[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I The Trip to Italy følger vi de to britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon på en kulinarisk køretur langs Italiens kyststrækning. En humoristisk tur der – på samme facon som forgængeren The Trip – i højere grad handler om mandeligt venskab og tanken om at blive ældre. Undervejs bliver publikum hevet igennem alt fra imitationer af kendte personligheder til måder at sige Kumquat på. Selvom der er fart på dialogen er der stadig tid fordybelse – alt imens der i MINI Cooperen bliver skrålet med på Alanis Morissette.
Der lægges ikke skjul på, at The Trip to Italy er en fortsættelse på Winterbottom’s The Trip fra 2010. De to film følger samme mønster og form – selv visse imitationer er genoptrædende, men det gør dem heldigvis ikke mindre sjove. Den mest markante forskel er, at de kolde engelske egne er blevet udskiftet med billedskønne Italien, og at Brydons karakter i denne omgang er mere fremtræden og har mere kant. Det faste holdepunkt er endnu engang relationen og kemien mellem de to komikere, der formår at vedvare flow og pingpong hele filmen igennem. Sammen giver de et stærkt billede af et mandeligt venskab, der fremstår ærligt og uden filter – uanset om det drejer sig om kvinder, alderdom eller karriere.
Der er ingen tvivl om, at The Trip to Italy fordrer til grin, men bag de mange imitationer gemmer der sig en vis seriøsitet og melankoli i temaet om at blive ældre. Dette eksemplificeres både i den klassiske underlægningsmusik og i beskæftigelsen med de engelske digtere Percy Bysshe Shelley og Lord Byron. Balancen mellem morskab, seriøsitet og den kulturelle oplevelse skaber en form for realisme, der fremstår let og spiselig. Især er fremstillingen af Italiens smukke landskab og kultur indbydende, da billederne får lov at tale for sig selv på en stilfærdig og underspillet måde, der aldrig overrumples af fjollerier og seriøse temaer.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Trip to Italy[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Michael Winterbottom[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er dog en skam, at gentagede klichéer i Brydons og Coogans familieforhold i visse tilfælde gør, at man bliver opmærksom på det konstruerede narrativ og ryger ud af illusionen om realisme.Desværre for det mindre belæste og besete publikum, er der mange pointer og jokes, der går tabt i mangel på forståelse. For det bliver først rigtig sjovt, når genkendelsesfaktoren bliver vakt. Det er nemlig her det ses, hvordan den britiske komik tager afstand fra den amerikanske slapstick. Den er sjov på et intellektuelt plan. Der grines ikke bare, fordi der er nogle, der laver ’pranks’ med hinanden, men fordi der rent faktisk skabes resonans hos beskueren. Derfor kan The Trip to Italy på mange måde ses som en antitese til amerikanske komediefilm, og det er egentlig ret forfriskende – hvis man altså forstår referencerne.
I The Trip to Italy formår Winterbottom endnu engang at danne rammerne for en rejse, der rummer meget mere end mad og flotte omgivelser. De to hovedroller leverer i denne forbindelse en suveræn præstation, der både fortjener latter og eftertænksomhed.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer