Af Gustav Stubbe Arndal
Ligesom hvordan en komiker skal forstå timing og levering for at frembringe latter, skal man have en præcis kontrol over filmsproget, fra lyd til billede til klipning, for at frembringe skræk. Yoon Sung-hyun viser med kun sin anden spillefilm, at han har den kontrol. Time to Hunt er intens, gribende og skræmmende på den helt rigtige måde.
Filmen starter som en relativt simpel heist-film, der foregår i et semi-dystopisk Sydkorea i fremtiden. Der er protester i gaderne, hele nabolag er forladte og hyperinflation har sænket værdien af den koreanske won så meget, at man skal bruge amerikanske dollars for at handle. Ærgerligt for den unge Jun-seok (Lee Je-hoon), der netop er kommet ud af fængslet og finder ud af, at de stjålne penge, han blev smidt ind for, nu er næsten opbrugte.
Sammen med vennerne Jang-ho (Ahn Jae-hong) og Ki-hoon (Choi Woo-shik, som også spillede Kim-familiens søn i Parasite (2019)), beslutter han sig for at røve et kriminelt kasino og bruge pengene til at sejle til en tropeø og starte et nyt liv. Det er farligt for tre unge, uerfarne mænd at sætte sig op imod et kriminelt imperium, men som Jang-ho siger det, har de intet at miste.
Efter røveriet kommer en berygtet lejemorder (Park Hae-soo) på sporet af drengene, og filmen skifter gear til noget nær en gyser. Hae-soo udstråler ægte superskurkekarisma i rollen som Han, der er sadistisk, uforudsigelig og helt igennem frygtindgydende.
Det virker selvfølgelig kun takket være filmteknikken. Den rungende stilhed kun brudt af de tre venners nervøse vejrtrækning. De hektiske klip mellem mørke afkroge og lukkede døre, fjenden måske gemmer sig bag. Og så de korte skudepisoder, hvor geværerne skaber overdøvende brag i den spændte biografsal.
Man ser tre fuldvoksne kriminelle med maskingevær, shotguns og ansigtet fuld af koldsved, og man frygter for deres liv. Specielt en scene, hvor trioen skal slippe ud af en parkeringskælder, er et pragtfuldt eksempel på Yoon Sung-hyuns filmiske håndelag, som også kommer frem i de mere action-agtige skudepisoder nær slutningen.
Men udover dens tekniske snilde har Time to Hunt ikke meget at byde på. Hovedpersonerne er ukomplicerede og har en simpel dynamik med hinanden, der gør dem sympatiske, men ikke synderligt medrivende. Filmens pre-cyberpunk science-fiction-stil bruges mest til at facilitere plottet – der er ingen unikke koncepter eller spændende spekulativ teknologi.
Filmen har også omtrent tre slutscener for meget, der forsøger at ophøje historien med hallucinationer og tvetydighed, men som ender med at gøre den forvirrende og uklar. Sung-hyun burde måske have lært en lektion fra film som The Raid (2011) og stoppet, mens legen var god.
Legen var dog ganske god, mens den varede. En skræmmende skurk, en simpel præmis og noget forbandet godt filmarbejde er alt, hvad der skal til for at få publikum til at holde vejret.
Kommentarer