Af Helena Moustgaard
Historien om The Roses begynder næsten ved slutningen. Theo (Benedict Cumberbatch) og Ivy Rose (Olivia Colman) sidder hos en parterapeut og fortæller, hvad de stadig elsker ved hinanden. Terapeuten erklærer dog hurtigt ægteskabet for dødsdømt.
Efter denne stemningsfulde intro til genfilmatiseringen af bogen The War of the Roses spoles der tilbage til begyndelsen, og vi får at se, hvordan det hele gik galt. Det starter som en charmerende romantisk komedie.
I London mødes arkitekten Theo og den ambitiøse kok Ivy i et køkken, og et hurtigt møde i kølerummet udvikler sig til kærlighed. Ti år senere er de flyttet til Amerika, hvor Ivy nu mest laver mad til deres to børn, mens Theo er ved at færdiggøre sit livsværk: et stort søfartsmuseum.
Men en voldsom storm vælter deres planer. Theos museum bliver ødelagt, mens Ivys lille skaldyrsrestaurant ”We’ve Got Crabs” pludselig bliver en stor succes. Theo degraderes modvilligt til hjemmegående husfar, der gør børnene til fitnessfanatikere, mens Ivy flyver på privatfly og kommer på forsiden af magasiner.
Det er her, filmen er fascinerende. The Roses forsøger at gøre det bedste for hinanden, at bryde stereotyper, mens deres egne behov, ambitioner og frustrationer konstant kommer i vejen. Filmen viser, hvordan de kan se problemerne komme på lang afstand – og alligevel styrer de direkte ind i dem. Konkurrence, spydige bemærkninger og gamle nag vokser sig hurtigt større, og langsomt smuldrer ægteskabet omkring dem.
Olivia Colman og Benedict Cumberbatch bærer filmen gennem både kærlighed og kaos, og deres hurtige, vittige banter giver masser af sjove øjeblikke med britisk humor. Også resten af castet består af store navne, som i varierende grad får lov til at skinne.
Men hvad der starter som en smart og underholdende udforskning af kulturforskelle og moderne parforhold, tager pludselig en alt for mørk drejning. Den tredje akt bliver brat og ondskabsfuld, med en polariserende slutning, der slet ikke føles fortjent.
De lykkelige år mellem Theo og Ivy skildres med så meget glæde og charme, at det føles som en feel-good komedie, hvor man næsten glemmer, hvor det hele er på vej hen. At pointen med The War of the Roses er selve krigen.
Så når de begynder at rive hinandens liv fra hinanden bid for bid, føles denne version af historien for hård. For barsk, for kynisk og for langt ude i forhold til den verden, som instruktør Jay Roach og manuskriptforfatter Tony McNamara ellers får bygget op. Da Theo og Ivys forhold eksploderer, mister filmen sin balance, og det kaotiske klimaks underminerer de gode og nuancerede elementer, der kom før.