[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Søren Kahr[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den længe ventede Boyhood er et glædeligt gensyn med de sidste 12 år. Richard Linklater (School of Rock (2013)), Before-trilogien (1995-2013)) vender tilbage til den indie-stemning, han selv var med til at definere i starten af 1990’erne. Filmen brillerer, men lader for få gange tempoet dale til dér, hvor han og dialogerne er bedst.
Vi følger Mason (Ellar Coltrane) fra han er en ung purk, der ignorerer omverdenen og de dertilhørende bekymringer, til han bliver en miljøbevidst, pessimistisk teenager. Sammen med moderen (Patricia Arquette) og søsteren Samantha (spillet af Linklaters egen datter Lorelei), lever Mason et forholdsvist normalt liv som skilsmissebarn. I mødet med nye stedfædre, nye boligsituationer og Masons langt fra kroniske uskyld, er vi tilskuer til et liv, der er fyldt med turbulens, men som sådan ikke er mere ekstraordinært end det næste.
Ekstraordinært er det dog, hvordan filmen fanger én og giver hverdagen mere betydning. Opvasken, søskendeskænderier og skilsmissefaderens forsøg på at nå ind bag teenagerens facade af ligegyldighed er opslugende og ganske medrivende. Som sjældent før bliver man en del af filmen, da dens kvalitet ikke ligger i oplevelsen af det fantastiske, men i erkendelsen af, at det simple liv er fantastisk i sig selv.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Boyhood[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Richard Linklater[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Man savner dog de lange samtaler, hvor alt står stille og den ellers overordentligt velskrevne dialog kommer til sin ret – den stil, som Linklater har gjort til essensen af hans andet tidseksperiment, Before-trilogien. Kun en enkelt gang i Boyhood, da Mason er på vej hjem og møder en veninde, får vi den lange indstilling. En ærgerlig mangelvare, da det her understøtter den akavede samtale på fineste vis.
I begyndelsen af 1990’erne var Richard Linklater med til at starte den amerikanske indie-bølge, da han samlede, hvad der nu er nogle af Hollywoods mest profilerede skuespillere i sit forvirrede ungdomsdrama Dazed and Confused (1993). Han hylder også denne tid ved at genbruge skuespilleren David Blackwell, der spillede ekspedient i den lokale liquor-store ved at tildele ham præcis den samme rolle. Ligeledes kører Masons far, der spilles af Linklaters mangeårige samarbejdspartner Ethan Hawke, rundt i Linklaters egen Pontiac GTO, der var blikfang i Slacker (1991).
Linklater formår i alle henseender at ramme tidsånden. Han er kendt for at bruge meget af sit budget på musikken og har også sit faste greb om soundtracket i Boyhood. Filmen starter til tonerne af Coldplays Yellow, og som årene går hører man Flaming Lips’ Do you realize i bilradioen, mens det til sidst kulminerer med Family of the Years Hero, der først blev introduceret i filmens trailer. Musikken følger tiden ligesom moden og de uendeligt mange Apple-gadgets, og man får dermed mulighed for at genopleve de sidste 12 år.
Det er svært ikke at blive skuffet, når forventningerne aldrig har været højere. Boyhood, der har fået bedre anmeldelser end nogen anden film i 2014, er ikke en film, hvor man sætter 3D-brillerne til rette og venter på at lade den øredøvende filmmagi blæse dig ud af salen. Men hvis man rammer dens niveau, lader sig glide med, så er det en filmoplevelse i tid og sted som aldrig før.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer