Af Jacob Pedersen
De mest inkarnerede fodboldfans bærer på en kærlighed, som kun de færreste forstår.
Dokumentarfilmen Ultras er ikke et journalistisk værk, men snarere en hyldest af den passion og kærlighed, der får tusindvis til at vie store dele af – hvis ikke hele – deres liv til at følge en fodboldklub.
Skulle man nogensinde have betrådt et fodboldstadion på en kampdag, har man med al sandsynlighed stødt på flag og bannere med teksten “ultras” på. Ultra er latinsk og betyder udover, hinsides, og beskriver altså en kærlighed til klubben, der udtrykkes ud over det sædvanlige.
Instruktøren Ragnhild Ekner har selv været en del af ultras-miljøet omkring IFK Göteborg, hvor filmen indledes. Her følger vi en gruppe unge, kreative og arbejdsomme ultras, der knokler med at male og sy et 1.800 kvadratmeter stor banner, der skal gøre endetribunen til ét stort kunstværk i de to minutter, hvor spillerne løber på banen.
Det står ret hurtigt klart, at adrenalinsuset, og den umiddelbare stemning af euforisk sammenhold ved indløb står i skarp kontrast til hverdagens gråkedelige rutiner, men Ekners antropologiske feltstudie viser også, at der er langt mere under overfladen end øl, bold og romerlys.
Det er styrken i filmen, der anskuer ultras-kulturen som en frihedskamp på et globalt plan, hvad end det er mod hamsterhjulets meningsløshed eller undertrykkende regimer.
For skærer man samtlige fanatiske fodboldfans over samme kam som blot værende voldsparate jobløse tumper, så tager man ikke blot fejl, men man glemmer også de undertrykte kvindelige fans i Indonesien. Man glemmer de regime-kritiske ultras fra Casablanca, hvor romerlysets glød er ledestjernen mod en bedre tilværelse. Man glemmer de egyptiske ultras, der agerede frontlinje i det arabiske forårs progressive demonstrationer. Man glemmer alle de andre unge, som finder mening og sammenhold i en kynisk, følelseskold verden.
Fodboldtribunens grå betonblokke er ikke blot fundamentet for selve stadionet, men også for sammenholdet og fællesskabet. Det er her de interesserede mødes, uge efter uge, år efter år. Hvor venskaberne opstår, og livslange fortællinger om tilhørsforholdet og oplevelser med klubberne starter.
På betonblokken er alle fælles om en samlet kærlighed til fodboldklubben.
Ekner har desværre et alt for bredt blik, der gør at hyldesten og udforskningen af subkulturen kun skraber overfladen, da hun kommer forbi hele otte lande på tværs af fire kontinenter. Man savner noget dybde og udforskning af de forskellige ultras-scener, der går dybere ned i fankulturen, som oftest er dybt forankret i de respektive byers historier. Det er dette fodboldmediet COPA90 lykkedes så godt med i deres YouTube-serie Derby Days.
Ekner bygger filmen op med mange anekdoter fra sine interviewpersoner, der alle er anonyme aktive fra miljøet, hvilket giver en upersonlig og rodet filmoplevelse. Dokumentaren mangler en stærkere tematisk sammenhængskraft og en mere stringent fortællestruktur.
Selv med sin unikke indgangsvinkel og involvering i miljøet, så når hun ikke til bunds i dets fortællinger. Her må man ty til den autentiske podcast Tribuneliv, den medrivende og lettere polerede (og fejlbarlige) Green Street Hooligans (2005) eller som hovedværket om dansk fankultur, Jonas Nyrup og Tom Carstensens fremragende bog Hooligan (2011).
Den adrenalinsusende oplevelse fra stadionet under de mange tifoer og pyroshows mangler også kreativitet fra den tekniske side. Oftest er scenerne overlagt et lydbillede, som føles påsat og konstrueret kontrært til kurvernes medrivende stemning. Kun den smukke fællessang af de indonesiske PSS Sleman Ultras formår at indkapsle stadionsuset med effekt.
Det er en utaknemmelig opgave, at skulle gengive den ud-af-kroppen-oplevelse en tur på de stemningsskabende afsnit kan give, men spørgsmålet er, om filmen ikke allerede har erkendt kulør og undgår at prøve. For som en ultra selv påpeger: “Hvis du ikke har prøvet det, så vil du ikke kunne forstå”.