Udtrykket ”dum underholdning” er lidt nedladende. Bare at gøre én kampscene troværdig og underholdende kræver et koordineret hold af erfarne, passionerede kunstnere og en god dosis held.Så hvem siger, at kun manuskriptet bestemmer, hvor klog en film er? Men er du gal, hvor er Triple Threat bare dum underholdning!
Det er den type film, der ikke så meget har et plot, som den har en undskyldning for en række actionscener. Undskyldningen involverer her en gruppe lejesoldater, der angriber en indonesisk fangelejr for at befri deres leder, hvorefter de brænder ligene og beviserne. Men de får tre farlige fjender, som snart bliver filmens hovedpersoner.
Jaka (Iko Uwais) så sin kæreste dø i sine arme og sværger den type hævn, der involverer de bare næver. Han går først efter Payu (Tony Jaa) og hans makker Long Fei (Tiger Chen), der hjalp lejesoldaterne, men de viser sig at være på hans side. De blev snydt fra starten og efterladt til døden. Jaka lægger en plan, der skal lokke skurkene frem, men efter uforudsete hændelser ender Payu og Long Fei med at beskytte den unge, godhjertede millionærarving Xiao Xien (Celina Jade), som lejesoldaterne har ordrer til at henrette.
Men en mere simpel salgstale for Triple Threat er dens internationale cast af nye martial arts actionstjerner. Der er selvfølgelig titlens ”tre trusler”: Iko Uwais, den indonesiske silat-mester kendt for de fantastiske The Raid film (2011-2014); thailandske Tony Jaa kendt for Ong-Bak-trilogien (2003-2010) og en rolle i Furious 7 (2015); og kinesiske Tiger Chen, som bl.a. har arbejdet med Keanu Reeves i The Matrix Reloaded (2003) og Man of Tai Chi (2013).
Deres modstandere er også af en vis kaliber. Lejesoldaternes leder Collins bliver spillet af Scott Edward Adkins, kendt fra The Bourne Ultimatum (2007), og han får hjælp fra britiske mixed martial arts mester Michael Bispin, amerikanske karatemester Michael Jai White og thailandske kampsportsstjerne JeeJa Yanin. Bag kameraet er der også et hold af kampsportsveteraner og stuntfolk, navnlig instruktør Jesse V. Johnson.
Resultatet taler for sig selv: selvom skud- og jagtscenerne fungerer nogenlunde, glæder man sig til, at helte og skurke kaster våben til side til fordel for intense og vilde nævedueller. Selv den gennemsnitlige seer får et showcase af pan-asiatiske stilarter samt sug i maven over knuste mure, halsbrækkende stuntfald og energiske roundhouse kicks.
Gid bare, det ikke konstant blev afbrudt af et overkompliceret plot, der falder fra hinanden efter den mindste omtanke, og en struktur der vidner om en kaotisk skydeproces og rodet produktion. Med et hævnplot, et beskyt-pigen-plot og en mærkelig del, hvor Jaka leger dobbeltagent, savner man en enklere fortælling om kampsportsturneringer og onde syndikater.
Stjernerne får altså ikke meget at arbejde med. Selvom deres karisma stråler i de smukke slagsmål, er de ofte flade og akavede, når de skal snakke. Man griner ad overraskelse, når de pludselig får et pust af personlighed, som da Payu kokkererer for sine venner, og man griner ad flovhed over deres toplamme one-liners, når fjenderne fældes.
Der er en charme i Triple Threats forsøg på at være en ”stor” actionfilm, men det er svært at se bort fra dens mangler, især i sammenligning med røvsparkende ny-klassikere som The Raid 2 (2014). Men selvom der er utallige film med bedre fortællinger, er der meget få film med bedre kampkoreografi.
Det er dum underholdning i en nøddeskal. For mange vil dumheden underminere underholdningen, men for nogle er dumheden nærmest en del af underholdningspakken. Og det er bestemt det publikum, Triple Threat sigter efter.
Kommentarer