Af Christine Roederer
Du har sikkert nogenlunde styr på de fem bedst sælgende film nogensinde. Vi har Avengers: Endgame (2019) som den første, derefter Avatar (2009), Titanic (1997), Star Wars: Episode VII – The Force Awakens (2015) og Avengers: Infinity War (2018) i rækkefølge. Allerede dér kan vi se, at Disney er en af de store indtjenere, men betyder tallene egentlig? Hvad kan vi lære af de forskellige placeringer, som de 100 bedst sælgende film har på verdensplan?
FRANCHISE BOOM’ET
Af de 100 bedst sælgende film nogensinde har vi en del franchise-film. Jeg har, i denne analyse, kaldt alle film, der har mindst to film i samme univers, men også remakes og kommende film, en franchise. Det betyder, at The Lion King (1994) og The Lion King (2019) gælder som en franchise i, selvom den ene egentlig ikke er efterfulgt af den anden. Her gælder både Avatar (2009) og Venom (2018) som franchises, da officielt planlagte efterfølgere er på vej. Derimod betragter jeg ikke Joker (2019) som en franchise, da der endnu ikke er planlagt netop on efterfølger.
Hvis jeg nu bad dig om at overveje, hvor mange film på denne top 100 der faktisk IKKE er en del af en franchise, hvor mange ville du så sige? Halvdelen? En fjerdedel? Hold fast i dit eget bud inden du læser videre, for jeg er sikker på, at realiteten vil overraske dig.
Det er nemlig kun ni ud af de 100 film, som ikke er en del af en franchise:
- Titanic (1997)
- Joker (2019)
- Zootopia (2016)
- Bohemian Rhapsody (2018)
- Inside Out (2015)
- Inception (2010)
- Coco (2017)
- E.T.: The Extra-Terrestrial (1982)
- 2012 (2009)
Ud af disse ni film er der ikke mange, der er baseret på originale manuskripter – altså, som overhovedet ikke bygger på noget, vi har set før. Joker er jo baseret på tegneserier, Bohemian Rhapsody er en biografisk film og Titanic er baseret på virkelige hændelser. Det efterlader kun seks film med originalt indhold, hvoraf tre er Disney-film. Igen ser vi her, at Disney fremtræder som en af de stærkest repræsenterede filmstudier.
Men hvad så med de andre 91 film på listen? Kan det virkelig passe, at de alle er en del af en mere eller mindre vellykket franchise?
Disneys MCU (Marvel Cinematic Universe) er den franchise, der stjæler flest pladser på listen. Hele 13 ud af de nu 24 film i franchisen, der har haft premiere, er i top 100; altså over halvdelen af MCU-filmene.
Dernæst kommer Harry Potter-franchisen (2001-) (både Harry Potter– og Fantastic Beasts-filmene) med ni film på listen. Star Wars (1977-) og Ringenes Herre (2001-2003) (også The Hobbit-trilogien (2012-2014)) har seks film på listen.
Så har vi Fast & Furious– (2001-) og Pirates of the Caribbean-franchisene (2003-2017), der hver har fire film på listen, efterfulgt af Jurassic Park (1993-), DCEU (DC Extended Universe) (2013-), Transformers (2007-), Spider-Man (2002-2007) og Despicable Me (2010-) med hver især tre film på listen.
Spider-Man ser jeg her som en franchise for sig selv, selvom karakteren nu er med i MCU – her står Tobey Maguire filmene alene som en franchise.
Med to film på listen har vi James Bond (1962-), The Dark Knight-trilogien (2005-2012), Toy Story (1995-2019), Finding Nemo (2003-2016), Shrek, Frozen (2001-2011), Ice Age (2002-2016) og X-Men (2000-2018).
Og endelig er der dem, som kun har en enkelt film på listen: Avatar (2009-2027), The Incredibles (2004-2018), Jumanji (1995-), Secret Life of Pets (2016-), Wolf Warrior (2015-2017), The Hunger Games (2012-), Venom (2018-), Twilight (2009-2012), Independence Day (1996-2016), Mission Impossible (1996-) og Indiana Jones (1981-2021).
Udover alle disse har vi også syv remakes.
Det drejer sig altså om 31 forskellige franchises på top 100. Ud af alle de film der findes i hele verden, er det kun 31 forskellige universer, der dominerer billetsalget. Det virker helt utroligt.
STUDIOS OG ÅRSTAL
Det er kun 11 filmstudier, der har produceret de 100 film, vi snakker om. Igen kommer Disney først med ikke mindre end 40 film på listen. To ud af fem film tilhører således mediegiganten.
Næste studio er Warner Bros. med sølle 16 film, efterfulgt af Universal med 11, 20th Century Fox med otte, New Line og Sony med seks hver, Paramount Pictures og DreamWorks med fire, MGM og Lionsgate med to og endelig kinesiske The H Collective med en enkelt.
Disney fremstår endnu engang som en virksomhed, der er umulig at ignorere. Hvis en enkelt kilde kan stå for så meget af det, som folk går ind og ser i biografen, hvad betyder det så for den kreative side af filmverdenen? Selvfølgelig er der stadig priser som Golden Globes og Academy Awards, der belønner film med mere vægt og mere gravitas end de megastore blockbusters , men i sidste ende så er det måske lige præcis den her top 100 over bedst sælgende film nogensinde, der fremviser, hvad der egentlig foregår bag scenerne i Hollywood.
Det er også en nyere trend, at folk går i biografen i hobetal for at se en enkelt film. Lad os kigge på hvad der sker, når man undersøger tendensen i tidens løb:
Mængden af film, der årligt klatrer op på top 100-listen, er forøget gennem årene. De er næsten alle udkommet efter årtusindeskiftet – det er kun tre film, der har haft premiere inden da: Jurassic Park (1993), Titanic og Star Wars: Episode I – The Phantom Menace (1999). Resten af de 97 film på listen er udkommet inden for de sidste 20 år.
Det får mig til at undre mig over, om folk går mere i biografen, eller om der mon er tale om en stærkere emotiv respons, når man er stillet over for en historie, man allerede kender – eller måske er spoiler-kulturen gået amok for alvor. Hvis man ønsker at se en film uden at blive spoilet, skal man se den i biografen, og man skal se den så hurtigt som muligt. Derfor kommer folk i biografen og ser den seneste MCU-film, inden de får afsløret slutningen på nettet.
Men det er nok også fordi, de har emotionel bagage med i forhold til de historier, de tager ind og ser. Der er jo en grund til, at det føles som om, at alle film der udkommer bare er fortsættelser eller reboots af tidligere film. Ghostbusters (1984) har netop fået endnu en film i kassen med biografpremiere næste år, Jurassic Park (1993-) fik lov at genopstå i 2015 med Jurassic World (2015), mens Jumanji-filmene (1995-) pludselig fik et skud testosteron med The Rocks indtræden i universet i 2017 med Jumanji: Welcome to the Jungle (2017).
Det er det med at stole på, at folk vil bruge deres penge på noget, de kender. Noget andet, noget nyt, det er for farligt. Selv tre af de film, som ikke er en del af en franchise, er Disney-film (Coco, Inside Out og Zootopia), og det efterlader endnu mindre villighed til at stole på, at folk tør lade sig forføre af originalt materiale.
HVAD SÅ NU?
De bedst sælgende film er nye film. Inden for de sidste ti år er 69 af filmene på listen udkommet. I 2017 udkom der 12 top 100 film, eller en hver måned, og siden 2015 er der udkommet en top 100 film hver anden måned.
Det er jo helt vildt at tænke på!
Selv film som umiddelbart lader til at trække folk i biografen i hobetal er ikke med på listen. Her tænker jeg på It: Chapter 2 (2019), som var en af de mest populære film i år – i hvert fald på sociale medier, i min omgangskreds og i forhold til det, der bliver fortalt om film . Burde den ikke have tjent mere, hvis man tænker på, hvor meget den har fyldt i populærkulturen?
Avengers: Endgame fik pladsen som den bedste sælgende film nogensinde i sommers, da den slog Avatar af piedestalen. Men det skete også på baggrund af, at filmen blev genudgivet i biografen med en ekstra scene eller to for at vride de sidste tusinder af dollars ud af publikum, som den skulle bruge for at slå netop Avatar. For det er kun en million dollars’ forskel, der er at finde mellem de to førende films indtjening – og jeg forestiller mig, at der nok har siddet en eller to folk på de øverste kontorer i Disney og snakket om, at filmen skulle overgå Avatar uanset hvad.
Utroligt nok har Titanic holdt sig på en tredje plads i 22 år. Jeg kommer til at sukke, når den en gang bliver slået af en Disney-produktion. Indtil videre ser ”two billion dollars”-klubben jo meget Disney-agtig ud: ud af de fem film, der har indtjent mere end to milliarder dollars, er tre af dem fra Disney.
Heldigvis kommer der altid overraskelser ind på optællingen. Jeg kan stadig huske den følelse, jeg fik i maven, da jeg så Minions (2015) klatre længere og længere op ad stigen og indsætte sig på en 20. plads. For hvad kunne de små gule monstre, som gjorde, at folk gik amok?
Jeg kan også huske, da Captain Marvel (2019) blev den første superheltefilm med en kvinde i hovedrollen, der trådte ind i den berygtede billion dollar club. Det gav mig noget at være stolt over.
Og så er der den følelse, jeg får over Lion King– og Aladdin (2019)-genindspilningerne, der alle har tjent alt for mange penge i forhold til de originale film…
Jeg håber, at film bliver ved med at overraske mig med det antal mennesker, de trækker i biografen. Jeg håber, at der kommer flere originale film, der vil indskrive sig på listen, så det ikke kun er historier, vi allerede kender, der sælger flest billetter rundt omkring i verden.
Men på en måde synes jeg også, at det er sådan en fantastisk kommentar til, hvad vi som mennesker godt kan lide. Vi elsker historier, der taler til os, og som vi kan snakke om og lære noget af. Vi elsker de samme historier, også selvom vi ikke ved, at det er de samme historier, vi ser igen og igen og igen.
Jeremy Renner har engang sagt: ”There is nothing new, from Greek mythology to Shakespeare to every romcom ever made, we’re just reimagining the same 12 story plots over and over again – so what makes people keep watching and listening? It’s all about the character.”
Og jeg vil give ham ret.
For uden film ville tilværelsen være så kedelig, at jeg ikke ved, hvad jeg ville gøre. Ja, vi har bøger. Ja, vi har myter og legender og alle de andre måder, man kan fortælle historier på. Men film kan noget særligt, fordi det bevæger en på så kort tid. Film er noget af det bedste, jeg ved.
Jeg er en rigtig blockbuster-tøs. Jeg har svært ved at gå ind og se kunstneriske film, fordi de ikke tiltaler mig. Men jeg kan se de største blockbusters igen og igen og igen og synes, at de er gode. Derfor er jeg sikkert også et godt eksempel på, hvorfor de her film tjener så mange penge, som de gør.
Kommentarer