Af Jonas Bang
Transnistrien er et land, du måske ikke har hørt om, og det med god grund. Engang var det en lille sovjetisk satellitstat, men i dag er det det eneste land i regionen, der til dels stadig sværger troskab mod det hedengangne kommunistiske styre. Dér, klemt mellem Ukraine og Moldova, ligger Transnistrien – et land med knap en halv million indbyggere, der af det internationale samfund ikke er anerkendt som en stat.
På trods af det, er dets indbyggere selvfølgelig lige så ægte som ethvert andet sted i verden. Midt mellem alle ruinerne og det brogede landskab, der står som det eneste levn af en længst svunden koldkrigs-tid, er ungdommen urolig. Hvad skal der blive af én når man er rigtig voksen? Kan man rejse til et andet land, og dermed en bedre fremtid? Og hvordan kan man blive kærester med hende pigen, der også er eftertragtet af de andre drenge?
Dén ungdom har svenske Anna Eborn lavet en dokumentarfilm om. Fuldstændig blottet for politiske intriger og komplikationer følger vi den unge og naive Tanya i et atypisk coming of age-drama. Her driver hun omkring med sine jævnaldrende drengevenner og sammen prøver de at få tiden til at gå. Alt imens raser drengenes kamp om hendes kærlighed. De bader, ryger, drikker og slentrer omkring i det postsovjetiske ødeland, og på en måde virker det hele underligt familiært. Det er som mindet om de lange sommerferier, man havde som barn, der i et nostalgisk lys fremstår bekymringsløse, men som i virkeligheden var fulde af naivitet, usikkerhed og frygt.
Midt i alt den umiddelbare barnlige uskyldighed gemmer der sig derfor også en dyster side, og filmen berører undervejs emner som død, psykisk sygdom, jalousi og depression. I farvemættet og nostalgisk billedæstetik præsenteres vi for skiftevis statiske og urolige billeder, der understreger den smukke og poetiske fortælling om en virkelighed, der er fjern, men alligevel så tæt på.
Som en feberdrøm om en svunden tid bringer Transnistra minder tilbage fra den svære tidlige ungdom og alle de problemer, den medførte. Det understreges på poetisk vis i knitrende 16mm filmoptagelser og at den foregår et sted, man knap forstår, men alligevel virker velkendt – forstærker mindet om ens egen tidlige ungdom. Kombinationen mellem det velkendte og det ukendte er uventet dragende, og derfor forelsker man sig nemt i filmen og dens charmerende, frygtløse og aldeles elskelige persongalleri.
Man skal se langt efter en skarp dramaturgisk bue, og hvor er det dog befriende for en gangs skyld at være løsrevet fra den herskende norm om konstant og fordummende at underholde sit publikum for enhver pris. I stedet respekterer Transnistra sit publikums intellektuelle evner og lader i stedet dem om at sammenstykke de kausale sammenhænge, der optræder. Derfor er filmen i sig selv hverken melankolsk eller nostalgisk – det er i dens subtile og observerende stil, at den vækker følelser.
Jeg synes, at du skal lade sig henkaste til Transnistras poetiske og rørende øjebliksbillede af en ungdom fra et glemt hjørne af verden – og måske kommer den endda til at minde dig om dig selv?
Kommentarer