[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Philip Due Bostrup [/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Terrorisme ses stort set dagligt i medierne, og det påkalder betydelig opmærksomhed, når f.eks. ISIS begår nye voldshandlinger. Timbuktu skildrer ikke, hvordan folk i Vesten oplever fundamentalismen, men hvordan det er at leve direkte under den religiøse ekstremismes jerngreb.
Timbuktu blev oscarnomineret for bedste udenlandske film, og den mauretanske instruktør Abderrahmene Sissako har med filmen da også opnået at skabe et værk, der både er smukt filmet og samtidigt tilbyder fængende indsigt i menneskeskæbner.
Filmen finder sted i den maliske ørkenby Timbuktu og er rig på billeder af det golde ørkenlandskab. Nomaden Kidane (Ibrahim Ahmed) lever med sin kone Satima (Toulou Kiki) og deres to børn. De lever en simpel, men umiddelbart lykkelig, tilværelse et stykke ude for selve Timbuktu. Deres frihed og livsførelse kommer dog i fare, da jihadister overtager kontrollen i byen og begynder at slå hårdt ned på alle overtrædelser af deres love.
Kidanes familie kan ikke længere finde glæde i at spille musik, da sang og guitarspil nu bliver straffet med piskeslag. Endnu værre bliver det, da Kidane bliver involveret i en sag med en lokal fisker, som bringer ham tæt på jihadisterne. Kidanes historie er den centrale i filmen, men instruktøren Sissako hviler ofte længe ved andre personer i byen. Mange af disse scener er velfungerende, men til tider lider filmen lidt af manglende narrativt momentum.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Timbuktu[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Abderrahmane Sissako[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Mauretanien & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Timbuktu har øjeblikke af brutalitet, hvor fundamentalisterne straffer byens beboere for lovovertrædelser, men der dvæles aldrig længe ved volden. Scenerne vises længe nok til at virke ubehagelige, men ved hurtigt at klippe væk fra selve voldshandlingen, viser Timbuktu respekt for de karakterer i filmen, der får deres stolthed og rettigheder frastjålet.
Man kunne let komme til at monsterficere jihadisterne fuldstændigt, men instruktøren Sissako skal her anerkendes for at give fundamentalisterne menneskelige egenskaber. Der er ingen tvivl om, at de ikke tøver i oprethævelsen af Shariaens brutale forskrifter, men samtidig har de unge mænd ingen egentlig forstand på det, de kæmper for.
Filmens skildring af fundamentalisternes hykleri er nærmest komisk. De ryger i smug og diskuterer international fodbold, efter at selvsamme sport er blevet bandlyst. En af filmens smukkeste scener handler da også netop om fodbold. På grund af omtalte bandlysning må byens drenge se sig nødsaget til at spille med en forestillet fodbold, og finder oprigtig glæde i dette på trods af de mange våbenbærende mænd i deres nærhed.
Timbuktu udstiller jihadisterne, og hvordan de i deres ekstreme religiøse intolerance har mistet forbindelsen til den Gud, som alt volden og terroren skulle være til ære for. Handlingen i Timbuktu udspiller sig måske på et geografisk lille område men omhandler altså et tema, der i den verdenspolitiske situation er overordentligt aktuelt.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer