Af Bella Juncker

Lige som man troede Woody (Tom Hanks) var ude, så hiver de ham ind igen. Selvom franchisen af talende legetøj umiddelbart virkede til at have nået sin ende, da den kække plyssherif løsrev sig banden i Toy Story 4 (2019), er det tydeligt, at der stadig er masser af eventyr at udforske med de revolutionerende animationsfilm. For fantasien har ingen ende. Det er til stor fornøjelse at det endnu engang er den Oscar-vindende forfatter og instruktør, Andrew Stanton (forfatteren bag alle Toy Story-filmene), der står bag roret ved dette nyeste skud på stammen. Denne gang i selskab med medforfatter og- instruktør, Mckenna Harris.

Toy Story 5 er dog ikke længere Woodys film. Med en nærmest dystopisk præmis, hvor legetøjets tid er forbi, må det gamle legetøj nu lære at takle en verden, hvor leg gradvist forsvinder, som teknologi infiltrerer børns liv. Da 8-årige Bonnie (Scarlett Spears) får sin første Lilypad efter at opleve problemer med at få venner, har Jessie (Joan Cusack) og hele det gamle slæng svært ved at acceptere en verden, hvor legetøj ikke længere former børns liv. I strid med den supersmarte Lily (Greta Lee), sætter Jessie sig for at finde en rigtig ven til Bonnie.

Filmens plot er forholdsvis nemt at købe ind på, og sympatisere med, fordi det lægger sig så tæt op af virkeligheden. Imens det er et kæmpe nostalgitrip at blive kastet ind i verdenen af levende legetøj igen, er der også massere af nyt og godt at hente i filmen, der hylder barndommen og venskabet.

Lilypad, der er den åbenlyse skurk, fordi den tager autonomien og kreativiteten fra Bonnie, er nok i virkeligheden bare et misforstået stykke moderne legetøj, som må lære at leve i samhørighed med det gamle legetøj, fordi de to lejre i sidste ende forsøger at tjene det samme formål; nemlig hvad der er bedst for Bonnie. Selvom det er et klichépræget udgangspunkt, at den gamle garde gennem accept må lære at samarbejde med det nye (og omvendt), føles det ikke plat eller redudant i den her film. Tværtimod.

Animationsstilen er ikke længere revolutionerende, men den er stadig ligeså farverig og fantasifuld, som da Woody, Buzz (Tim Allen) og Jessie mødte hinanden for første gang tilbage i 1995. Fulde af farver og hjertevarm humor tager filmen os med ind i Bonnies verden af leg i små, sjove sekvenser, som en ode til det indre barn, der gemmer sig inde i os alle. Selvom det ikke er en bagoverblæsende film, er det alligevel en herlig oplevelse, der får verden udenfor til at virke lidt længere væk.

Indimellem hviler filmen på nogle lidt for letkøbte løsninger, der blandt andet indkluderer den kolossale hær af high-tech Buzz Lightyears, der kun tjener det ene formål at drive plottet fremad, når det stagnerer lidt. Underholdningsværdien fejler dog stadig intet, og filmen slipper for meste fint afsted med de fleste af sine billige løsninger, for dens charmerende og medrivende historie er let at hengive sig til.

Verden er (stadig) fuld af leg, som de nu fem Toy Story-film demonstrerer så livligt. Toy Story 5 er intet mindre end en skøn film, og formår virkelig fint at balancere arven fra sine forgængere med et tidsligt og relevant twist. Det er en film for både de store og for de små. For dem der er vokset op med de her ikoniske legetøj, og for dem der først nu lærer dem at kende. Præmissen med det levende og talende legetøj bliver aldrig for gammel. Også selvom man selv er blevet voksen.