[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Signe Lilja[/vc_column_text][vc_column_text]TV – den nye gamle legeplads
Nogen siger, at TV de sidste par år er gået ind i sin tredje guldalder. Man kan i hvert fald ikke komme udenom, at der er sket en markant ændring i måden, vi ser TV på. Streaming services, Netflix-produktioner og binge watching har gjort TV-serien til allemandseje. Serieformen blevet attraktiv for film-auteurs, der nu slår deres folder på skærmen frem for lærredet. Det kan diskuteres, om TV nogensinde får samme kunstneriske status som filmen, men det er blevet et sted, hvor der bliver eksperimenteret med form såvel som indhold. TV vil høres, og TV vil ses. På Ordets TV-redaktion vil vi derfor hver måned stille skarpt på en tendens i tidens TV-landskab og dykke ned i én af månedens TV-premierer.
LGBT på din skærm
TV i dag er en afspejling af samfundets voksende accept for forskellige seksuelle orienteringer i alle deres former og farver. LGBT-karakterer er overalt og bliver specielt repræsenteret på TV. Jeg bliver så glad, hver gang det sker. Det viser, at jeg i det mindste ikke er den eneste, der er ved at være træt af den heteronormative skildring af verdens befolkning. Mand-kvinde-romancen er blevet udfoldet 3 millioner gange i fiktionen. Nu er det vist tid til at repræsentere nogle af de mange andre seksuelle orienteringer, der findes i verden. Orange is the New Black har med et enormt seertal bevist, at det sagtnes kan lade sig gøre. Serien har både lesbisk, biseksuel og transseksuel repræsentation og har vundet alles hjerter. BBC’s Sherlock bliver efter 3 sæsoner ved med at insistere på hovedkarakterens aseksualitet på trods af, at Benedict Cumberbatch er blevet et kæmpe sexsymbol. En af sidste års mest anmelderroste premiereserier Transparent omhandler en midaldrende mand, der springer ud som transseksuel. Det ser ud som om, at det virkelig er blevet tiden, hvor LGBT-karakterer kan få lov til at stå i front i stedet for at være flamboyante comic relief-bipersoner. I denne artikel vil jeg stille skarpt på nogle af de måske mindre kendte serier med LGBT-karakterer, der er på TV lige nu. De er her, og de er queer.
Halt and Catch Fire
AMC’s drama Halt and Catch Fire, der havde premiere sidste sommer, overraskede ved at præsentere mig for én af de mest interessante queer karakterer, jeg har set. Hovedkarakteren Joe MacMillan (Lee Pace) er en ex-IBM salgschef under computerkapløbet i 1983, der bringer sine talenter til Cardiff Electric, et mindre softwarefirma, der forsøger at konkurrere med IBM. Joe kan sælge sand i Sahara og leverer Don Draper-værdige monologer om teknologi, men det er hans seksualitet, der gør ham rigtig spændende. Flydende seksualitet er normalt noget TV-serier kaster sig udi i deres senere sæsoner, når der skal tilføjes et nyt subplot til en bi-karakter for at gøre tingene lidt spændende igen. I Halt and Catch Fire får vi konstateret Joes biseksualitet inden for de første par episoder af serien, og hans sexploits påvirker plottet direkte. Han er fra starten af portrætteret som en enormt sexet karakter (Lee Pace er en flot mand), og han bruger sex til at få, hvad han vil have. Det er nærmest en del af hans forretningsstrategi. Det kan virkelig være svært at se, hvornår Joe er ærlig, da hans primære mål er at vikle alle rundt om sin lillefinger. Det er først, når ekskæresten Simon dukker op, at vi ser en reel sårbarhed hos ham. Det er virkelig dejligt og interessant at se en kompleks, helstøbt, biseksuel hovedkarakter på TV. På trods af lave seertal har AMC heldigvis taget chancen og fornyet Halt til endnu en sæson, der skulle have premiere til sommer.
Halt and Catch Fire kan ses på HBOnordic
Looking
HBOs Looking er måske en af de mest revolutionerende billeder af homolivet nogensinde på TV, fordi den gør det fuldstændig normalt. Showet behandler det åbent homoseksuelle liv af de tre venner Patrick (Jonathan Groff), Agustín (Frankie J. Alvarez) og Dom (Murray Bartlett) i San Francisco på en business-as-usual-måde. Vi følger dem i deres almindelige hverdagsliv med arbejde, kærester, og hvad der ellers hører til. Egentlig sker der ikke det store, men showets appel ligger i realismen og hovedkaraktererne, som man virkelig kommer til at holde af. Det er forfriskende at se en serie om homoseksuelle mænd, der ikke hele tiden overdramatiserer kontroverser og er karikerede flamboyante.
’Looking’ er i sin anden sæson og kan ses på HBOnordic hver mandag
Legend of Korra
Advarsel. Det følgende kan indeholde spoilers. Efterfølgeren til Nickelodeons anmelderroste animationsserie ’Avatar: The Last Airbender’ afsluttede sidste år sin fjerde og sidste sæson. Korra er den nye Avatar, der med kontrol over alle fire elementer har til opgave at opholde balancen og freden i verdenen. Serien er ikke bare fyldt med fantasifuld animation og hjertebankende action, men har også en virkelig veldefineret kvindelig protagonist. Serien ender med, at Korra og den smukke ingeniør Asami står hånd i hånd og kigger hinanden dybt i øjnene. De startede som antagonister, idet de begge var vilde med den samme fyr, men fik gennem serien opbygget et virkelig stærk forhold, der insinuerede mere end venskab. Man kunne næsten høre hele internettet kollektivt klappe i hænderne, da de to piger rent faktisk endte sammen til sidst. Det er virkelig et modigt skridt for en animationsserie henvendt til et ungt publikum. Man kunne forestille sig, at det kunne provokere nogle konservative forældre. Applaus herfra.
In the flesh
En britisk indie-zombie-drama-miniserie lyder måske umiddelbart ikke som noget, man burde bruge synderligt meget tid på, men In the Flesh er en af de fineste små TV-serier, jeg har set. Apokalypsen er kommet og gået. De døde, der rejste sig fra graven, er nu kurerede og lider af ’Partially Deceased Syndrome’. Imellem dem er den depressive teenager Kieran, der skal genindføres ind i et samfund, der behandler ham med mistro og vold. Her er heltene de opstandne og de levende monstre. Kieran har aldrig passet ind i den lille tågede, våde by i det nordlige England. Han er kunstnerisk, boglig, reserveret – og homoseksuel. Det fine ved In the Flesh er, at hans seksualitet aldrig bliver direkte påtalt. Den fjendtlighed, som ’de rådne’ bliver mødt med af den levende befolkning, bliver et udtryk for den undertrykkelse alle, der på den ene eller den anden måde er anderledes, bliver udsat for i samfundet. Kierans kamp ligger ikke direkte i hans seksualitet, men mere generelt i at acceptere sit nye jeg og lære at stå ved den, han er. Det bringer tankerne hen på X-Men og deres ’mutant and proud’-budskab. In the Flesh er en sand TV-perle, desværre er den blevet fanget i en programomlægning. Serien er produceret af BBC Three, der i 2015 bliver omlangt til en digital kanal, og programchefen har udtalt at serien ikke vil fortsætte med en tredje sæson. Der er dog stadig håb, eftersom serien har vundet en del priser og er elsket af en massiv fanskare. Jeg beder i hvert fald til TV-guderne om et mirakel.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer