde scener ender med at være helt op til ens egen fantasi.
Det er også godt nok – for jeg ville personligt ikke bryde mig om at se en hundekamp, om den så er animeret eller ej. Hunde skal man ikke gøre fortræd.
Når man er vant til rigtig god computeranimation, vil man først bemærke, at animationen i denne film ikke er lige så god som den i andre fra de sidste par år. Men, som med alle film, vender man sig til stilen og glemmer, at hænder og hår måske ikke opfører sig helt, som det burde.
For det er lydsiden, der gør alt for filmen. Ulvehunden Hvidtand siger aldrig noget på menneskesprog – hele hans fortælling foregår gennem lyde, som man tilknytter hunde og ulve. Alt fra Hvidtands snusen til isens knirken bliver vagt til live i et Foley-atelier et eller andet sted i animationsverdenen, og pludselig sidder man i den canadiske ødemark og tænker på ulve, natur og pelshandel.
Desværre har filmen finpudset Hvidtands historie lidt for meget – filmen er tiltænkt børn, og det mærker man godt og vel. Historien er nem og karaktererne er ikke så gennemtænkte, som man kunne håbe… Man savner den rå stemme, Jack London brugte til at levendegøre sine historier fra dengang – og det er skideærgerligt, for Hvidtand er en af de hunde fra sagnene, som man husker bedst.
Ligesom Buck fra ‘Call of the Wild’, som i øvrigt får samme omgang til næste år.
Kommentarer