Vi er trådt ud af et årti fyldt med film, medier og alt imellem. I den anledning tager Ordet i januar et kærligt kig på årene, der gik.
Af Gustav Stubbe Arndal
2010’erne har været en omvæltende periode for animation verden over. Håndtegnet 2D-animation er en uddøende art i vesten, hvor selv Walt Disney Animation Studios har skiftet deres produktion til CGI, som størstedelen af USA’s animationsindustri nu foretrækker. Pixar fortsatte med at være de erfarne konger af formatet, men med flere efterfølgere end originale film var det ofte op til andre selskaber at komme med originale, nytænkende værker, der skubbede mediet fremad.
På den anden side af Stillehavet er traditionel animation i live med nye digitale teknikker og gamle, respekterede mestre. Anime-verdenen mistede både mesterværksfabrikken Studio Ghibli og et af dets ikoner, Isao Takahata, men de forlod os med meget at værdsætte. De nye talenter i japansk animation er heller ikke til at undervurdere med nutidige fortællinger og enorm kreativitet.
I mellemtiden bliver det nemmere og billigere for resten af verden at producere interessant animation, og den kinesisk animationsfilm Ne Zha blev den næstbedst sælgende ikke-engelsksprogede film nogensinde, da den overvandt sit hjemland sidste år.
Hvordan fremtiden ser ud, er ikke til at sige, men her er 10 af det forgangne årtis bedste animerede værker, som viser, hvad der kan gøres med mediets uendelige potentiale. Det er mine rangerede, personlige favoritter, men jeg håber også, de samlet kan skabe et billede af animationsårtiet, der gik.
10. Kubo and the Two Strings
(Travis Knight, 2016)
Vi kan ikke tale om at holde traditionel animation i live i vores digitale tidsalder uden at snakke om Laika. Stop-motion studiet er mest kendt for børnegyseren Coraline (2009), men i 2016 udkom deres største bedrift.
Kubo and the Two Strings handler om en enøjet dreng med magiske talenter, der lever med en syg mor og et forbud mod at blive set af månens lys, og er fyldt med eventyrlighed og dybe tanker om familie, døden og de fortællinger, der holder fortiden i live og fremtiden håbefuld.
Det er en rørende, eventyrlig film om sorg, familie og historiers styrke, og har elementer af Pixar i sine mest rørende øjeblikke og Studio Ghibli i sine mest kreative. Dog formår den at udmærke sig inden for sit eget felt, for Kubo er den smukkeste, mest visuelt imponerende stop motion film nogensinde.
Fra de mindste detaljer (såsom de udtryksfulde ansigter muliggjort af 3D-printerteknologi) til de største actionsekvenser (heriblandt et formidabelt kæmpeskelet, der er den største dukke nogensinde lavet til stop motion) er der lutter mesterligt håndværk at finde.
Men selv når Kubos rejse fra sorg til accept bliver lidt uklar i erindringen, står i hvert fald én scene klar: en sværdkampsduel mellem en abe og en heks om bord på et magisk skib lavet af efterårsblade, som bliver blæst fra hinanden i det vilde stormvejr, der raser omkring dem. Man skal se det for at tro det.
9. A Silent Voice
(Naoko Yamada, 2016)
Den 18. juli 2019 satte en brandstifter ild i Kyoto Animations hovedbygning. Branden kostede 36 mennesker livet og sårede næsten lige så mange. Angrebet var en tragedie i sig selv, og det gjorde særligt ondt for de af os, der er blevet rørt af studiets tv- og filmværker, som altid stråler af kærlighed og omsorg. A Silent Voice, instrueret af den vidunderlige Naoko Yamada (som heldigvis overlevede branden) og baseret på mangaen af samme navn, er et klart eksempel på animationsholdets betydelige talenter.
Filmen handler om den døve pige Shouko, der i gymnasiet bliver genforenet med Shouya, en dreng, som mobbede hende nådesløst i folkeskolen, men nu lever med skam og selvmordstanker. Snart begynder et venskab at spire mellem dem, som forvandler sig til en forelskelse, alt imens deres fortid bliver ved med at hjemsøge dem.
Yamada har altid haft en dyb interessere i sine karakterers følelser, og hvordan de udtrykkes gennem selv de mindste bevægelser og blikke, og Shouko er med sit udtryksfulde, kærligt animerede tegnsprog utroligt velrealiseret og elskværdig. Det knuger i hjertet, når man ser hende bryde sammen under mobningens pres i folkeskolen, og det varmer hjertet ubeskriveligt, hver gang hendes ansigt lyser af uskyldig glæde.
Denne følsomme film om mobning, depression, venskab, kærlighed, og hvordan vi alle redder eller svigter hinanden på små og store måder, cementer Kyoto Animation som en af verdens animationsskatte.
8. The Night is Short, Walk on Girl
(Masaaki Yuasa, 2017)
Masaaki Yuasa er blandt de mest excentriske galninge i den japanske animationsindustri. Hans serier og film er fyldt med flydende, psykedelisk animation, karakterer med enorm personlighed og en stil, der aldrig går på kompromis. I The Night is Short, Walk On Girl har Yuasa friheden og budgettet til at bringe sine mange vilde idéer til live på imponerende vis.
Filmen er et spinoff til Yuasas ligeledes formidable tv-serie Tatami Galaxy, men udover et par genkendelige cameos betyder det mest, at showets æstetiske udtryk med omskiftelig tegnestil og drømmeagtig logik er det primære bindeled til serien. Selve historien handler om en unavngivet college-pige, som lader skæbnen tage over i en vild nat med druk og festligheder, og universitetskammeraten (kun kaldt ”Senpai” gennem filmen), der er forgabt i hende og forsøger at vinde hendes hjerte.
Han har svært ved at følge med, og det samme har vi. Night is Short tager fat om din hånd og hiver dig ud på alle de vildeste aftener i dit liv på én gang. Der er sagnomspundne cocktails, der skal opspores, bryllupper, der skal crashes og overnaturlige væsener i omvandrende huse, som skal drikkes under bordet. Hver scene er mere uventet end den forrige – fra en intens chilispisningskonkurrence med sjældne bøger på spil til en rejse ind i en teenagedrengs sexfikserede psyke – men det hele samler sig til en fejring af det udadvendte, eventyrlige liv.
Mange animationsfilm lader dig flygte ind i en fantastisk verden. Yuasa viser dig i stedet, at der kan vente dig et vildt eventyr, hvis bare du banker på de rigtige døre med et åbent sind – og et fuldt glas.
7. Isle of Dogs
(Wes Anderson, 2018)
Som tidligere nævnt, er Kubu and the Two Strings en af årtiets smukkeste stop motion film. Men Isle of Dogs har et våben, få film (animeret eller ej) kan hamle op med: den fænomenale Wes Anderson. Den særegne instruktør udøver en grad af kontrol over sine film, der giver dem en uvirkelig, legesyg kunstighed, så det er ikke nogen overraskelse, at han føler sig hjemme i animation. I denne opfølger til hans første stop motion film, Fantastic Mr. Fox (2009), slår han sig for alvor løs med visuel flair.
Alle elementer af filmens produktion, fra baggrund til forgrund, er tydeligvis skabt af et passioneret filmhold. Man kan se hvert grumsede hundehår blafre i vinden, når kameraet er tæt på, eller lade sig charmere af skønne, symmetriske dioramaer, når filmens fantastiske landskaber vises frem. I én scene ser vi en fisk blive tilberedt og nøjsomt forvandlet til sushi, og detaljeniveauet vidner om en filmskaber, der værdsætter godt håndværk.
Isle of Dogs er samtidig blandt Andersons mest politiske og dystre værker. Størstedelen af filmen foregår på en enorm ø i Japan lavet af skrald, hvor de ekstremt hunde-hadende folk fra Megasaki City har udvist alle menneskets bedste venner. Det er Mad Max gennem en børnefilmsprisme, og der ligger en sørgmodighed i de grå landskaber, de loppebefængte hunde og de veludvalgte stemmer. Særligt Bryan Cranston bringer stor vægt til den bistre strejfer Rex, som danner filmens hjerte.
Men hvad Isle of Dogs også giver er håb og menneskelighed. Det er en filmisk fabel om, ikke bare hvordan vores frygt for det ukendte kan gøre os til monstre, men hvordan vores tapperhed og kærlighed kan redde os fra det. Selv når hele verden er en losseplads, finder Wes Anderson skønheden i midten af det hele.
6. Liz and the Blue Bird
(Naoko Yamada, 2018)
Når man animerer, skal man nøje vælge, hvilke detaljer, der skal inkluderes i en karakter, hvor mange farver det kræver at tegne en trøje, hvilke bevægelser, man viser, og hvilke man undlader. At animere noget er at sige, hvad der er vigtigt eller essentielt. For Naoko Yamada er menneskets kropssprog det vigtigste at fange – hun finder essensen af sine karakterer i måden, de går ved siden af hinanden på, eller hvordan de sidder på en stol.
Liz and the Blue Bird er et spin-off til high school big band-dramaet Hibike! Euphonium, og fokuserer på to af seriens bipersoner: den generte, talentfulde Mizore og hendes bedste veninde Nozomi. Men selv hvis man intet ved om serien, de kommer fra, ved man alt, man behøver, efter åbningsscenen, der med blot en melodi og pigernes blikke og bevægelser udtrykker deres venskab og indre liv.
Filmen er bygget op om en symfoni, skolebandet øver sig på, imens vores hovedpersoner overvejer deres fremtid efter gymnasiet og deres forhold til hinanden. Det siger sig selv, at lyden bliver filmens centrum, men ikke blot på grund af den udsøgte, følsomme musik i og uden for øvelokalet. Hænder, som knuger hinanden, fodtrin ned ad tomme gange og stole, der rykkes en anelse, bliver fanget med et fokus på lige med karakteranimation, der er så rigt med detaljer, at det er svært at begribe.
Vi sidder ved siden af de to piger, hører luften blæse ud af deres instrumenter og ser gennem deres blikke en verden af følelser og beslutninger, som føles vigtigere end noget andet. Hver bevægelse, hvert sekunds tøven, hver stilhed og hver lyd er et ekko af en essens, som Yamada på mirakuløs vis indfanger.
5. The LEGO Movie
(Phil Lord & Chris Miller, 2016)
Phil Lord og Chris Miller er mestrene i at lave gode film ud af knap så gode idéer, og The LEGO Movie er det absolut bedste eksempel. Hvor skal man overhovedet begynde, når man laver en film om et legetøj, som er synonym med et kæmpefirma, der har licensaftaler med mange andre franchises?
Lord og Miller begynder ved at finde konflikten i LEGO-brandet: mellem at følge instruktionerne og at bygge frit. I filmens univers står kampen mellem Lord Business, som ønsker at kontrollere alle aspekter af LEGO-multiverset (Metropolen, Det Vilde Vesten, DC-superhelte og utallige andre), og modstandsbevægelsen, der består af ”mesterbyggere” med evnen til at omforme deres omgivelser og rejse mellem filmens verdener.
The LEGO Movie er klart mere på de frie sjæles side, og filmen er et vidunderligt, kontrolleret kaos af visuelle vittigheder, dialog og skøre idéer, muliggjort af blok-universets omformelige natur. Plottet er så metatekstuelt og ukonventionelt, at den bringer os helt ud af den gennemført charmerende animation i en scene, der er højst usædvanlig, men også fuldstændig passende.
Men The LEGO Movies sande genistreg er at vide, hvornår den skal ”følge instruktionerne”. Den er både en parodiering af den klassiske heltefortælling og en fejring af, hvad der giver sådanne fortællinger deres kraft. På samme måde er filmen på én gang et produkt af et kæmpefirma og en kunstnerisk vision. The LEGO Movie placerede sine skabere i en umulig situation, men de formåede alligevel at dekonstruere det hele og genopbygge noget nyt, spændende og unikt ud af delene.
4. The Wind Rises
(Hayao Miyazaki, 2013)
Den uovertrufne Hayao Miyazaki gav os kun én film i 2010’erne, og den var tiltænkt som værende hans allersidste. Hvor resten af hans værker præsenterer en fantastisk verden og et klart moralsk kompas, er The Wind Rises sat i en ægte periode fra Japans historie og fyldt med uvished og tvivl.
Hovedperson har dog, på bedste Miyazaki vis, hovedet i skyerne. Hirokoshi Jirou er en talentfuld ingeniør med en kærlighed for fly og store drømme, men han er født det forkerte sted og den forkerte tid: i optakten til Anden Verdenskrig. Det er svært at adskille Jirou fra sin skaber; Miyazakis kærlighed for himmelflugt er ikke blot veldokumenteret, men kan ses i hvert sekund af de mange flyvescener i hans animationsfilm. Særligt i Jirous drømmeverden, som indeholder de smukkeste, mest utrolige maskiner, mesteren har tegnet i sin lange og glorværdige karriere.
Men The Wind Rises skuer dybere ned i denne længsel, og i Miyazakis liv: er der nogen ting, man ikke bør flygte fra? Hvad er prisen, man skal betale, for at skabe skønne ting? Er det forkert, at Jirou ønsker at bringe sine vidunderlige drømme ud i livet? Hvad var meningen med det hele, når man kigger tilbage?
Med et sidste suk leverer verdens suverænt bedste animationsinstruktør ingen svar, men alle sine vigtigste spørgsmål i en gudesmuk livshistorie. Det eneste råd kommer til Jirou i en drøm: vi kan ikke vælge, hvilken verden, vi er født i, eller hvilke ting, der betager os. Men vi må leve.
Det råd har mesteren selv taget; Miyazakis næste film, How Do You Live?, er i produktion nu. Hvis den bliver en lige så værdig slutning på hans karriere som The Wind Rises ville have været, vil det være en glædelig overraskelse.
3. Inside Out
(Pete Docter, 2015)
Pixar har bestemt ikke været i topform dette årti, men når de gør en indsats med en original idé, kan de stadig skabe noget storartet, som de gjorde med Inside Out, der måske er min yndlings af deres mange fantastiske film. Den bringer i hvert fald tårerne frem, hver gang, jeg ser den.
Filmen foregår i hovedet på den 11-årige Riley, hvor hendes følelser arbejder hårdt for at holde hende glad og ved godt helbred, men det er svært, når man flytter til en ny by uden venner. Hun kan ikke længere være en konstant solstråle, og hendes glade minder bliver farvet blå af tristhed – i bogstaveligste forstand.
Rileys indre verden er skildret med umådelig fantasi – fra dagdrømmerier til langtidshukommelse og en vidunderlig sekvens gennem et abstraktionskammer. Noget så simpelt som en lille piges niveau af glæde ophøjes til en hel verdens skæbne.
Men hvad virkelig gør Inside Out særlig er dens sans for emotionel intelligens. Den dramatiserer en vigtig udvikling fra barndom til ungdom, hvor følelser ikke længere er så ligetil eller enkle at have at gøre med, og særligt hvordan tristhed og sorg er noget, man skal være i kontakt med, hvis man vil finde ægte empati med andre omkring sig.
Det er en film, hvor Joy kan briste i gråd, og hvor Sadness er nøglen til lykke, og man er med på hele rejsen. En livsvigtig lektion for det yngste publikum, og en rørende påmindelse til os voksne om, at vi en gang i mellem har brug for at fælde en tåre, når livet bliver for hårdt at bære alene.
2. Spider-Man: Into the Spider-Verse
(Rodney Rothman, Peter Ramsey & Bob Perschietti, 2018)
Spider-Man: Into the Spider-Verse er ikke blot en af de bedste animationsfilm fra dette årti – eller endda dette århundrede – det er en af de bedste superheltefilm nogensinde. Filmen bygger bestemt på sine forgængeres bedrifter – særligt Sam Raimis Spider-Man trilogi (2002-2007) og Marvel’s Cinematic Universe. Men den springer til nye højder ved at udnytte sin kontekst til en fortælling om, hvorfor superhelte betyder noget for os.
Det er svært at pege på et element af filmen, der ikke virker. Miles Morales, en talentfuld, kunstnerisk teenager, som er under pres fra sine forældres forventninger og en skole, han ikke føler sig hjemme i, er en øjeblikkeligt elskværdig, sympatisk hovedperson. Og det er inden han bliver nødt til at overtage jobbet som Spider-Man og redde multiverset.
Actionscenerne er fyldt med dynamik og fænomenale effekter – man suser gennem et hyperstiliseret New York med en frihed, kun animation tillader. Soundtracket er spækket med klassisk orkester og nutidig hiphop. Manuskriptet (endnu en genistreg fra Phil Lord og Chris Miller) balancerer et enormt cast fra seks universer plus en origin story uden at miste hverken sit publikum eller de stille, følelsesladede stunder.
Men animationen er suverænt det mest imponerende. En banebrydende blanding af 3D-animationens frihed og 2D-animeret tidløshed, som belønner den opmærksomme seer i næsten hver eneste frame, og filmens teknikker bygger op til et af årtiets bedste scener.
Da Miles endelig tager masken på og springer ud i luften, giver det et sus i maven. Han falder ikke mod jorden; han stiger til vejrs op imod en verden, han er klar til at leve i. Det er et af de transcendentale øjeblikke, man lever for at opleve som filmgænger, og hvert sekund op til og efter det moment er en fryd for sjælen.
1. The Tale of the Princess Kaguya
(Isao Takahata, 2013)
Isao Takahata, en af grundlæggerne af legendariske Studio Ghibli og en af animationens mestre, døde i 2018, men han efterlod os med et sidste mesterværk. The Tale of the Princess Kaguya er en film om skønheden, hvor vi finder den og hvordan dens ægthed forvrænges, og den repræsenterer selv en skønhed uden lige. Dens stil er unik og betagende, med penselstrøg og prunkløse baggrunde, der giver den en tidløs kvalitet. Musikken ophøjer de maleriske billeder med en følsom symfoni, og historien giver nyt liv til et klassisk japansk kunsteventyr ved at frembringe dets universelle temaer.
Eventyret handler om en himmelfalden pige født af et bambusskud og adopteret af et venligt bondepar, som også bliver velsignet med rigdom. Da hun vokser op, forsøger de at give deres datter det adelige liv, de mener, hun fortjener, men hverken kunsten, tøjet eller de mange bejlere kan gøre Kaguya lykkelig.
Længslen efter lykken gennemsyrer filmen. Bejlerne tror, de finder lykken i Kaguyas overnaturlige skønhed; Kaguyas adoptivforældre forveksler overdådighed med værdi. Prinsessens egen længsel bryder ud i en vild flugt fra paladset, hvor det maleriske lærred nærmest smelter bort af hendes iver. Det er en af de mest bevægende stykker animation i mands minde, men hvad der virkelig giver Princess Kaguya sin overvældende æstetiske styrke, er dens stillere stunder – et kirsebærtræ, der svajer i vinden, bringer en nærmest hellig fredfuldhed, jeg aldrig har oplevet i en film før.
Det er et mirakel, at et værk om, hvor nytteløst det er at indfange skønhed, formår at gøre netop dét. Hvert sekund af dens spilletid handler om at værdsætte det smukke, eller om længslen efter at genfinde det, og det hele virker kun, fordi Takahata når æstetiske højder, få andre kunne håbe på at opnå i deres levetid. The Tale of the Princess Kaguya er den bedste animationsfilm, ikke blot fra årtiet, men fra dette årtusinde.
Kommentarer