[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Cecilie Grivne Høier[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Året er 1720. Novemberskoven er tynget af grå skyer. På den mudrede skovslette står den svenske oberst von Holstein, oberstløjtnanten von Münchhausen og kammertjeneren Kold. For deres fødder ligger Peter Wessel Tordenskjold, den berømte dansk-norske søhelt, udbredt på sin kappe. Død i en alder af 30 år.
Få minutter før indledte han en duel med von Holstein med blot en kort pyntekårde mod svenskerens solide rytterkårde. Det var Tordenskjold selv, der havde valgt at duellere med kårde, på trods af, at han var med skydevåben. Måske for at give den nærsynede von Holstein en fair chance – eller måske bare i overmod? Og efter et enkelt stik, direkte til brystkassen, var det hele overstået.
Von Münchhausen sukker let og vender sig mod Kold – Tordenskjolds nu forhenværende tjener, der havde fulgt ham gennem tykt og tyndt frem til dette skæbnesvangre øjeblik. ”Var det sådan, du havde forestillet dig det, Kold?”
Sådan indledes Tordenskjold & Kold, den nye danske film om det velkendte ansigt på tændstikæskerne. Den Store Nordiske Krig mod Sverige er netop slut. Under krigen opnåede den unge Peter Wessel stor berømmelse, efter han i Dynekilen tilintetgjorde en svensk transportflåde, mens hans egen besætning stod i stærkt mindretal, og fik efterfølgende titlen viceadmiral og adelsnavnet Tordenskjold. Men hvad gør en krigshelt uden en krig?
Det er denne rod- og rastløse unge Tordenskjold (Jakob Oftebro), vi møder. Han slænger sig i kvinder og alkohol, mens han gang på gang fortæller den samme historie om Dynekilen foran fascinerede flokke af pudrede adelsfolk. Den eneste, som egentlig ser det sande ansigt bag titlen, er hans kammertjener Kold (Martin Buch), der hæderligt forsøger at forhindre, at hans ven og herre går moralsk til grunde. Løsningen? Ægteskab, naturligvis. Makkerparret rejser derfor af sted mod Tyskland, for at møde den unge frøken Norris, som med garanti vil kunne slå koldt vand i blodet på ungersvenden.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Tordenskjold & Kold[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Henrik Ruben Genz[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen bliver opbygget rundt om mysteriet om Tordenskjolds tidlige død. Der er da også skrevet meget om emnet; blev den unge søhelt forrådt? Hvorfor vælge kårder frem for pistoler? Lå der i virkeligheden en helt anden sandhed bag legenden? Og det er skam også et smart og spændende træk fra instruktør Henrik Ruben Genz, for det bliver den narrative drivkraft i filmen. På den ene side forsøger filmen at fortælle en reel historie om en historisk karakter, om depression, og en ung mands tragiske forsøg på at finde sig selv i en verden, der pludselig er fremmed for ham.
Desværre bliver det bare på den anden side overdøvet af lidt for meget rock and roll. Lige fra starten bliver Tordenskjold præsenteret som en rockstjerne, komplet med turné, groupies og guitarsoloer i underlægningsmusikken. Det komiske element forsøges at videre gøres forståeligt for os nutidige medkiggere i Tordenskjolds visitter hos den satirisk fremstillede psykolog, en Dr. Mabuse (David Dencik) – et navn pænt lånt fra Fritz Langs hypnoseskurk fra 30erne – der helst vil tale om Tordenskjolds mor.
Der er en tydelig inspiration at hente i Sofia Coppolas Marie Antoinette (2006), der på samme måde dyppede den historiske virkelighed i rock’n’roll-glitter. Idéen er da også reel nok, men i praksis fungerer det bare ikke i Tordenskjold & Kold. Den konstante påpegning af, at Tordenskjold helt bestemt var en ægte rockstjerne, hamres yderligere hjem af det moderne sprogbrug, med både fuck og shit brugt rundhåndet. Lidt for rundhåndet. Det ene øjeblik tales der velartikuleret rigsdansk, og det næste ytres sætninger, man nemt kunne høre på Gothersgade en gennemsnitlig fredag aften. Det giver et uheldigt små-skizofrent element til filmen, og efterlader publikum usikker på præcist hvilken film, de er inde at se.
Filmen virker simpelthen splittet; den formår aldrig at forene sin moderne komediedel med den mere modne, historiske dramadel. Der hoppes lidt skødesløst mellem rock og kammermusik, mellem slang og historisk korrekte formuleringer, og filmen får aldrig en fast defineret identitet. Skal man fokusere på en satirisk præget drengerøvskomedie eller på et historisk drama om Tordenskjold som menneske? Det lykkes ikke at få begge dele til at gå op i en højere enhed.
Desværre, må man sige, for Tordenskjold & Kold er en smukt produceret film. Der er kælet for detaljerne hvad angår kulisse og kostume, og man får da også enkelte scener, hvor komedie og drama formår at samarbejde, hvor man virkelig fornemmer, hvad filmen kunne have udrettet, hvis alle 98 minutter havde været lige velbalancerede.
I stedet for at nå helt i mål falder Tordenskjold & Kold lidt ubeslutsomt tilbage på halvvejen, med et højt ambitionsniveau, der bare aldrig helt bliver nået.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer