Af Morten Kildebæk
”Du taler om din krop, som var den en fremmed,” siger instruktør Adina Pintilie halvt inde i Touch Me Not til en af sine hovedrolleindehavere, Laura Benson. Det har de begge i sinde at ændre på.
Årets vinder af Guldbjørnen i Berlin er nemlig intet ringere end et studie i menneskers forhold til krop, intimitet og sex. I et miks af dokumentarisme og fiktion følger filmen Laura og Tómas, mens de lærer sig selv og hinanden at kende. Den rumænske instruktøren træder også selv frem foran kameraet for at udforske sine usikre sider i opstillede interviews.
Laura, hvis nøgne krop pryder filmens plakat, vil gerne lære at ”give slip” og turde at modtage andres berøring. På lignende vis beskriver Tómas, hvordan han har opdaget, at et ”skjold” holder på noget inde i ham, der ikke kan slippe ud. Hvordan kommer man så dette udefinerbare, indespærrede væsen til livs? Det er de medvirkende ikke helt sikre på, men de forsøger sig med forskellige slags terapeutiske samtaler og ritualer.
Laura får blandt andet besøg af en bebrillet mand med fuldskæg, der er en slags berøringsterapeut. I hvert fald skal han fremprovokere en indre energi fra sin klient ved at bruge fysisk, maskulin kontakt. Hans knyttede hånd slår hende langsomt og rytmisk i brystet. ”Whraa!” råber hun. ”Der er en god energi i dit ’whraa’,” opmuntrer han.
Tómas møder gennem nogle mere nænsomme terapisessioner Christian, som lærer ham ikke at være bange for at elske sig selv og andre. Christian lider selv af muskelsvind, men er faktisk filmens mest afklarede, selvsikre og indsigtsfulde individ, der samtidig ikke er bange for at dele sit seksuelle liv med omverden.
Imens kigger vi på. Adina Pintilie gør det hele tiden klart, at hovedpersonerne ikke er alene. Flere gange ser vi de store kameraer blive stillet op af filmholdet, ligesom instruktørens eget ansigt toner frem for de medvirkende på en monitorskærm. En enkelt gang vender en person sig endda mod kameraet og adresserer os, det betragtende publikum: ”Det ser ud til, at vi har et publikum,” siger Christians kone Grit efter at have kysset ham.
Dette filmeksperiment vil gerne provokere sin beskuer. Helt bevidst kastes intimiteten op i ansigtet på os. Der er skruet op for de naturligt lave lyde, så åndedræt presser sig insisterende på, og filmens åbningsskud er sågar en slap penis i nærbillede. De fleste vil derfor nok finde nogle af filmens sekvenser ukomfortable, og det var også tilfældet for undertegnede, der endda oplevede en form for voyeuristisk skamfuldhed, da filmen bevægede sig ind i en BDSM-klub i fuld vigør.
Undervejs kunne jeg sagtens værdsætte filmens hyldest til de uperfekte og ingenlunde mindre seksuelle kroppe. Både Christian og transkvinden Hannah, der sprang ud som 50-årig, er helt igennem inspirerende personer, som kunne have haft hver sin solofilm.
Men hvad jeg ellers fik ud af Touch Me Not, er jeg ikke helt sikker på. For de fleste terapiseancer, specielt den tidligere nævnte ’whraa!’-scene, efterlod mig kold og uforstående. Jeg lod mig ikke just inspirere. Faktisk syntes jeg mest af alt, at berøringsterapeuten var lummerubehagelig og usympatisk.
De medvirkende har øjensynligt fået stort udbytte af Adina Pintilies eksperiment – og de kan ikke være de eneste, nu hvor filmen blev tildelt Berlinalens hovedpris. Men selv fik jeg kun sjældent fornemmelsen af at blive lukket ind. Flere steder føltes det snarere lidt som at høre en anden person berette om en drøm, man ikke selv har været en del af: mere spændende for fortælleren end for tilhøreren.
Kommentarer