Af Josephine Zabeo-Persson
For ti år siden skete der noget monumentalt. Noget så skelsættende, at det ville påvirke en hel generation af teenagehjerter. Den første filmatisering af Stephenie Meyers bogrække om Bella Swan og hendes komplicerede følelser til vampyren Edward og vareulven Jacob kom til danske biografer. Man kunne have skrevet noget klogt om, hvordan Twilight skriver sig ind i en tradition af vampyrfilm, eller hvordan Twilight er en postmoderne nyfortolkning af eventyret. Men det får I ikke. I stedet får I en god omgang voxpop med dem, Twilight betyder allermest for: Fansene.
Jeg har sat en gruppe af mine veninder, der alle er født i den anden halvdel af halvfemserne, i stævne til en snak om lækre vampyrer, lumre teenagefølelser og deres retrospektive tanker om Twilight-feberen, vi alle led under.
”Jeg fik mine forældre til at købe bøgerne til mig. Jeg lagde mig syg og smuglæste dem. Jeg gemte dem væk, når mine forældre kom og så til mig. Jeg kom ret hurtigt igennem dem. Jeg var bare rigtig vild med de der vareulve…” Anna afbrydes af Alma, der råber ”Fuck vareulvene, fuck varulvene”. Og med det er stemningen lagt for aftenen. På bordet står der gin og vodka i gennemsigtige sodavandsflasker uden mærkat – Juliane påstod, at det var lettere at transportere alkoholen på den måde. I baggrunden spilles der svagt sange fra Twilight-soundtracket for at ”sætte stemningen”. Flere nævner, at Paramore, Muse og Iron & Wine var soundtracket til deres teenageår. Josephine (ikke undertegnede) skal sågar i Vega om et par dage og se Death Cab for Cutie, som skrev hovedsangen til Twilights efterfølger New Moon (2009). ”Jeg gik på YouTube og hentede deres musik ulovligt. Mange af de indie-rock-bands, jeg kender i dag, lærte jeg at kende gennem Twilight,” forklarer Juliane.
”Min veninde trak mig med ind i biografen for at se Twilight, og jeg havde legit ingen ide om, hvad det var. Jeg var så vred på min veninde bagefter – hvorfor har du ikke introduceret mig til det her før? Så begyndte jeg at læse bøgerne, og så blev jeg mega forelsket i Edward,” siger Alma. Snakken kommer altid tilbage til vampyren Edward Cullen, spillet af Robert Pattinson. ”Jeg var for gammel til at blive SÅ forelsket – det var sygeligt. Den scene, hvor Edward bliver introduceret. De sidder ude i kantinen.” Tine stoppes i sin talestrøm af en lydbølge af anerkendende begejstring. ”Og så kommer Edward ind ad døren – jeg kan stadig blive helt våd. Han er så cute der.” Bekræftende suk lyder fra resten af bordet: ”Fucking lækker”. Josephine påpeger: ”Han er spændende og lidt uopnåelig.” Adjektivet mystisk går igen og igen, når Edward skal beskrives. Anna opsummerer måske vampyren bedst: ”Han kan være præcis det, du vil have”. Juliane tillægger ham endda endnu større værdi: ”Edward lærte mig at sætte pris på drenge i Ray-Ban solbriller og drenge med god stil. Drenge der er høje, moody og lidt arrogante. Jeg tror, at det har fucket mit forhold til fyre lidt op.”
”Da der var premiere på New Moon, var én af vareulvene til premieren i Imperial. Han havde tre replikker max i filmen. Han var til en [autograf-]signering i Blockbuster efter filmen, og ej, det er så pinligt…” Josephine griner lidt flovt og foresætter: ”Vi stillede os i kø og fik en autograf. Så stillede vi os bag i køen igen – gik op, fik en autograf. Så stillede vi os bag i køen igen. Jeg fik fem autografer den aften. Han har skrevet autografer på min taske og på min sko.” Når man taler om Twilight, må man ikke glemme vampyrenes overnaturlige modsætning og naturlige fjende, vareulvene. Hvis du ikke er til Edward Cullen, så er du til Jacob Black (Taylor Lautner). ”Jacob var ikke så kold og angsty, ikke så mange problemer. Han var chill. For en ung pige, der er ved at udforske, hvad verden betyder, så er en six-pack en meget stor indikator for, at nogen er flot.” siger Anna med et fjoget smil på læben: ”Edward var den blegeste, blegeste. Plus han var spinkel og britisk – det har jeg lært at værdsætte senere.”
”Det var helt klart ikke Bella, der var den centrale figur i Twilight. Det kunne have været hvem som helst,” forklarer Juliane. Bella Swan (Kristen Stewart) er bogen og filmens egentlige hovedperson, men på trods af dette bringes hun sjældent op i vores samtale. Ja, hun eksisterer nærmest ikke. I stedet går snakken om vigtigere emner: Så som hvorvidt Edwards penis er hård som sten, hvordan vampyrer reagerer på menstruation og om de blodtørstige væsener elsker menstruationssex. Da spørgsmålene render ud, og jeg gør klar til at slukke min lydoptager, siger Tine: ”Jeg har ikke lyst til at stoppe med at tale om Twilight.” Det virker ikke til, at der er nogle, der ønsker, at samtalen slutter: ”Det hele kommer tilbage til mig – alle følelserne,” tilføjer Alma.
Og ja, det er stærke følelser. For en kort periode i vores liv fyldte Twilight alting. Der var plakater på væggene, indie-rock i ørene og Edward Cullens blege six-pack på hjernen. ”Det er ikke fordi, at de er de bedst skrevne bøger eller de bedste film.” siger Josephine. Og nej, det ville være en skam at påstå. Juliane overtager: ”Det er hele den der stemning, man blev grebet af. Hele det univers, der bare fangede én på det rette tidspunkt.”
Så her har du det! Et forsøg på at indfange Twilights magi på bedste voxpop-manér. Fra alle vores hengemte teenagehjerter til dig, kære Twilight, skal der lyde et højt hurra og lykønskning på dit 10-års jubilæum i Danmark. Hvad havde vi været uden dig?
Kommentarer