[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Trine Balle[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I samarbejde med Copenhagen Jewish Film Festival viser Cinemateket den tankevækkende film Thy Father’s Chair (2015) som månedens dokumentar. Filmen portrætterer to samboende brødre med eskalerende samlermani og deres kamp for at få ryddet op i fortiden, og udtrykket er både ærligt og interessant. Desværre formår den ikke til fulde at feje mændenes hengemte problemer helt frem til tilskuerens overflade.
De jødisk ortodokse tvillingebrødre Abraham og Shraga har hele deres liv boet i en faldefærdig lejlighed i Brooklyn. En formodentlig betændt fortid har gradvist ophobet sig fysisk i alle afkroge af lejligheden, og de lever nu i et uoverskueligt kaos af kakerlakker og katte. Stanken fra dyrenes efterladenskaber og gamle madrester er efterhånden blevet så slem, at overboen nægter at betale husleje, før der er blevet gjort noget ved problemet – og som i en nærmest religiøs renselsesproces rykker et rengøringshold af hvidklædte mænd ud, for at frelse de to rodehoveder.
Gennem et håndholdt kamera og en sparsom brug af virkemidler, følger vi nu det lange oprydningsforløb, der med sin kapitelinddeling i seks arbejdsdage og en ”hviledag”, får tillagt endnu et religiøst metalag.
Historien er skildret så nøgent og ærligt som muligt. Der er ingen følsom musik, der fortæller os, hvornår vi skal have ondt af dem, og ingen dramatisk voice-over, der udpensler anekdoter fra deres barndom. Enkelte gange er der tilføjet en summende underlægningslyd, som langsomt tiltager i takt med at den indre psykologiske kamp bliver for meget for de to brødre. Men ellers er vi efterladt med det, der foregår her og nu, og de få svar vi får, kommer til overfladen i dialogen mellem den sympatiske oprydningsleder Hanan, og de to mænd.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Thy Father’s Chair[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Antonio Tibaldi, Alex Lora[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA, Italien[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Dette er dog ikke helt nok til, at vi virkelig kommer ind under huden dem. Det observerende fluen-på-væggen udtryk fungerer egentlig rigtig godt, og man mærker virkelig, at vi har at gøre med et par plagede sjæle, gennem de nærmest uhyggeligt nære close-ups, hvor angsten tager til, for hver eneste lille dims, der bliver smidt ud. Men fortidens problemer er bogstaveligt talt fejet ind under gulvtæppet, og selvom alt fejes ud og gøres rent, får vi aldrig rigtigt at vide, hvad der lå derinde og samlede støv.
I løbet af oprydningen graves aflagte ting frem fra forældrenes tid, bl.a. en gammel stol, som tilhørte faren og som også danner baggrund for filmens titel. Og med stolens placering på denne æresplads havde man næsten forventet et større drama omkring den, eller en tydeligere udpensling af de følelser, der lå bag – som desværre aldrig kom frem.
Ser man filmen som en mere kunstnerisk pendant til den lettere opreklamerede reality-serie Ekstreme Samlere (2009 – ), er den dog et friskt og ofte humoristisk pust. De to ældre mænd er på trods af deres angstfyldte perioder både et par morsomme og varme karakterer, som man kun kan føle sympati for. Også de arbejdsomme rengøringsfolk er skildret med stor personlighed og som en medmenneskelig og opmuntrende støtte til de to fyre.
Hele herligheden er desuden filmet så fint, at det uoverskuelige rod næsten ser smukt ud, hvilket i sig selv er en bedrift, der gør den værd at se.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer