De seneste år har i sandhed stået i superheltenes tegn, og med det nyeste udspil fra Marvel hamrer tordenguden Thor sig for alvor på banen efter de middelmådige fornøjelser, der var forgængerne Thor (2011) og Thor: The dark world (2013) – hvor det især til den sidstnævnte kunne være svært at holde øjnene åbne. Instruktøren Taika Waititi har nemlig med Thor: Ragnarok pustet helt nyt liv i franchisen og givet den et solidt skud sort humor og en neonblinkende make-over.
Humoren er lige præcis, hvad der er i højsædet fra start til slut i Thor: Ragnarok, hvilket fastslås allerede i filmens allerførste scene, hvor vores arrogante hovedperson bogstaveligt talt skal smadre sig vej fra en dæmonverden tilbage til hjemlandet Asgård. Intet går dog som planlagt herefter, og både Thor (Chris Hemsworth) og Loke (Tom Hiddleston) finder hurtigt sig selv strandet på en fremmed planet efter det første møde med skurken – der viser sig at være endnu et tvivlsomt familiemedlem – Hela (Cate Blanchett), dødens gudinde.
Cate Blanchett leverer en forrygende præstation som den smukke, men dødsensfarlige Hela, der har til mission at erobre hele kosmos på ryggen af en god gammel mytologisk kending: Fenrisulven. Der bliver lagt op til en mere kompleks skurk med flere lag, men hendes forskellige facetter bliver ikke helt udforsket nok, og der er dermed ikke ligefrem tale om Marvels svar på en ny Joker.
Vores smukke skurk er en af de få undtagelser, når det kommer til filmens gennemgående humor: udover hende byder stort set alle scener og karakterer på en strøm af vittigheder, akavetheder og skævheder. Filmen balancerer hele vejen igennem mellem det hylende morsomme og det platte, men uden på noget tidspunkt at tippe helt over – måske fordi replikkerne er oprigtigt velskrevne og den komiske timing er upåklagelig. I hvert fald får vi her den tempofyldte, farverige og aldrig kedelige stemning, man også finder i Marvelfranchisen Guardians of the Galaxy (2014-), denne gang bare med en række småfordrukne aser, revolutionære gladiatorer og Avenger-medlemmet Hulk som gæstestjerne.
Der er dog også givet plads til de mere sentimentale stunder, hvor vittigheden et øjeblik sættes på pause, og der dykkes yderligere ned i Asgårds tilblivelse og fader Odins (Anthony Hopkins) tidligere udskejelser. På trods af de talrige actionsekvenser, hvor Thor på næsten computerspils-lignende manér giver sine fjender baghjul, er hans indre styrke sat under lup som hans sande force. Alligevel vil jeg vove at påstå, at et af filmens mest chokerende elementer er Hemsworths bare overkrop, der skræmmende godt formår at mimikere tegneseriefigurens overdrevenhed.
Thor:Ragnarok byder fra start til slut på et actionbrag af episke dimensioner, hvis humor er ligeså sort som Lokes fedtede frisure, og hvis visuelle side er ligeså strålende som Thors svenskergarn. Om det hele til tider bliver lidt for meget kan diskuteres, men man er i hvert fald ikke i fare for at falde i søvn.
Kommentarer