Af Claus Nygaard Petersen
Der var 3 film, som undertegnede havde set ekstra meget frem til i år. Alle inden for den samme genre, men af vidt forskellige årsager havde de fået tilsnusket sig min absolutte opmærksomhed.
Den ene, som får mindst spalteplads i dette ydmyge skriv, var David Gordon Greens fremragende Halloween, og så Luca Guadagninos suverænt bedste film i år, Suspiria. Førstnævnte genfandt det onde mekaniske bæst Michael Myers og satte ham ind i en post #metoo kontekst, og efter at have lavet en turist-pamflet tidligere på året, viste den italienske troldmand præcis, hvordan man udnytter fysikalitet på film på ypperligste vis.
Det bli’r i familien
Men den film, som uden tvivl skal kåres som, ikke alene årets horrorfilm, men også en af årets bedste film overhovedet, er Ari Asters foruroligende mesterværk Hereditary.
Historien om, hvordan et dødsfald sender en familie ud i et gruopvækkende mareridt, får de allermindste hår i nakken til at rejse sig, og det gibber lidt i alle, der har set filmen, så snart de hører en bestemt lyd, som for evigt nu er blevet synonym med skræk.
Det, der hæver filmen over de andre, er den mageløse præstation fra hovedrolleindehaver Toni Collette, der her får mulighed for at udfolde talentet på ypperste vis. Det strækker sig fra efterladt, der skal komme sig over et dødsfald i familien, og til at være ude og balancere på randen af vanvid, stirrende ned i afgrundens mørke… muligvis omfavnende den galskab, der kigger tilbage derfra.
Rygterne omkring en mulig nominering til Collette i bedst birolle (tænk Jamie Foxx i Collateral (2004)) vil ikke dø, og med akademiets genfundne kærlighed til filmmediets mest kreative legeplads, er det bestemt ikke utænkeligt, at hun ender blandt de endelige fem navne i den kategori til uddelingen d. 25. februar.
Asiatisk fristelse
Netflix fortsatte deres stræben efter totalt verdensherredømme ved at smide en efterhånden usømmelig mængde af “originale” film ud til deres brugere. Kvaliteten har mildest talt været svingende; for hver Annihilation har man også skulle trækkes med gudsjammerlige makværker som The Outsider (hvem end der fandt på, at en yakuza-film med Jared Leto i hovedrollen var en god ide, har fået reserveret en helt speciel cirkel i Helvede, som selv Dante og Virgil ikke nåede frem til).
Når deres indkøber rammer rigtig, så er der til gengæld tale om virkelig høj kvalitet. I dette tilfælde er der tale om intet mindre end årets actionfilm (og jo, at se Tom Cruise prøve at slå sig selv ihjel i de vildeste stunts i Mission: Impossible – Falllout var fedt, men det er er en anden snak).
The Night Comes for Us, fra Indonesien og ledt an af det nyeste sparke-røv ikon og silat-guruen, Iko Uwais, samt resten af castet fra The Raid-filmene, plus alle andre actionbrag fra det land de sidste par år, er spækket fra ende til anden med skududvekslinger, kampscener og knoglebrud, så englene synger.
En typisk gangsterhistorie om nogen, der vil ud af livet, mens livet ikke vil opgive ham, ryger op i stratosfærisk niveau på grund af scener, som f.eks. den, hvor hovedpersonen Ito (Joe Taslim) skal kæmpe mod sin tidligere bedste ven, nu fjende Arian (Uwais) i den absolut bedste kampscene fra 2018. Næver, knæ og vanvittige spark udveksles i en symfoni af øretæver, så man efter filmens slutning sidder åndeløs tilbage og med kæmpestore øjne – du troede, du kendte action. Det gør du først efter The Night Comes for Us.
Benbrækkende koreografi
Apropos minutiøse stunts udført til UG, så er det tid til at vende tilbage til Suspiria.
Ganske som i originalen spiller dans en stor rolle. Hovedrolleindehaver Dakota Johnson trænede i 3 år til rollen som Susie Bannon, og det ses tydeligt i scenen, hvor hun skal fremføre en koreografi for danselærerinden madamme Blanc (Tilda Swinton).
I et andet lokale er en anden elev Olga (Elena Fokina) fanget og i præcis takt til Susies dans, bliver hun tævet af en usynlig kraft. Udover den mesterlige klippen frem og tilbage mellem de to, så udmærker scenen sig ved at være lavet uden CGI. Det lyder måske ikke af så meget, men når først man ser, hvilke sindssyge positioner Fokinas krop vrider sig ud i, så kan man ikke andet end at overgive sig.
Med hypermobilitet(eller ekstrem fleksibilitet) og proteser er det lykkedes Guadagnino af legemliggøre en dance macabre, som kommer til at gå over i filmhistorien. Lige dele frastødende og dragende sørger han for, at ligegyldigt om man hader hans version af Suspiria eller ej, så glemmer man i hvert fald ikke den scene.
Dette var blot et udpluk af den myriade af vidunderlige film eller tv-serier, som desværre er fløjet under radaren hos alt for mange mennesker. Det er selvsagt noget nært umuligt at se alt, hvad der bliver sendt i biografen, i TV eller på streaming. Men man bør aldrig være bange for at prøve forskellige ting af – også det, der ligger i en genre, som man ikke umiddelbart er fan af. Hellere se en halvdårlig film end at gå glip af den lille perle, som ingen andre har opdaget. Kun ved at opdage dem og fortælle andre om dem, sikrer vi, at kvalitet og mod belønnes efter fortjenesten.
Så gør verdenen en tjeneste: kanaliser al den spildtid, du alligevel bruger på diverse SoMe gejl, og se en film eller et afsnit af en tv-serie. Intet du gør i det virtuelle “se mig” univers er alligevel relevant eller banebrydende, du er blot en i flokken. Opdag i stedet for den lille guldklump, som ingen endnu har set, og fortæl alle om den – det gør verdenen til et bedre sted og, ikke mindst, sikrer at kvalitet og mod belønnes efter fortjeneste.
Kommentarer