[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Cecilie Egholm Tonnesen[/vc_column_text][vc_column_text]Eskil Vogt debuterer med spillefilmen Blind, som vandt manuskriptprisen ved Sundance-festivalen samt hovedprisen ved CPH PIX i foråret. Det er Eskil Vogts første spillefilm, men han er langtfra en ukendt figur i filmlandskabet. Sammen med sin ven, instruktøren Joachim Trier, har han været medforfatter på de anmelderroste film Reprise (2006) og Oslo, 31. august (2011). I forbindelse med filmens danske premiere har Ordet taget en snak med den talentfulde nordmand.
Et sanseligt projekt
Ifølge Vogt har hans erfaring som manuskriptforfatter været en fordel, da han skulle lave Blind. ”Det bliver en bedre film, hvis der er et tæt samarbejde mellem instruktion og manus. Hvis den afstand bliver for stor, er der chancer for at instruktionen bliver for intuitiv, dette mener jeg er en fejl. Skriver man manus selv eller arbejder tæt sammen med instruktøren, tror jeg, der er en større chance for, at det bliver godt. Jeg kan ikke tage hvilket som helst manus og gøre det til en god film, manus kommer fra mig selv, og det gør, at det kan blive meget bedre”.
Vogt nøjes ikke med at lave en film om en blind, men visualiserer derimod livet som blind. Når man sætter sig i biografsædet, bliver man introduceret til et sort lærred, hvor en kvindelig voice-over etablerer fortællingens udgangspunkt: ”Jeg ser fortsat i drømme, jeg vågner, og da tager det ofte nogle sekunder, før jeg husker, jeg ikke kan se”. Den kvindelige voice-over tilhører den smukke Ingrid (Ellen Dorrit Petersen), der for nyligt har mistet synet. Det er ikke kun synet, hun har mistet, men kontrollen over sit liv. Derfor søger hun tilflugt i sin lejlighed, hvor hun bor med sin omsorgsfulde mand Morten (Henrik Rafaelsen). Tilskueren har kun adgang til fortællingen igennem Ingrids tanker, hvor fantasien og virkeligheden ifølge Vogt ofte smelter sammen.
”I og med der er så mange idéer og så mange visuelle koncepter, så var der også meget, der kunne gå galt. Det er ikke ligesom lange film med en enkel historie, hvor man kan skrive en fortælling og derefter filme det. Det kunne jeg ikke med denne film. Jeg skulle hele tiden være opmærksom på blikket. Hun forandrer tingene i fortællingen hele tiden uden, at man kan se det på hende. Tilskueren er aldrig helt sikker på, hvad der er hendes fantasi, og hvad der er virkelighed. Det har været meget kompliceret at lave, men det er også det, der har gjort det spændende. Jeg følte, at alle der arbejdede på filmen fik ekstra energi ved at lave noget andet. Man blev simpelthen nødt til at lægge ekstra arbejde i det.”
Gængse menneskelige problematikker
Blind handler om meget andet end at være blind. Afmagt, ensomhed og menneskets indre tanker er temaer, der interesserer Vogt: ”Det handler ikke bare om blinde. Det handler om det indre liv, vi alle har. Vi har alle underliggende tanker, seksuelle fantasier, skam og humor. Vi kan være banale, dumme og intelligente. Det er følelser, der bobler inde i os, som er en blanding af selvsikkerhed og usikkerhed. Disse følelser kan man ikke altid se på mennesker. Et menneske, som sidder meget for sig selv, kan udadtil se ud som om, at de lever et meget kedeligt liv. Den samme person kan have et helt fantastisk indre liv. Hvor den som har et vældigt spændende liv set udefra – lever meget, fester meget, laver cliff jumping – kan være ganske tom indeni. Man ved aldrig, hvordan et menneskes indre liv opleves, og det er en del af tematikken i min film”.
Banal hverdagshumor i en alvorlig fortælling
Filmen er i sit grundudtryk meget seriøs og alvorlig, men dette har dog ikke afholdt Eskil Vogt fra at blande banal hverdagshumor og slapstick-jokes ind i fortællingen. Såsom når Ingrid lader sin opdigtede blinde rivalinde troppe op til mandens firmafest i dullekjole, og make-up som hendes 10-årige datter har lagt. Humoren har været et helt bevidst valg fra instruktørens side.
”Jeg en person, som synes det passer med en joke selv i de alvorlige situationer. Det har jeg et indtryk af, at der er mange mennesker, der synes. Selv i de mest deprimerende øjeblikke kan humor løfte et menneske op. Det var noget, vi arbejdede med i Oslo, 31. august. Anders (hovedpersonen) er meget deprimeret, men i selskab med venner kan han for en stund blive løftet op, for derefter at synke tilbage i mørket igen. Dette er en meget menneskelig ting. Når jeg arbejder med film er det vigtigt for mig at vise et virkeligt menneske. En karakter, der går rundt i hver eneste scene og aldrig smiler, er utroværdigt, fordi sådan er mennesker ikke. Jeg tænkte, at når min film skulle handle om et menneskes indre liv, så skulle der også være plads til den banale humor. Denne har vi alle. Mine film skal også være et udtryk for mit temperament og personlighed. Art house film føler jeg oftest spiller på en positur om, at nu er det alvor, og nu skal vi være seriøse hele tiden. Det bliver oftest lidt kunstigt”.
Trækker tråde til Triers film
Eskil Vogt er som tidligere nævnt manuskriptforfatter på Joachim Triers Reprise og Oslo, 31. august, og i Blind arbejder Eskil Vogt videre med nogle af de samme tematikker. ”Selvom det er Joachim, der har instrueret dem, føler jeg også, at det er mine film. Der er nogle udgangspunkter, hvor jeg mener, at Blind minder mere om Reprise, da Oslo, 31. august er en meget realistisk film, og her var det vigtig, det ikke virkede kunstigt. Ambitionen med Blind var, at jeg skulle springe denne ramme. Det var fantasien, som var drivende. I forhold til tematikken omkring ensomheden og sanseligheden i filmen, der minder Blind meget om Oslo, 31. august”. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer