Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har solgt min sjæl til Disney på grund af deres Marvel Cinematic Universe. Dog er der også nogle få ting, som jeg må indrømme, jeg ikke forstår.
Toy Story 4 er en af disse ting. Efter Toy Story 3 (2010) blev hele legetøjgruppens historie rundet flot af, da pigen Bonnie overtog Woody, Buzz og alle de andre fra Andy. I stedet for at lade denne søde afslutning være det endelige kapitel i en ellers så fin historie, så vælger Disney nu at skabe en fjerde historie i rækken. For de bare ikke kan lade en pengemaskine ligge.
I denne film følger vi Bonnie (Madeleine McGraw), som skal til at starte i nulte klasse. I klassen skaber Bonnie et nyt stykke legetøj, Forky (Tony Hale), som hun tager med hjem. Efter første skoledag skal Bonnie og hendes forældre pludselig på roadtrip gennem USA i en campingvogn, og så tager legetøjet med på turen. Desværre bliver Forky og Woody (Tom Hanks) væk på en vej midt i skoven, og så går deres mission på at finde tilbage til Bonnie, som ikke kan undvære Forky.
I princippet er Toy Story 4 en okay historie. Den er underholdende, og den har da også nogle gode spørgsmål at præsentere for såvel det voksne som det yngre publikum, såsom hvilken plads man optager i verdenen, hvad det betyder at være levende, og så videre. Problemet er bare, at hele filmens udspil føles som et af de 20-minutter lange afsnit, der kørte på Disney Channel for mange, mange år siden.
Ingen af de nye karakterer – Bunny (Jordan Peele), Ducky (Keegan-Michael Key), Gabby Gabby (Christina Hendricks), eller Forky – formår at give et nyt pust til filmens rytme. Ja, alle de klassiske legetøj er også med, men det er overfladisk og kedeligt. Relationen mellem Woody og Forky føles unaturlig, og den romantiske stemning mellem Woody og Bo Peep (Annie Potts) fik mig til at sidde og tænke: “Hvis jeg skal se to stykker legetøj kysse, så kaster jeg op.”
Der kommer også nogle enkelte guldkorn, der lige umiddelbart kan redde filmen fra at være en komplet og aldeles ligegyldig fortsættelse. Keanu Reeves lægger stemme til canadiske Duke Caboom, og den absurde karakter gør sig bemærket i en ørken af ligegyldighed. Det samme gælder Gabby Gabbys Bensons – en slags super creepy gruppe af bugtalerdukker, der agerer som håndlangere.
Men så går den heller ikke længere. I princippet kan det jo være lige meget, hvad jeg synes om filmen. Den har allerede været i biograferne i resten af verden i over to måneder og har indtjent over $1 milliard, hvilket placerer den som den 42. bedst sælgende film nogensinde. Så derfor er der måske noget om, at Disney kan finde ud af at fortælle historier. Jeg vil bare gerne snart se noget nyt i stedet for de samme historier igen og igen og igen.
Kommentarer